Blev milliardær i 2002: Nu investerer han i danske vækstkometer

357090_16_9_large_787.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
18. jan 2018 KL.10:27

null

Preben Damgaard har efterhånden prøvet det en del gange: At være med til at sælge en fremadstormende virksomhed til en international gigant for et stort beløb. 

I 2002 blev han hovedrig, da han sammen med sin bror, Erik Damgaard, blev forgyldt af Microsoft. Her betalte it-kæmpen 11 mia. kr. for Navision, og salget indbragte brødrene over 1 mia. kr. hver. 

Senere forsvandt han fra mediebilledet, mens Erik Damgaard bl.a. blev landskendt som realitystjerne. I løbet af de seneste år har Preben Damgaard dog løftet lidt mere af sløret for, hvad han har brugt sin tid og formue på siden Navision-dagene.

Og selvom han under finanskrisen med egne ord mistede titlen "milliardær", har han efterfølgende lukreret på sin næse for talentfulde it-iværksættere. 

I dag er Preben Damgaard nemlig aktionær i flere forskellige vækstvirksomheder, heriblandt Too Good To Go, Templafy og Dixa. Derudover har han som medejer siden 2015 været med til at sælge bl.a. Endomondo for 575 mio. kr. til Under Armour, Secunia til canadiske Flexera for et trecifiret millionbeløb og teleselskabet Plenti til TDC for 74 mio. kr. 


Kan komme langt 

"Det er det her, jeg bruger min tid på. Jeg køber mig ind i virksomheder, hvor nogen går godt, og andre ikke går så godt. Smartphonen og alle de andre elektroniske komponenter, der nu er tilgængelige, gør, at der bliver skabt virksomheder i dag, som kan komme meget langt med enkle softwareløsninger for relativt beskedne beløb," siger Preben Damgaard.  

"Så langt kunne man ikke komme for bare fem år siden, for der var ikke alle de her forskellige services. Hvis man i dag har brug for f.eks. et betalingssystem, er der flere muligheder. Det gør det attraktivt for mig, fordi jeg kan se, at virksomhederne kan komme langt for en investering, der i et historisk perspektiv er lavt."

Han fremhæver sin seneste investering, hvor han sammen med bl.a. Seed Capital har skudt 11 mio. kr. i Dixa. Et tre år gammelt selskab, der udvikler software til kunderservice, og som er til stede i 13 lande.  

Hastig udvikling 

54-årige Preben Damgaard har arbejdet med it de sidste 34 år. Han mener selv, at hastigheden i udviklingen af nye, digitale værktøjer er den største forskel fra dengang til nu. 

Og så er der sket en positiv udvikling i det såkaldte iværksætter-økosystem, hvor stadig flere firmaer kommer ud over landets grænser og etablerer sig. 

"Jeg synes, vi har et meget stærkt økosystem i Danmark. Der er rigtig mange, som interesserer sig for at udvikle grundlæggende teknologier og løsninger, men også mange, som lægger sig i slipstrømmen på bl.a. Microsofts og Googles teknologier inden for services."

"Der synes jeg, Danmark gør det rigtigt godt. Og det tror jeg skyldes, at vi har en kultur for at have mange små- og mellemstore virksomheder. Der er rigtig mange iværksættere gemt i os danskere. Og så er vi initiativrige, veluddannede og gode til at arbejde i hold - det er det, der skaber en god virksomhed," forklarer Preben Damgaard. 


Ydmyg tilgang 

Efter en lang karriere i erhvervslivet og på den internationale it-scene er Preben Damgaard glad for at kunne dele ud af sine erfaringer og netværk, når han passer sine bestyrelsesposter. 

Han understreger, at det ikke kun er et succeskriterium for ham at sælge sine aktier med en gevinst. 

"Der findes mange veldrevne virksomheder med overskud på bundlinjen, og det er lige så flot som at gennemføre et millionsalg," siger han. 

Hvordan har salget af Navision fået dig til at tilgå dine senere projekter og investeringer?

"Jeg har fået en ydmyg holdning til det at sælge virksomheder. Alle kan lave investeringer, næsten alle kan pleje dem, men få kan sælge dem med gevinst. Det i sig selv er en disciplin, og det er ikke altid lige nemt.  Flere ting skal lykkes, og der skal være mange kompetencer på plads, før man bliver en succesfuld investor." 

Var der en konkret episode med Microsoft, som du husker og har taget med?

"At hvis man skal have succes, skal man finde en sponsor hos køberen - en person, der virkelig vil dig. En virksomhed er ikke et CVR-nummer, det er jo mennesker. Derfor skal der være den rigtige person på den rigtige plads, som kan se det strategiske match med dig, og som er klar til at tage risikoen. Hvis man ikke kan finde det, kan man have en nok så god virksomhed og teknologi, uden at det betyder noget i sidste ende."

"Jeg har i flere tilfælde - også under salget til Microsoft - oplevet, at selv når man var meget langt fremme og mentalt har troet, at den var hjemme, er der opstået friktioner og modstand, der gør, at aftalen pludselig har været i fare. Så det er helt bogstaveligt kun lykkedes, når pengene har stået på kontoen."

Preben Damgaards seneste frasalg skete tidligere på måneden, hvor han som medstifter af Wealth Management solgte aktiemajoriteten til Formuepleje.