ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

EY-chef: Vi taber under en håndfuld kunder

Årets generalforsamlinger kommer til at afgøre første slag i revisorkrigen, hvor fusionen mellem EY og KPMG i Danmark har udløst klapjagt på de lukrative storkunder. EY's internationale chef, Mark Otty, forventer at aflevere under en håndfuld kunder til KPMG 2014.

Virksomheder
Udbrydere tager skalp i revisorkrig - DSV med til EY
Mens Carlsberg er gået til det genopståede KPMG i Danmark (KPMG 2014) har DSV og GN Store Nord erklæret sig som kunder i fusionen mellem EY og de godt 1400 KPMG-ansatte.

Forårets generalforsamlinger vil vise, hvilken side selskaberne vælger i revisorkrigen, og efter at have arvet KPMG-kunderne i Danmark, regner EY-chefen ikke med at måtte afgive særlig mange skalpe til rivalerne fra KPMG 2014.

"Der vil være nogle kunder, som vi vil sige farvel til. Men det vil være ganske få. Jeg tror på, at det vil være mindre end fem," siger Mark Otty.

KPMG 2014 tavs om kundemål


Han er international chef for EY i blandt andet Europa og bliver dermed overordnet chef for den danske revisorfusion, der skal genrejse et dansk EY i problemer.

Læs også:EY-boss kaster milliard ind i dansk revisorkrig

KPMG 2014 har erklæret fusionen krig, hvor Thomas Hofman-Bang som ny topchef har indstillet sigtekornet på at hive de store danske selskaber tilbage i folden hos det genopståede KPMG. Men han vil ikke kæmpe med Mark Otty på antal kunder.

"Vi vil ikke opstille mål for, hvor mange kunder vi skal vinde. Kunderne vælger revisor, og hvem og hvornår de vælger, vil vi ikke deltage i en offentlig spekulation om," siger Thomas Hofman-Bang.

Men at det handler om at erobre de attraktive kunder med det samme, lægger han ikke skjul på.

"Vi har fokus på at etablere KPMG på det danske marked og på at kunne betjene kunder fra nu af, så vi kan blive valgt på generalforsamlingerne i 2014," konstaterer Thomas Hofman-Bang.

Reviderer regnskaber netop nu


Den største kunde herhjemme er A.P. Møller-Mærsk, som indtil videre har valgt at lade sin internationale forretning gå til KPMG 2014, mens revisionen af Esplanaden endnu ikke er afgjort. Den har adm. direktør for udbryderne i KPMG Danmark erklæret sin og dermed EY's, men afklaringen kommer først på generalforsamlingen 31. marts.

Læs også: Udbrydere i KPMG-duel: Vi beholder Mærsk
De øvrige storkunder, som EY og KPMG 2014 kæmper om, tæller giganter som Arla, Nordea, ISS og Danfoss. Her har KPMG Danmark den fordel, at de netop nu sidder og reviderer deres regnskaber og dermed har adgang til selskabsledelserne.

"Vores første fokus er at fortsætte med de leverancer, vi har haft indtil nu, og gøre arbejdet færdigt. I den proces har vi tæt dialog med revisionskommissioner og bestyrelser, og ved den lejlighed gør vi opmærksom på, hvilke fordele der er ved at genvælge os som revisor," sagde Jesper Koefoed, adm. direktør i KPMG Danmark, tidligere på måneden tilBørsenTV.

Vinde flere end taber


Ifølge Mark Otty er opskriften simpel. Har man det bedste team af ansatte, vil man også have de bedste kunder.

"Jeg tror på, at når det handler om at have den bedste service, så vil de vælge os. Jeg tror, at over tid, vil vi vinde flere kunder, end vi taber, og når vi ser tre-fire år ud i tiden, vil vi have flere kunder, end de to selskaber har hver især i dag," vurderer EY-chefen.

Med fusionen med KPMG Danmark rykker EY fra en femteplads til en andenplads herhjemme, hvilket har givet den internationale EY-top sult efter at kunne kalde sig nummer ét i Danmark og dermed fortrænge Deloitte fra førstepladsen.

Læs også:EY går efter Deloittes danske førsteplads

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis