Da Nemlig.com's topchef Stefan Plenge ramlede ind i medieomtale om dårlige arbejdsforhold og forsinkelsesbøder for chauffører forklarede han sagen med “hastig vækst”. Det har affødt kritiske kommentarer, bl.a. fordi Nemlig.com har været omtalt for præcis det samme før.
Også Helene Regnell, ekspert i virksomheders sociale ansvar og tidligere csr-chef i detailgiganten Dansk Supermarked, nu Salling Group, afviste i en kommentar på sociale medier Nemlig's undskyldninger som bortforklaringer:
“Når man nærmest fordobler sin virksomhed på et år, så er det en del af ansvaret at undersøge, om forretningsmodellen vedbliver at være socialt bæredygtig. Ikke bare i forhold til egne medarbejdere, men også i forhold til de transportleverandører, man bruger,” siger Helene Regnell.
Det er en af csr-disciplinens kongstanker, at virksomheder har ansvar for at forstå og modvirke de negative påvirkninger, de skaber i samfundet som følge af deres aktivitet – uanset om det er forurening, CO2-belastning eller dårlige arbejdsforhold.
“Og man kan altså ikke forsvare sig med, at chaufførerne ikke er ens egne ansatte. Det argument var måske gangbart tilbage i 1970’erne, da der for første gang kom fokus på de indonesiske “sweatshops”, hvor børn producerede fodtøj til blandt andet Nike,” siger Helene Regnell, i dag partner i rådgivningsvirksomheden Lead Sustainability
“Det er en del af ansvaret at undersøge, om leverandørerne lever op til kravene.
Helene Regnell, csr-ekspert
Flere detailgiganter, blandt andre Jysk og Dansk Supermarked, måtte allerede midt i 00'erne indføre systematisk kontrol af underleverandører i tredjeverdenslande efter kritisk medieomtale af, at der var omkostninger ved de billige tilbud i butikkerne – de var “tilbud, der dræber”.
Men Helene Regnell oplevede også, at behovet for leverandørkontrol kunne rykke tæt på hjemmemarkedet. Selv store grossister glemte ofte papiret med etikkrav i skuffen og blev overraskede over, at de skulle leve op til krav om ordentlige arbejdsforhold og en løn på almindeligt, lokalt niveau – også herhjemme.
Helene Regnell advarer virksomheder om, at den problemstilling er lige så aktuel nu som dengang:
“Der er formentlig hundredvis af virksomheder i Danmark, der tror, at alt er godt, fordi de har skrevet nogle etiske kodekser og udsender en årlig ansvarlighedsrapport. Men det er en del af ansvaret at undersøge, om leverandørerne lever op til kravene. Og det kan man ikke løbe fra med krisestyring, spin eller en smart klimaplan. Det giver bagslag, når det er oplagt, at virksomheden burde have vidst bedre,” siger Helene Regnell.