Selvom coronapandemien har tvunget Normal til at lukke sine butikker i flere lande, er det lykkedes den danske butikskæde at vokse markant.
Men omsætningen, der samlet set lander på 2,88 mia. kr i 2019/20, kunne have været endnu højere, lyder det fra adm. direktør Torben Mouritsen, der sætter konkrete tal på:
“Frankrig var lukket ned i over to måneder, så der var nogle åbninger, vi måtte rulle tilbage.
Torben Mouritsen, adm. direktør for Normal
“Det er svært at sige helt præcist, men det har kostet mellem 100 og 150 mio. kr. Det er både en kombination af nedlukninger og butikker, som vi skulle have åbnet,” siger Torben Mouritsen.
Særligt Frankrig, som Normal har store ambitioner med, har været hårdt ramt af nedlukninger og er det stadig.
Normal har lige nu 18 butikker i Frankrig, og det er 10 færre, end man havde regnet med på nuværende tidspunkt.
“Frankrig var lukket ned i over to måneder, så der var nogle åbninger, vi måtte rulle tilbage. Men det går rigtig godt i Frankrig, som har taget vildt godt imod os,” siger Torben Mouritsen.
I alt åbnede Normal 26 butikker i regnskabsåret 2019/20, og det er et godt stykke fra de 60, man havde håbet på. Ifølge Torben Mouritsen forsøger Normal at indhente noget af det tabte, og han forventer, at butikskæden kommer til at åbne 85-90 nye butikker i indeværende regnskabsår.
mio. kr. har coronapandemien mindst kostet Normal i tabt omsætning
“Og vi planlægger også at gå ind på et nyt marked i første halvår 2021,” lyder det fra direktøren, der også var med til at stifte Normal.
Foruden Danmark er kæden til stede i Norge, Sverige, Frankrig og Holland, og sidstnævnte er sværere at trænge ind på end forventet.
Normal etablerede sig i Utrecht i foråret 2018, men satsningen har ikke udviklet sig som håbet, og kæden har kun otte butikker i landet. Ifølge Torben Mouritsen er konkurrencesituationen en anden end på de øvrige markeder med konkurrenter som f.eks. Etos og Action, som den britiske kapitalfond 3i ejer.
“Og så har Holland også været ekstremt hårdt ramt af corona. Vi er udfordret, men vi kæmper videre,” siger Torben Mouritsen.
Han fortæller, at man internt i Normal ikke bruger ret mange kræfter på coronapandemien.
“Vi har annulleret corona som begreb i forretningsforståelsen. Vi bruger ikke så meget energi på at tale om, hvordan det påvirker forretningen, for det er sådan, det er. Vi vil ikke falde i den der med, at det går dårligt, fordi der er corona i den branche, vi er i. Der er andre brancher, der desværre er hårdere ramt. Det er nogle nye vilkår, vi arbejder ud fra, og der er ikke noget at gøre ved dem,” lyder det fra Torben Mouritsen.