ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

FLS-boss afviser kritik om sene betalinger: “Vi har ikke et nedfrysningssystem eller et straffesystem eller andet mod vores leverandører”

FLS har skabt

stærk forbedring af cashflow ved at sylte betalinger til leverandører og sikre betalingerne fra egne kunder

“Vi tjener ikke vores penge på skuldrene af vores leverandører,” siger FLS-direktør Thomas Schulz. Arkivfoto: Jeppe Carlsen
“Vi tjener ikke vores penge på skuldrene af vores leverandører,” siger FLS-direktør Thomas Schulz. Arkivfoto: Jeppe Carlsen

Mine- og cementkoncernen FLSmidth er klart udfordret af coronakrisen, men har haft en opsigtsvækkende udvikling i pengestrømmene. Det frie cashflow er forbedret fra 133 mio. kr. i tredje kvartal i 2019 til 489 mio. kr. i det netop offentliggjorte regnskab for tredje kvartal 2020.

Arbejdskapitalen er blevet forbedret med 757 mio. kr. i regnskabsårets første tre kvartaler i forhold til samme periode året før.

Disse oplysninger spiller en rolle i forståelsen af kritikken af FLS for nylig, hvor det blev afsløret, at selskabet opererer med en såkaldt payment freeze, hvor leverandører ikke bliver betalt rettidigt. Bl.a. afhænger det af FLS-kundernes lyst og evne til at betale, om leverandørerne får deres penge.

Det fremgår af skriftlige interne mails fra FLS, som Børsen er i besiddelse af.

“Vi har ikke et nedfrysningssystem eller et straffesystem eller andet mod vores leverandører. Vi har forbedret arbejdskapitalen i kvartalet, og det skyldes, at vi har fået betalinger fra vores kunder, og ikke, at vi ikke betaler vores leverandører,” siger Thomas Schulz, der er adm. direktør i FLS.

Han har over for Børsen suppleret:

“Vi tjener ikke vores penge på skuldrene af vores leverandører. Vores cashflow kommer fra vores kunder.”

Ifølge Børsens oplysninger blev payment freeze søsat i foråret 2019, hvor det viste sig, at FLS havde store problemer med at få selv gamle krav fra kunderne kradset ind. Derfor måtte underleverandørerne holde for, og den kraftige forbedring af både cashflow og arbejdskapital skyldes en kombination af mange flere betalte regninger fra FLS' kunder og payment freeze.

FLS siger, at payment freeze udelukkende er en coronating, hvor det har været svært at komme rundt i verden for at se, om der er leveret til projekterne, som det er aftalt.

Thomas Schulz styrer to vidt forskellige forretningsben, hvor cementdivisionen er alvorligt ramt af coronakrisen, mens minedelen har vist sig voldsomt modstandsdygtig.

Efterspørgslen efter cement har været lav i gennem flere år, og coronakrisen har ikke gjort det bedre.

Ifølge tirsdagens kvartalsregnskab fra FLS ventes der ikke bedringer i mineindustrien på hverken kort eller mellemlangt sigt.

“Vi regner ikke med, at der kommer et højere aktivitetsniveau i løbet af de næste et til to år. Kunderne er fortsat meget bekymrede over pandemien. Forretningstypen er meget lokal, og køberne holder på pengene,” lyder det fra Schulz.

Han peger på, at bæredygtige cementtyper sammen med digitalisering af dette marked er i god vækst, men kan ikke hamle op med udfordringerne for den almindelige cement.

Midt i alle problemerne med coronapandemien er der opstået en helt anden interesse for grønne løsninger og digitalisering, oplyser Thomas Schulz.

“Det står klart, at en af effekterne af pandemien er, at digitaliserede løsninger mere eller mindre bliver standarden i industrien,” siger han.

Ordrer i bedring

Schulz er tilfreds med udviklingen i mineindustrien, hvor der i regnskabsårets tre første kvartaler er en stigning i ordrerne på 11 pct. i forhold til samme periode året før.

“Mineindustrien kører godt, og der er stigende råvarepriser. Vi kan sige, at to tredjedele af vores forretning kører godt. Og det bliver også sådan i cementdivisionen, når vi har fået alle justeringerne på plads, og forretningsklimaet blevet bedre,” siger Thomas Schulz.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis