Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen med base i Ringsted er meget tæt på at blive MT Højgaard-koncernens største selskab og dermed sprinte forbi det oprindelige hovedselskab, som hele koncernen er opkaldt efter.
Det er Enemærke & Petersens opkøb af aarhusianske Raunstrup A/S og dermed en meromsætning på 478 mio. kr., der medvirker til at rykke på balancen i MT Højgaard-koncernen.
Enemærke & Petersen omsatte i 2019 for 2,3 mia. kr., mens MT Højgaard Danmark A/S i år formentlig lander på den gode side af 2,5 mia. kr.
mia. kr. var omsætningen i Enemærke & Petersen i seneste årsregnskab
Fra 1. marts kan Enemærke & Petersen så lægge Raunstrups omsætning oveni.
Det får først fuld effekt i årsregnskabet for 2022, da overtagelsen ventes gennemført pr. 1. marts.
Ifølge Henrik Mielke fra Enemærke & Petersen er der mange gode grunde til, at det ikke er MT Højgaard, men hans selskab, der køber op i Aarhus:
“Det er os, der har opsøgt denne mulighed. Forretningsmæssigt og markedsmæssigt passer Raunstrup meget bedre ind i en forretning som Enemærke & Petersen,” siger han.
Opkøbet handler ifølge Henrik Mielke om tilkøb af supplerende kompetencer – bl.a. inden for tømrerfagene. Hertil kommer en række geografiske muligheder for at supplere hinanden.
“Enemærke & Petersen har vist, at de står på et stærkt fundament og har strategierne på plads
Martin Solberg, finansdirektør i MT Højgaard Holding
“Der er et meget lille overlap imellem de to virksomheder, så vi kommer til at dække markedet bredere af,” siger Mielke.
Hvis Enemærke & Petersen får positionen som det ledende selskab i koncernen, er det også hjulpet af strukturelle ændringer, hvor MT Højgaard Holding er paraply over seks ligestillede selskaber i koncernen: MT Højgaard Danmark, MT Højgaard International, Ajas, Projektudvikling, Scandibyg og Enemærke & Petersen.
I seneste kvartalsregnskab fremgik det, at Enemærke & Petersen havde en ordrebeholdning på 3,2 mia. kr. mod MT Højgaard Danmarks på 2,5 mia. kr. Enemærke & Petersen havde i årets tre første kvartaler realiseret 1,5 mia. kr. mod MT Højgaards 1,9 mia. kr.
Finansdirektør Martin Solberg i MT Højgaard Holding siger om Enemærke & Petersens udvikling i størrelse:
“Det begynder at ligne størrelser, der er meget tilsvarende hinanden,” siger Martin Solgaard, der tilføjer:
“Enemærke & Petersen er vigtig for selskabet på grund af deres indtjening. Selskabet har år efter år vist, at de kan tjene penge i denne konkurrenceprægede branche. De gør det med relativt sikker hånd,” siger Martin Solberg og peger på Enemærke & Petersens historiske evne til at indgå meget store partnerskabsaftaler, der rækker langt frem i tiden.
Enemærke & Petersen har netop vundet det fynske boligselskab Civicas udbud af et flerårigt strategisk partnerskab om renoverings- og byggeopgaver med en anslået samlet værdi på 3 mia. kr.
“Vores strategi begynder at virke. Vi har de seks forskellige forretningsenheder og en koncernramme. Vores strategi er tilpasset hver enkelt enhed i forhold til deres livscyklus. Enemærke & Petersen har vist, at de står på et stærkt fundament og har strategierne på plads – selvfølgelig en vækststrategi,” lyder det fra Martin Solberg.
Raunstrup kostede 73 mio. kr., og omsætningen på 478 gav blot et ebit-resultat på 8,7 mio. kr. i seneste årsregnskab.
Det er en overskudsgrad på 1,9 pct., der også i byggebranchen er i den lave ende.
“Raunstrup har været i en god udvikling i de seneste tre år og trækker i den rigtige retning. Enemærke & Petersen har vist, at de kan håndtere denne type forretninger og projekter. Det forventer vi også vil ske her,” siger Martin Solberg.