Det ligger fast, efter Santa Fe Group, der er den sidste rest af ØK, onsdag middag har meddelt aktiemarkedet, at selskabet har solgt hele sin kerneforretning.
Santa Fe Group har længe haft kniven for struben, idet de er i store økonomiske problemer og ikke er lykkes med at sikre finansiering til at vende forretningen.
"Det er en realitet, at alt har et udløb, og jeg havde helst set en anderledes afslutning på det, end det her er tilfældet. Hvis du spørger, om jeg har det godt med det, så vil jeg sige, at under de eksisterende vilkår har jeg det godt med det," siger Henning Kruse Petersen.
Formand: Det har været en feberredning
Køberen til Santa Fe Groups flytteforretning er Santa Fe Interessenter AB, der er et selskab kontrolleret af Lazarus Equity Partners med støtte fra kapitalfonden Proventus Capital Partners. Sidstnævnte har tidligere ydet et lån på 38 mio. euro, der har udløb til april næste år.
Et lån, som Santa Fe Group ikke er i stand til at tilbagebetale, og derfor er løsningen nu blevet at sælge selskabet.
Salget inkluderer nemlig den samlede gæld til Proventus Capital Partners, og transaktionen bringer dermed en afslutning på selskabets tidligere udmeldte finansieringsmæssige udfordringer.
"Det har været magtpåliggende for mig at tilgodese selskabet og medarbejderne, sikre at kreditorerne i selskabet ikke kommer til at lide tab og efterlade noget til aktionærerne," siger Henning Kruse Petersen og fortsætter:
"Desværre er det ikke til nogen kanon værdi, fordi vi har været så presset, som vi har været."
Hvordan er det at måtte se i øjnene, at I ikke har været i stand til at rette op på de kæmpe tab, som mange har lidt?
"Det er bestemt ikke rart, og det er da noget, som jeg er trist over. Det skal jeg ikke skjule. Men vores modvind i markedet, og det pres, der har været på os finansielt, har gjort, at det ikke kan lade sig gøre," siger Henning Kruse Petersen.
"Hele vores lånekapital udløber 1. april 2020. Det betyder, at jeg meget snart skulle til at skrive, at vi ikke er en "going concern", og så er vi færdige. Derfor har det været en feberredning," siger han videre.
"Der skal være en mand, der er sidst i rækken, og det er så mig"
ØK's historie strækker sig tilbage til 1897. Selskabet har været Nordens største selskab med 40.000 ansatte og grene overalt på jorden. Hvordan føles det, at selskabets eksistens stopper på din kommando?
ØK opbyggede gennem 1980'erne så stor en gæld, at løsningen blev, at konglomeratet begyndte at sælge forretninger fra stykke for stykke. Ifølge Finans.dk har aktionærerne siden 1998 på den baggrund fået udbetalt 14 mia. kr. i udbytter og aktietilbagekøb.
Det seneste frasalg skete i 2014, da selskabet frasolgte den venezuelanske fødevarevirksomhed Plumrose. Tilbage var kun flytteforretningen Santa Fe Group, og derfor blev det besluttet, da der ikke længere var grundlag for at kalde sig for Østasiatisk Kompagni.
Hvor stor en del af skylden bærer du i, at det er gået sådan her for Santa Fe Group?
"Det kan jeg ikke sige. Der er flere forskellige forhold, der spiller ind, men jeg hører ikke til dem, der siger, at direktion og bestyrelse er uden ansvar. Det er vi bestemt ikke," siger formanden.
Så du føler et ansvar?
"Selvfølgelig, det gør jeg da. Alt andet ville være naragtigt at sige."
I forbindelse med salget får Santa Fe Group 1 mio. euro i hånden. Derudover vil Santa Fe Group modtage 15 pct. af fortjenesten ved et eventuelt kontant videresalg af flytteforretningen inden for 5 år efter aftaleindgåelsen
Selskabet forventer inden længe at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på ændring af selskabets navn, idet navnet ”Santa Fe” overdrages til den frasolgte forretning.