ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Arla har løftet top- og bundlinje under coronapandemien

Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

(Opdateret med flere information og citater) Arla har øget på såvel top- som bundlinje i årets første halvdel. Omsætningen steg med 2,8 pct. til 40,2 mia. kr., mens nettoresultatet blev på 3 pct. heraf – lig med 1,2 mia. kr. – mod 2,3 pct. i første halvdel af 2019.

Væksten er drevet af en kraftig fremgang på mere end 10 pct. i salget af Arlas store mærkevarer – eksempelvis Lurpak og Puck – der giver gode marginer.

Det oplyser Arla i en meddelelse om sit halvårsresultat.

Covid-19 krisen er den alvorligste krise, jeg har oplevet som CEO i Arla

Peder Tuborgh, topchef

“Covid-19 krisen er den alvorligste krise, jeg har oplevet som CEO i Arla, og ligesom mange andre fødevarevirksomheder, har vi meget hurtigt skulle omstille vores produktion til at imødekomme markant ændrede spisevaner hos forbrugerne, efterhåndensom de enkelte lande lukkede ned. Det lykkedes os lynhurtigt at kanalisere mælk fra vores foodserviceforretning til detailhandelen og sikrede dermed at kunne levere markant flere mejeriprodukter til madlavning derhjemme. Det viser, hvor robust og smidig vores forretning og andelsselskab er,” siger topchef i Arla Peder Tuborgh i meddelelsen.

Som andelsselskab ejet af landmænd er ejernes vigtigste nøgletal den såkaldte Arla-indtjening, som er et udtryk for hvor meget landmændene får for deres mælk og den forventede efterbetaling – bonus – når regnskabsåret er omme. Den voksede i halvåret fra 36,1 eurocent i fjor til 37 eurocent i første halvår 2020 lig med 2,68 kr. pr. liter leveret mælk.

Vækst i detailsalg

Coronapandemien, der lukkede ned for masser af udespisning og fik gang i de private køkkener ramte naturligt Arlas foodservice salg – mens der til gengæld var vækst at hente i detailsalget til private. Det mere end ophævede det tabte foodservicesalg og lavere markedspriser.

“Da forbrugere verden over blev tvunget til at blive hjemme, forventede vi, at vores traditionelle mejeriprodukter ville klare sig godt, og det har de bestemt også gjort. Under nedlukningen har mejeriprodukter fået en fornyet og øget relevans hjemme hos forbrugerne på tværs af lande, og de har f.eks. været meget glade for at lave mad med vores Lurpak® smør. Efterhånden som de enkelte lande begynder at åbne op igen, arbejder vi på, hvordan vi bedst kan fortsætte med at levere vores kendte brands til kunder og forbrugere,” siger Peder Tuborgh.

Det internationalt kendte smørmærke Lurpak steg i halvåret med hele 17,7 pct., mens Puck, som især er kent i Mellemøsten, steg med 16,7 pct. De to mærker medvirkede således til den store brandfremgang på helt præcist 10,4 pct. i halvåret.

Arla omsatte i sit seneste hele regnskabsår, 2019, for 78,4 mia. kr., havde et driftsresultat på 3 mia. kr. og endte med 2,4 mia. kr. på nettobundlinjen.

Alt er stadig usikkert, men forventningen til hele året 2020 lyder her ved halvåret på 77,5-80,5 mia. kr. Altså et spænd fra lige under 2019-toplinjen til en pæn vækst op over de 80 mia. kr.

Arla Foods, som er en af verdens allerstørste mejerikoncerner, er et andelsejet selskab med hovedsæde i Viby ved Aarhus og mange produktionsanlæg i først og fremmest Nordeuropa og Mellemøsten. Ejerne er landmænd i Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Holland, Belgien og Luxembourg.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis