Det danske biotekselskab Orphazyme har en rigtig dårlig dag på børsen, efter at selskabets lægemiddel arimoclomol har dumpet et afgørende studie mod en sjælden muskelsvindsygdom.
Orphazymes aktie falder 32 pct. fra morgenstunden til kurs 53.
Det er selskabets laveste aktiekurs siden november 2019 og et godt stykke under selskabets noteringskurs i november 2015, hvor en aktie kostede 80 kr.
Orphazyme meldte mandag morgen, at arimoclomol ikke levede op til nogen af de succeskriterier for effektivitet, som selskabet havde fastsat i et forsøg mod muskelsvindsygdommen inklusionslegememyositis (IBM).
Studiet skulle ellers havde dannet grundlag for en godkendelse, hvis midlet havde vist effekt.
“Vi anerkender, at disse data er skuffende for patienter og familier, som fortsat afventer en lovende behandlingsmulighed mod IBM,” skrev Thomas Blaettler, der er medicinsk direktør i Orphazyme, om fejlslaget.
IBM var en af fire sygdomme, som Orphazyme afprøvede arimoclomol imod.
Selskabet tester fortsat arimoclomol mod en sjælden stofskiftesygdom og muskelsvindsygdommen ALS, mens det amerikanske lægemiddelagentur lige nu vurderer, om midlet skal godkendes mod stofskiftesygdommen Niemann-Pick type C.