ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Der blev sat en tyk streg under Carlsbergs comeback på det russiske marked tirsdag aften. Bryggeriet løftede sløret for en organisk volumenvækst på 19 pct. i Rusland i tredje kvartal.

Jeg kan med tilfredshed konstatere, at vi har en markedsandel på 29,4 pct., hvilket er den højeste i de seneste to år

Cees 't Hart, adm. direktør i Carlsberg

Dermed var Rusland en afgørende faktor for, at volumensalget i hele Østeuropa steg til 1 mia. liter i kvartalet, svarende til en organisk volumenvækst på 12,4 pct.

“Det var en god sommer i Rusland, og det hjalp os. Vi estimerer, at markedet voksede omkring 5 til 6 pct. i kvartalet. Vi voksede med 19 pct. og tog dermed markedsandele. Jeg kan med tilfredshed konstatere, at vi har en markedsandel på 29,4 pct., hvilket er den højeste andel i de seneste to år. Set i det lys har vi et rigtigt godt momentum i Rusland lige nu,” siger topchef Cees 't Hart om udviklingen i Rusland.

19

pct. organisk volumenvækst i Rusland i tredje kvartal

Forklaringen på de pæne vækstrater i det store land mod øst skal også ses i lyset af, at det russiske marked er et udpræget off-trade marked. Det vil sige, at det i høj grad er salg fra butikker, der udgør det største salg og ikke salg fra restauranter og barer, der typisk er blevet påvirket af pandemien.

Volumenudviklingen er ifølge en kommentar fra Sydbank-analytiker Per Fogh et vidnesbyrd om, at Carlsbergs indtræden i kampen om markedsandele på det russiske marked har været vellykket.

Russiske udfordringer

Det er vigtigt at forstå, at Rusland i over et årti har udfordret Carlsbergs skiftende topchefer. Bryggeriets russiske kvaler begyndte i forbindelse med det gigantiske opkøb af Scottish and Newcastle i 2008, hvor en del af handlen var det store russiske bryggeri Baltika.

Kort tid efter overtagelsen ændrede den politiske holdning til alkoholindtag sig, hvilket betød øgede skatter og afgifter på øl, og at indtagelse af øl på offentlige pladser blev ulovligt. Samtidig blev det forbudt at reklamere for øl.

Det ramte både størrelse og indtjening. Østeuropa-divisionens andel af indtjeningen (ebit før særlige poster) var i 2009 over 55 pct.; i første halvår af 2020 udgjorde den 21 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis