ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Boss i biotekselskab efter skift i bestyrelsen: "Jeg er enormt stolt over, at Mads har valgt at sige ja"

En udskiftning i bestyrelsen hos det danske biotekselskab Symphogen er helt naturlig, fortæller selskabets adm. direktør Martin Olin, der samtidig er stolt og glad for, at Novo Nordisks forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, træder ind i bestyrelsen.

"Han har ikke tidligere haft mange bestyrelsesposter, men er jo en enorm kapacitet inden for global udvikling af lægemidler, research, regulatoriske kompetencer osv. Jeg er enormt stolt over, at Mads har valgt at sige ja til den udfordring. Han kan bidrage med sin meget store erfaring," siger Martin Olin til Børsen og fortæller, at Novo-direktørens navn hurtigt kom op:

Virksomheder
Børskandidat siger farvel til prominent formand og stifter – får Novo-chef i bestyrelsen
"Vi har hele tiden haft en løbende dialog med vores aktionærer om, hvordan bestyrelsen er bedst muligt sammensat, og der kom Mads Krogsgaard Thomsen ret hurtigt op som en oplagt kandidat, så jeg er glad for, at det er lykkes."

Både bestyrelsesformanden Göran Ando, der er tidligere formand for Novo Nordisk, og Symphogens stifter Kirsten Drejer træder ud af bestyrelsen.

Naturlig udskiftning

Den nye formand er Bernhard Ehmer, der siden 2015 har været adm. direktør for det tyske biotekselskab Biotest.

"For mig er det ikke unaturligt, at aktionærerne løbende kigger på bestyrelsens sammensætning. Göran Ando fylder 70 næste år, så der er vel ikke noget unaturligt i, at man ser efter en formand, der har en noget længere tidshorisont end Göran givetvis vil have. Det er lykkedes os at tiltrække en virkelig stærk kapacitet i Bernhard Ehmer, der har relevant erhvervserfaring," siger Martin Olin og tilføjer:

"Kirsten Drejer overleverede stafetten til mig i 2016 og har siddet i bestyrelsen de seneste to år for at sikre, at denne her transition skete i god ro og orden. Så det er vel også et naturligt skridt, at hun trækker sig."

Udover den nye formand og Novo-direktøren er Søren Lemonius, ledende partner i Sunstone Capital, der ejer ca. 7 pct. af Symphogen, også kommet ind i bestyrelsen.

"Han har siddet som observatør i mange år og har bidraget med sin indsigt og viden i farma og biotek. Så jeg kan kun være glad for, at han nu kommer ind i bestyrelsen," siger Martin Olin. 

Børsplan flere gange på standby

Symphogen, der blev stiftet for 18 år siden, har siden 2006 arbejdet med en børsplan, som flere gange er blevet udskudt. Selskabet arbejder netop nu på at få afklaret den finansielle situation og en børsnotering er blot én af mulighederne, lyder det fra Martin OIin. 

"Det kan også være partnerskaber eller privat finansiering. Hvad den eksakte løsning bliver, er stadig for tidligt at sige. Der er mange muligheder og vores nuværende aktionærer har i den grad og støtte til selskabet. Det forventer jeg også, at de bliver ved med med den udvikling, der er i selskabet," siger Symphogen-direktøren. 
Virksomheder
Novo-ejer pønser på børsnotering af biotekperle
De nye kræfter i bestyrelsen kan bidrage til at få afklaret, om Symphogen skal børsnoteres, indgå partnerskaber eller noget helt tredje, fortæller Martin Olin. 

"Det er et samspil mellem ledelsen, aktionærerne og bestyrelsen, og det samspil fungerer rigtig godt."

Biotekselskabet, der fokuserer på lægemidler baseret på antistoffer rettet mod kræftsygdomme, har lige nu syv lægemidler i klinisk udvikling. 

"For 4-5 år siden havde vi kun ét lægemiddel i udvikling. I takt med, at vi bevæger os den vej, er det kun naturligt at se på bestyrelsens sammensætning," siger Martin Olin.

Udover Sunstone Capital ejer Novo Holdings ca. 23 pct. af Symphogen, mens også EW Healthcare Partners, PKA, LD, Gilde Healthcare og Danica Pension er i investorkredsen. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis