Onsdag eftermiddag indledte Tysklands 11 udvalgte VM-kampen mod Japan med at holde sig for munden. En symbolsk handling, der sætter en tyk streg under, at de første dage af VM i Qatar har handlet om alt andet end fodbold.
Kritikken fra vestlige virksomheder, organisationer og politikere var på forhånd massiv ved udsigten til at afholde en af verdens største sportsbegivenheder i en nation, hvor homoseksualitet er ulovligt, og hvor flere tusinde migrantarbejdere er rapporteret døde under tilblivelsen af de syv spritnye stadioner.