ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Grundfos tror på nye eksportmuligheder efter Biden-sejr: “Der kommer turbo på udviklingen nu”

Valget af Biden

på præsidentposten åbner op for en guldgrube af nye eksportmuligheder for danske virksomheder

Grundfos’ adm. direktør, Poul Due Jensen, jubler efter valget af Biden – det åbner for nye eksportmuligheder. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen.
Grundfos’ adm. direktør, Poul Due Jensen, jubler efter valget af Biden – det åbner for nye eksportmuligheder. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen. Michael Drost-Hansen

Spørger man danske energiteknologivirksomheder, om de er tilfredse med det amerikanske valgs udfald, så er svaret ja.

For med Joe Biden som præsident åbnes der op for en skattekiste af grønne eksportmuligheder for Danmark. Det mener de blandt andet i den danske pumpegigant Grundfos med Poul Due Jensen, der netop er tiltrådt direktørstillingen efter Mads Nipper, i spidsen.

“Der kommer turbo på udviklingen nu. Selvom den allerede er i gang i mange delstater i USA, er der ingen tvivl om, at med Biden ved roret i Det Hvide Hus kommer det for alvor til at rykke sig,” siger Poul Due Jensen og fortsætter:

“Så det her er klart med til at styrke vores position i markedet, og vi vil også gøre, hvad vi kan for at skabe forretning på det.”

Også i vindkæmpen Vestas ser man muligheder med en præsident, der har den grønne omstilling og klimaløsninger stående højt på prioriteringslisten.

Det her er klart med til at styrke vores position i markedet, og vi vil også gøre, hvad vi kan for at skabe forretning på det

Poul Due Jensen, adm. direktør, Grundfos

“Jeg er sikker på, at med en Biden-administration kommer det til at give noget momentum og gang i de grønne hjul,” siger Morten Dyrholm, kommunikationsdirektør i Vestas.

Før gjort det på trods

Man skal imidlertid huske, at den grønne omstilling allerede er i gang i rygende fart i USA. Trods Trump-administrationen har eksportmarkedet inden for grøn energi været voksende gennem de seneste år.

Ifølge en opgørelse fra 2019 af bl.a. DI Energi og Dansk Energi importerede USA i 2019 energiteknologi for 7,1 mia. kr. fra Danmark svarende til 7,2 pct. af den samlede danske eksport af energiteknologi. Det er en stigning fra 2018, hvor andelen var 6,2 pct.

Delstaterne har allerede gang i udviklingen, men det er på trods af linjen fra den nuværende præsident

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI

Modarbejdelse fra Trump-administrationens side har de grønne energivirksomheder dog også mærket. Blandt andet har centrale myndigheder modarbejdet godkendelser af havvindmølleparker i USA, fortæller Jan Hylleberg, adm. direktør for organisationen Wind Denmark.

“Forhåbentligt vil det blive nemmere for virksomhederne nu, fordi der er en opbakning fra Washington. Trump-administrationen har i praksis direkte modarbejdet den grønne dagsorden,” siger han.

USA har været savnet

USA har generelt været savnet ved forhandlingsbordet om grønne løsninger, siden Trump meldte landet ud af Paris-aftalen, fortæller de danske energivirksomheder.

“USA har manglet. Men hvis de træder ind i samarbejdet igen, så håber jeg, at det kan få nogle mindre lande til også at træde frem fra skyggen og generelt øge det globale fokus,” siger Poul Due Jensen.

7,1

mia. kr. i energiteknologi importerede USA fra Danmark i 2019

Også adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen er sikker på, at Joe Biden kan give nye boller på suppen.

“Det er en virkelig god nyhed for de danske energivirksomheder. Med Biden får man en præsident, der anerkender den grønne omstilling og kan sætte turbo på den. Delstaterne har allerede gang i udviklingen, men det er på trods af linjen fra den nuværende præsident. Jeg tror, at med Biden bliver der en dominoeffekt, hvor andre delstater får åbnet øjnene,” siger han og tilføjer, at potentialet for andre områder, bl.a. sundhed, også vokser med den nye præsident.

DI har allerede på baggrund af valgets udfald trykket på startknappen for en plan, hvor man vil allokere ressourcer og medarbejdere til DI’s kontorer i USA på grund af de nye muligheder.

Også Grundfos har tænkt sig at skrue yderligere op, hvis de grønne ambitioner fra Biden bliver en realitet.

“Uanset valget så er USA et af de største pumpemarkeder i verden og en hovedpart af vores forretning. Men det her er bestemt godt nyt og kan accelerere markedet,” siger Poul Due Jensen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis