Lige nu sidder Carlsbergs topchef Cees ’t Hart og arbejder på den svære toer. Han skal sætte stregerne til den strategi, som er opfølgeren på den yderst succesfulde Sail ’22-strategi.
Til det arbejde læner han sig op ad ungdommen, forklarer han om processen, der er i gang nu. Arbejdet vil udmønte sig i en konkret strategi, som han vil præsentere næste år.
“Det, vi gør nu, er reelt at evaluere, hvad der virkede rigtigt godt, og hvad der virkede mindre godt i Sail ’22,” siger han og fortsætter:
“Vi bruger blandt andet det, som vi kalder co-strateger. Det er yngre ansatte fra forskellige markeder og lande, som ikke er en del af topledelsen. De giver deres bud på, hvordan de opfatter Sail ’22, og hvad de mener, der mangler i porteføljen i dag.”
63-årige Cees ’t Hart lancerede strategien Sail ’22 i 2016 et år efter sin ankomst til bryggeriet. Det var en plan, der skulle trække Carlsberg ud af en årelang indtjenings- og vækstpause.
“De giver deres bud på, hvordan de opfatter Sail ’22, og hvad de mener, der mangler i porteføljen i dag
Cees ’t Hart, topchef, Carlsberg
Lidt forenklet går Sail ’22-strategien ud på at holde udgifterne nede og samtidig tjene flere penge på den enkelte øl. Det har bryggeriet formået at gøre ved at satse massivt på specialøl, alkoholfri øl og fadøl. Indtjeningsevnen har været støt stigende, hvor den gennemsnitlige årlige organiske vækst i driftsresultatet har befundet sig på omkring 6 pct. de seneste år. Også aktionærerne har været godt vante under Cees ’t Harts regeringstid, og de har under strategien oplevet en fordobling af aktiekursen.
Nu forestår arbejdet med at udarbejde den plan, som skal bringe landets største bryggeri sikkert og stærkere frem til 2027. Cees ’t Hart annoncerede allerede i februar, at det indledende strategiarbejde blev sat i gang.
Lige nu er Carlsberg i en fase, hvor ledelsen indsamler viden og indspark fra organisationen. Det foregår blandt andet ved at involvere yngre ansatte, der spredt ud over Carlsbergs mange markeder. Han fortæller, at han sammen med den resterende topledelse gennemgår de prioriteter, der har været en del af Sail ’22, og undersøger trends og udviklingen i markedet.
“Eksempelvis ser vi på alkoholfri øl, som var en vigtig del af Sail ’22. Vi ser på, hvor meget vækst der er i den kategori, når vi bevæger os frem mod 2027. Den samme øvelse gælder i forhold til specialølkategorien og andre initiativer, som har været vigtige i den nuværende strategi,” siger han og fortsætter.
“Ved udgangen af september vil vi sætte os sammen i den udvidede del af ledelseslaget, hvilket vil være omkring top-80 blandt lederne. Her vi vil gennemgå tingene, og derfra vil vi tage næste skridt ved at artikulere fremtidens prioriteter i det nye år,” siger han.
pct. årlig vækst i driftsresultatet har Carlsberg i snit leveret de seneste år
Man skal dog ikke forvente store revolutioner i den kommende strategi, vurderer Henrik Hallengreen Laustsen, der er senioranalytiker i Jyske Bank.
“I 2015 var der store udfordringer i blandt andet Rusland, og der skulle helt generelt ske noget med forretningen. Der var Carlsberg tvunget til at opfinde en ny dyb tallerken. Det er man ikke denne gang. Der er en strategi, der virker, og selskabet tager markedsandele flere steder.”
Han forklarer, at Carlsberg har formået af afværge mange af coronakrisens dårligdomme.
“Carlsberg er kommet rigtigt godt ud af corona og måske endda bedre end konkurrenterne. Carlsberg har formået at tilpasse sig, og man har set, at de prioriteter, som selskabet har haft i Sail ’22, har båret frugt,” siger analytikeren og fortsætter.
“Jeg tror, at vi vil se mange af de samme elementer i den nye strategi. Jeg kunne dog godt forestille mig, at der måske kom et større fokus på onlinedelen.”