Ingredienskoncernen Chr. Hansen har netop meldt ud, at der frem mod 2025 kun vil være en ambition om vækstrater, der er encifrede i mellemområdet og op til højere encifrede niveauer, men det er langt fra, hvad Chr. Hansen tidligere har præsteret.
I årene 2015-2017 lå vækstraterne i niveauet 10-12 pct. Chr. Hansen vil bruge årene frem til 2025 på en fokuseret satsning på allerede kendte kerneprodukter og forskning.
mia. kr. omsatte Chr. Hansen for i 2018/2019
“Med lanceringen af vores 2025-strategi tager vi skridt fremad for at åbne for den næste bølge af værdiskabelse. Det skal ske ved at skubbe Chr. Hansen i en retning som fokuseret global bioscience-spiller,” udtaler Mauricio Graber, der er adm. direktør i Chr. Hansen i en pressemeddelelse.
Han tilføjer: “Med dette fokus vil vi stå i en unik position og klart skille os ud i vores industri.”
Ambitionen fra hans side er at skabe en differentieret biovidenskabelig virksomhed med fokus på bakterier og berigelsesteknologier inden for forretningsområderne food cultures & enzymes og health & nutrition som centrum i den nye strategi. Det er i forvejen to af Chr. Hansens velkendte indtjeningslokomotiver.
Omvendt har det været fremme, at Chr. Hansen overvejer at sælge forretningsbenet natural colors, hvor indtjeningen ikke er på samme niveau som de to førstnævnte.
Trods en mindre ambitiøs vækst målt på toplinje, så er det målet, at selskabet vil forbedre driftsresultaterne i koncernen via effektivitetsgevinster og fordele ved skalering sammen med synergigevinster ved de seneste opkøb inden for branchen.
Gevinsterne herfra vil blive delvist reinvesteret i selskabet igennem strategiperioden, skriver selskabet.
Udmeldingen om de nye tiltag kommer i forbindelse med en kapitalmarkedsdag, der forløber i morgen – dog i et coronabegrænset setup, hvor ledelsen møder investorerne virtuelt.
Den nuværende topchef Mauricio Graber kom til Chr. Hansen 1. juni 2018, hvor han afløste Cees de Jong.
Sidstnævnte havde ifølge analytikere løftet et i forvejen succesfuldt selskab til nye højder. De første godt to år med Mauricio Graber ser ud til at fortsætter med fornuftige væksttal – dog encifrede – og en god udvikling i aktiekursen.
Chr. Hansen
Chr. Hansen-aktien er siden marts' laveste punkt steget fra kurs 434 til 720 – svarende til 67 pct., og aktien er igennem de seneste fem år steget med 140 pct. Selskabet har klaret sig bedre end f.eks. Novozymes, som Chr. Hansen ofte sammenlignes med.
Chr. Hansen har ifølge flere analytikere været bedre i stand til at målrette løsninger til kunderne, og det har skabt en bedre kommerciel tilgang – et felt, hvor Novozymes for tiden forsøger at forbedre sig.
Offentliggørelsen af den ny strategi i Chr. Hansen kommer efter en overraskende stabil periode, hvor coronakrisen har sendt andre virksomheder i knæ.
Midt i coronakrise og begyndende sommerferie meldte Chr. Hansen i midten af juni, at selskabet havde opkøbt det amerikanske selskab UAS Labs, der er specialiseret i probiotics. Chr. Hansen betalte 3,5 mia. kr. for selskabet, der udvikler bakterier til mave- og tarmlidelser.
I det seneste kvartalsregnskab viste det sig, at enzymkoncernen var kommet stort set uberørt igennem krisen.
Kvartalet gav en omsætning på 318 mio. euro mod 302 året før, og resultatet målt på ebit var 93,6 mio. euro mod 91,3 året før.
Chr. Hansen har igennem krisen holdt forsyningslinjerne intakte og medarbejderne har været i stand til at opretholde en stabil produktion.