ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytikere: Milliardregning venter Ørsted

Hvis Ørsted kommer heldigt ud af amerikansk klemme, koster det stadig milliardbeløb, vurderer analytikere. I værste fald er der massive nedskrivninger i vente

Den amerikanske regering har beordret danske Ørsted at stoppe arbejdet på havvindmølleparken Revolution Wind. Det vil få alvorlige konsekvenser, vurderer analytikere
Den amerikanske regering har beordret danske Ørsted at stoppe arbejdet på havvindmølleparken Revolution Wind. Det vil få alvorlige konsekvenser, vurderer analytikere Arkivfoto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I bedste fald står Ørsted til en regning på ca. 1 mia. kr. I værste fald skal der foretages massive nedskrivninger og betales milliarder for kontrakter, der aldrig giver værdi.

Det er vurderingen fra aktieanalytiker Daniel Vårdal Haugland fra finanshuset ABG Sundal Collier, der sammen med en kollega har skrevet en analyse, efter Ørsted natten til lørdag meldte ud, at man er blevet beordret at stoppe arbejdet på en amerikansk havvindmøllepark.

Parken, Revolution Wind, var ellers omkring 80 pct. af vejen til at være færdigbygget, men det amerikanske energiagentur Bureau of Ocean Energy Management (Boem) har beordret, at alt arbejde stopper. 

Ifølge brevet, som Ørsted har fået fra Boem, sker det, fordi myndigheden skal bruge “tid til at adressere bekymringer, som er opstået”.

“Boem søger især at adressere bekymringer relateret til beskyttelsen af USA’s nationale sikkerhedshensyn,” står der blandt andet i brevet fra Boem. 

Fra Ørsted lyder det, at man nu er i gang med at vurdere de potentielle økonomiske konsekvenser af dette og overvejer en række scenarier for fremtiden. Herunder mulige juridiske skridt. Det skrev Ørsted i en selskabsmeddelelse i løbet af weekenden, hvor det også fremgår, at vindmølleparken tidligere har modtaget alle relevante godkendelser. Ørsted har i løbet af weekenden ikke ønsket at uddybe yderligere.

Uanset hvad der sker i forløbet, vil det blive en dyr omgang for Ørsted

Jacob Pedersen, aktieanalysechef, Sydbank

Mens Ørsted nu skal til at regne på konsekvenserne, er den umiddelbare konklusion fra Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, klar.

“Uanset hvad der sker i forløbet, vil det blive en dyr omgang for Ørsted,” siger han til Børsen

I bedste fald en lille forsinkelse

Ørsted selv er altså endnu ikke helt klar over, hvor stor effekten bliver af ordren om at nedlægge arbejdet. I analysen fra ABG Sundal Collier beskrives tre udfald, hvor man i den bedste situation hurtigt kan adressere Boems bekymringer og inden for en måneds tid genoptage arbejdet. 

“Det vil betyde, at projektet bliver gennemført med en mindre forsinkelse. Men med tanke på den abrupte “stop work”-order vil dette sandsynligvis give øgede udgifter,” skriver analytikerne.

Med henvisning til et tidligere projekt fra norske Equinor, der ligeledes blev forsinket, lyder et bud på, at det så vil give en ekstraregning på omkring 50 mio. dollar (ca. 320 mio. kr.) om ugen eller et sted mellem 1-1,5 mia. kr. for en måneds forsinkelse.

Jacob Pedersen fra Sydbank har samme analyse: 

“I bedste fald får Ørsted lov til at påbegynde projektet igen efter et par dage eller uger. Det vil stadig koste dyrt, men skaden vil være begrænset. Tager det flere uger, vil det nok hurtigt koste op mod 1 mia. kr.,” siger han.

Juridisk slagsmål

I meddelelsen fra Ørsted fremgår det, at man undersøger mulige juridiske skridt. Det har analytikerne i ABG Sundal Collier også kigget på.

Hvis Ørsted skal igennem en proces, hvor man trækker den amerikanske regering i retten og potentielt skal gennem flere lag i retssystemet, vil det medføre “væsentlige forsinkelser”. Potentielt vil der også skulle genforhandles kontrakter med leverandører, ligesom projektets samlede pris kan stige. 

Derudover kan den fremtidige indtjening tage et dyk, da man først senere får gevinst af parkens strømproduktion.

Worst case

De to ovenstående scenarier tager udgangspunkt i, at Revolution Wind i hvert fald på et tidspunkt kommer i drift. Men i værste fald kommer man ikke så langt, lyder det i analysen fra ABG Sundal Collier.

