ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

GN Audio-topchef vil snart løfte sløret for nyt i videosatsning: “Vi investerer meget i video, så der skal vi både i København og Californien bruge et betydeligt antal ingeniører”

GN Audio er gået på jagt efter nye ingeniører, der bl.a. skal være med til at sætte skub i udviklingen af videosatsningen

René Svendsen-Tune er adm. direktør for GN Audio, der sidste år stod for 60 pct. af GN Store Nords samlede omsætning. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
René Svendsen-Tune er adm. direktør for GN Audio, der sidste år stod for 60 pct. af GN Store Nords samlede omsætning. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

Headset og konferencehøjtalere har længe været en fast del af forretningen hos GN Audio, der også arbejder på at få sparket gang i sin seneste satsning på videoteknologi.

Derfor vil en del af de nye ingeniører, som GN Audio har planer om at ansætte i løbet af i år, også skulle arbejde med at udvikle den del af forretningen.

Vi er kommet lidt sent til det her marked, men vi har en meget god teknologi

René Svendsen-Tune, adm. direktør for GN Audio

“Vi investerer meget i video, så der skal vi både i København og Californien bruge et betydeligt antal ingeniører, men investeringerne er også i konferencehøjtalere og headsets,” siger René Svendsen-Tune, adm. direktør hos GN Audio.

Virksomheder
GN Audio efter vildt vækstår: På jagt efter 100 nye ingeniører i Danmark – og endnu flere globalt

I år har divisionen planer om at ansætte mellem 100 og 200 nye ingeniører til udviklingsafdelingen, der i dag består af ca. 500 medarbejdere globalt. Hvor mange af de nye ansatte, der skal arbejde dedikeret med videoteknologien, vil direktøren ikke fortælle.

“Det har vi ikke sagt noget om, men vi har sagt til markedet, at vi investerer kraftigt i video. Vi er kommet lidt sent til det her marked, men vi har en meget god teknologi, så i øjeblikket handler det i høj grad om at konvertere teknologien til flere og nye produkter,” siger han.

GN Audio satte først for alvor gang i sin videosatsning, da selskabet i foråret 2019 købte amerikanske Altia Systems for ca. 820 mio. kr. Dermed fik GN adgang til videoteknologi og panoramakameraer under navnet Panacast. Efter opkøbet åbnede divisionen også et forsknings- og udviklingscenter i Silicon Valley i den amerikanske stat Californien.

På nuværende tidspunkt har GN Audio, der særligt fokuserer på det professionelle segment, ikke personlige webkameraer i porteføljen, men ifølge topchefen er nye produkter “lige om hjørnet”.

GN Audio har fået massiv medvind fra det coronaskabte hjemmearbejde, og topchefen har flere gange fortalt, at han ikke forventer, at hjemmearbejdet kommer til at forsvinde som dug for solen, når pandemien er fortid.

Hos Sydbank forventer senioraktieanalytiker Søren Løntoft Hansen, at også videoforretningen ligesom lydforretningen vil komme til at nyde godt af den øgede brug af mødeplatforme som Teams, Skype og Zoom i fremtiden.

“Jeg tror, at det marked vil vokse de kommende år. Det har selvfølgelig på sin vis rod i covid-19 og den ændrede måde, vi er begyndt at arbejde på. På den lange bane forventer jeg også, at noget af læren om netop den nye måde at holde møder på vil forplante sig lidt mere fundamentalt i selskaberne, så man ikke nødvendigvis behøver at være fysisk til stede længere,” siger han.

GN Audio er en del af GN Store Nord-koncernen, der også består af høreapparatdivisionen GN Hearing.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis