Danske Bank har kigget lidt nærmere på regnearkene, og har har banken fundet lavere omkostninger og højere indtægter end først ventet. Det har fået banken til at opjustere forventningerne til resultatet i 2020.
Banken venter nu et resultat efter skat på mellem 4 og 4,5 mia. kr., tidligere ventede Danske Bank, at bundlinjen ville ende på "mindst 3 mia. kr."
“Opjusteringen skyldes en generel forbedring af udviklingen på de finansielle markeder, fortsat gode fremskridt i den underliggende forretning og lavere omkostninger
Chris Vogelzang, adm. direktør i Danske Bank.
Det fremgår af en kortfattet meddelelse til fondsbørsen.
”Opjusteringen skyldes en generel forbedring af udviklingen på de finansielle markeder, fortsat gode fremskridt i den underliggende forretning og lavere omkostninger. Derfor kan vi opjustere vores forventninger til resultatet for året," udtaler bankens adm. direktør Chris Vogelzang i meddelelsen.
Opjusteringen er dog næppe noget, der kommer voldsomt bag på de analytikere, der følger Danske Bank-aktien. Ifølge estimater indsamlet af Danske Bank selv, er medianen af analytikernes forventninger, at banken for hele 2020 vil få et nettoresultat på 4,1 mia. kr.
mia. kr. venter Danske Bank på bundlinjen i 2020
Banken løfter også sløret en række udvalgte tal for regnskabet. Resultatet efter skat vil for tredje kvartal af 2020 ende på ca. 2,1 mia. kr., mens indtægterne vil udgøre ca. 10,5 mia. kr., hvoraf handelsindtægterne udgør ca. 1,5 mia. kr., skriver banken i meddelelsen.
Omkostningerne vil lande på ca. 6,7 mia. kr., og nedskrivninger i tredje kvartal vil udgøre ca. 1. mia. kr., oplyser Danske Bank.
Til sammenligning var analytikernes median-forventninger for tredje kvartal, at banken ville få samlede indtægter på 10,4 mia. kr., nedskrivninger på 1,0 mia. kr. og et nettoresultat på 1,7 mia. kr.
I 2019 fik Danske Bank et nettoresultat på 15,1 mia. kr.
Da banken i februar præsenterede sit årsregnskab var forventningen et nettoresultat på mellem 8 og 10 mia. kr., svarende til en forrentning af egenkapitalen på mellem 5 og 6 pct., men det estimat blev reduceret, da corona-pandemien ramte.
Med nedskrivningerne for tredje kvartal vil Danske Bank i alt have nedskrevet udlån på ca. 6,3 mia. kr. i de første ni måneder af 2020. Til sammenligning nedskrev banken udlånet med 813 mio. kr. i de første ni måneder af 2019.
Investorerne må vente lidt endnu på det endelige regnskab for tredje kvartal. Det vil blive offentliggjort 4. november.