Vi kan ikke udelukke et scenarie, hvor projektet bliver permanent stoppet

Daniel Vårdal Haugland, aktieanalytiker, ABG Sundal Collier

“Vi kan ikke udelukke et scenarie, hvor projektet bliver permanent stoppet,” skriver analytikerne.

Her noteres det, at Ørsted har bogført en værdi på projektet på omkring 8 mia. kr. i seneste regnskab. Men den værdi beror på et scenarie, hvor man faktisk får lov at bruge havvindmølleparken. Hvis man aldrig kommer så langt, er det eksisterende arbejde dog ikke meget værd, og der vil skulle skæres betydeligt i værdien. Derudover risikerer Ørsted stadig at skulle betale underleverandører, hvor ABG vurderer, at der kan være omkring 5 mia. kr. i udgifter.

Samtidig vil Ørsteds fremtidige indtjening blive påvirket, hvis man aldrig får lov at sælge strøm fra Revolution Wind.

“Man vil i det her tilfælde have brugt et pæn tocifret milliardbeløb på at opføre de her havvindmøller, og hvis det ender med, at de f.eks. aldrig får indtægter fra elektricitet, så vil det udløse en kæmpemæssig nedskrivning hos Ørsted,” siger Jacob Pedersen.

Derfor kan Ørsted risikere at måtte nedjustere sine forventninger til den fremtidige indtjening. Det kan samtidig ramme energiselskabets kreditværdighed.

Er 60 mia. kr. nok?

Netop Ørsted finansielle situation er relevant at kigge på, da det tidligere på måneden blev annonceret, at der skulle hentes yderligere 60 mia. kr. fra aktiemarkedet. Men hvis Revolution Wind aldrig kommer i drift, kan det medføre behov for yderligere kapitalrejsning, fremgår det af analysen fra ABG Sundal Collier. 

Samme tanker har Jacob Pedersen.

“Spørgsmålet bliver samtidig, om de 60 mia. kr., Ørsted vil hente, vil være nok, eller om det så kræver endnu flere penge for at komme ud af vanskelighederne,” siger han.

Børsen har i løbet af weekenden forsøgt at indhente kommentarer fra nogle af de største investorer i Ørsted. En af dem, norske Equinor, oplyser, at man følger sagen tæt, mens hverken ATP eller Andel har ønsket at kommentere sagen. 


Mere bekymret i dag

Det er naturligvis aldrig godt for en virksomhed at få bremset et projekt tæt på målstregen, men i Ørsteds situation er der i forvejen en vis usikkerhed om fremtiden, og denne melding presser yderligere på.

“Til syvende og sidst skal man nok være betydeligt mere bekymret i dag, end da man gik i seng i går, hvis man følger Ørsted tæt,” siger Jacob Pedersen fra Sydbank.

For det første er Ørsted i gang med at hente yderligere 60 mia. kr. fra aktiemarkedet. Men derudover har man også et andet projekt i USA, Sunrise Wind, og derfor vil investorerne være meget interesserede i, hvad fremtiden her er.

“Ørsted har også gang i det gigantiske Sunrise Wind-projekt i USA, og når myndighederne nu forsøger at blande sig i Revolution Wind, så er der al mulig grund til at forvente, at de kunne finde på at gøre det samme med Sunrise Wind,” siger Jacob Pedersen.

I ABG Sundal Collier skriver analytikerne, at der er “hidtil uset usikkerhed”-

Det er både i forhold til kapitalrejsningen, men også i forhold til Sunrise-projektet.

“Vi forventer, at investorer vil stille spørgsmål til, hvorvidt Sunrise også kan modtage en “stop work”-order, hvilket kan forstørre Ørsteds amerikanske problemer yderligere, særlig da man allerede har givet tilsagn om en stor del af de tilbageværende udgifter, som vi forstår det,” skriver ABG’s analytikere.

I en meddelelse skriver Ørsted, at man opfordrer eksisterende og potentielle investorer til at “afvente yderligere udmeldinger fra selskabet”, og man vil undersøge sagen yderligere. I ABG Sundal Collier håber man at blive klogere på sagen i løbet af mandagen, men forventningen er dog, at det bliver en rød dag for Ørsted-aktien, når markedet åbner mandag.

“Vores umiddelbare forventning er, at aktien kommer til at handle markant ned på mandag, da vi ser hidtil uset usikkerhed både operationelt og finansielt,” skriver analytikerne.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis