ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsbergs kinesiske eventyr er tilbage på sporet: “Jeg kunne bruge timer på at fortælle om de dele af vores strategi, der går godt i Kina”

Kina var før coronakrisen

Carlsbergs store vækstmarked. Et stærkt tredje kvartal sender bryggeriet tilbage på sporet

Carlsbergs topchef, Cees t' Hart, kan glæde sig over et stærkt kvartal på det vigtige kinesiske marked. Arkivfoto: Marie Bentzon
Carlsbergs topchef, Cees t' Hart, kan glæde sig over et stærkt kvartal på det vigtige kinesiske marked. Arkivfoto: Marie Bentzon

Lige nu kan Carlsbergs topchef, hollandske Cees 't Hart, betragte to vidt forskellige scenarier for det danske bryggeris to største divisioner.

Vi er sikre på, at vi ikke er sikre på noget. Men vi har oplevet, at den kinesiske regering har handlet meget målbevidst

Cees 't Hart, adm. direktør i Carlsberg

For mens skodderne bliver lukket i på serveringssteder over hele Europa, i takt med at smittetallene brager i vejret, er Carlsbergs salgsmuligheder anderledes lyse på det vigtige kinesiske marked.

“Der er et momentum i Kina lige nu, og vi ser, at markedet er på vej tilbage. De fleste afsætningskanaler er åbne og off-trade-handlen er helt tilbage til et normalt niveau,” konstaterer topchefen.

På trods af, at dele af bryggeriets kinesiske kernemarkeder var lukket ned i blandt andet august måned, sikrede selskabet sig en volumenvækst på 4 pct. i Kina.

4

pct. organisk volumenvækst havde Carlsberg i Kina i tredje kvartal

“Jeg kunne bruge timer på at fortælle om de dele af vores strategi, der går godt i Kina,” siger Cees 't Hart.

Kina var hårdt ramt af nedlukninger og restriktioner i det tidlige forår, hvilket ramte bryggeriets salg på restauranter og barer. Men siden markedet igen begyndte at åbne op i løbet af forsommeren, er det kinesiske salg kommet op i tempo.

En positiv historie

Aktieanalytiker ved Sydbank Per Fogh konstaterer, at Carlsberg står stærkt i Vestkina, hvor det blandt andet er lykkedes at sælge flere dyrere øl, som er en af hjørnestenene i selskabets strategi om at sælge såkaldte premium brands.

“Kina er en positiv historie for Carlsberg og har leveret et hurtigere comeback, end jeg havde forventet,” siger han.

Det lover godt for de kommende kvartaler, vurderer analytikeren.

“Det er Kina, der skal drive den primære vækst for Carlsberg, og det har selskabet også gode muligheder for, da der stadig er meget at tage fat i på det store kinesiske marked,” siger Per Fogh.

Sweet spot

Carlsberg estimerer, at der var tale om en samlet markedsvækst i tredje kvartal i Kina på 2 pct. Dermed tager det danske bryggeri markedsandele, og det glæder topchefen.

“Vi ser ud til at være i et sweet spot (står et godt stedred.) i Kina lige nu. Vi ser ud til at være i de rigtige kategorier i de rette geografiske områder, og vores initiativer i markedet fungerer godt,” siger Cees 't Hart og fortsætter:

“Basalt set er det vores internationale premium brands, vores fokus på at ekspandere til flere storbyer i Kina, der går ekstremt godt. I det vestlige Kina er der vækst i hele markedet, vi har været heldige med godt vejr, og så har nogle af vores lokale brands gjort det rigtigt godt.”

På spørgsmålet om hvorvidt bryggeriet nu er igennem de værste konsekvenser af coronakrisen, henviser han til den kinesiske regerings indsats for at inddæmme smitten ved resolut at lukke millionbyer ned.

“Vi er sikre på, at vi ikke er sikre på noget. Men vi har oplevet, at den kinesiske regering har handlet meget målbevidst,” forklarer han og uddyber, at det virker som om, at situationen er under kontrol lige nu.

Endnu en opjustering

Carlsberg leverede sent tirsdag den anden opjustering på få måneder. Det skete på baggrund af et stærkt tredje kvartal for hele koncernen med en organisk vækst i volumen på 2,4 pct. Særligt de lysere udsigter på det kinesiske marked samt en vild volumenvækst på det ellers så hårdtprøvede russiske marked, spillede en central rolle i opjusteringen.

Nu lyder forventningen til helåret på et midt etcifret fald i den organiske driftsindtjening mod et fald på 10 til 15 pct., som koncernen meldte ud i forbindelse med halvårsregnskabet. Det blev sidenhen justeret i september, hvor Carlsberg forventede et højt etcifret fald i den organiske driftsindtjening.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis