ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Coronakrisen har tidoblet fynsk virksomheds salg af virusdræbende robot: “Det bliver klart vores bedste år nogensinde – uden sammenligning”

“Det bliver klart vores bedste år nogensinde – uden sammenligning,” siger Claus Risager, der er adm. direktør i den fynske robotvirksomhed Blue Ocean Robotics. Arkivfoto: Asbjørn Sand
“Det bliver klart vores bedste år nogensinde – uden sammenligning,” siger Claus Risager, der er adm. direktør i den fynske robotvirksomhed Blue Ocean Robotics. Arkivfoto: Asbjørn Sand

Coronakrisen har med ét slag fået salget til at eksplodere i den fynske robotvirksomhed Blue Ocean Robotics, som bl.a. har udviklet en virusdræbende robot, der kan desinficere hospitalsafsnit.

Selskabet, som har fået penge fra bl.a. L’easy-stifter Niels Thorborg og venturefonden Nordic Eye, forventer ifølge adm. direktør Claus Risager, at omsætningen vil vokse med hele 400 pct. i år, så toplinjen ifølge ham vil lande på 180 mio. kr.

“Det bliver klart vores bedste år nogensinde – uden sammenligning,” siger Claus Risager.

Det bliver klart vores bedste år nogensinde – uden sammenligning

Claus Risager, Blue Ocean Robotics
Det er særligt én bestemt robot, som er udviklet til sundhedsvæsenet, der har sat fart på forretningen, og som sundhedspersonale kan kalde ind på f.eks. en operationsstue via en app, hvorefter den ved hjælp af uv-stråler dræber vira og bakterier på ti minutter. ​​

“Den er jo til for at forhindre smittespredning med virus og bakterier, så det er klart, at den er gået helt amok i forbindelse med corona,” siger Claus Risager, der tilføjer, at robotten nu er solgt til over 70 lande.

Udvider forretningen

Også rivalen Mobile Industrial Robots, som i 2018 blev solgt i en milliardhandel til amerikanske Teradyne, har i kølvandet på krisen udviklet en robot, der kan desinficere rum.

I juli sagde adm. direktør Thomas Visti til Børsen, at Odense-firmaet, der sidste år omsatte for 1,8 mia. kr., nu vil satse mere på at udvikle robotter til sundhedsvæsenet. ​​

400​

pct. forventer Blue Ocean Robotics, at omsætningen vil vokse i år

“Det er et relativt nyt marked for os og var slet ikke noget, vi satsede på inden krisen. Men efterspørgslen har accelereret voldsomt,” sagde han.

Hos Blue Ocean Robotics er salget af robotten alene i år vokset med 1000 pct. ifølge direktøren.

“Det er en autonom robot, der selv kommer nede fra kælderen og ved, at den skal være på operationsstuen klokken et eller andet. Når den så dukker op, starter personalet den, og så har den på toppen et uv-lystårn, der trænger ind igennem cellemembranen på både vira og bakterier og slår dem ihjel,” siger Claus Risager. Ifølge Ole Madsen, der er professor i robotteknologi på Aalborg Universitet, har robotbranchen generelt udvidet forretningsområderne de seneste år.

“Mange af virksomhederne begynder at gå ind på nogle områder, som vi for år tilbage ikke ville have troet,” siger Ole Madsen.

Senest har Blue Ocean Robotics satset på salg til virksomheder med en robot, der har videolink og lyd, som kan køre rundt til møder. ​​

“Den er jo utroligt velegnet i en situation med corona, fordi den sikrer, at folk kan holde afstand til hinanden. Den har vi også set rigtig meget vækst på,” siger Claus Risager.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis