ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker: En årsag til Novos succes i første kvartal kan koste i næste

Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Danmarks største medicinalvirksomhed, Novo Nordisk, buldrer videre under coronakrisen med et regnskab, der overgår analytikernes forventninger til første kvartal.

“Det er et meget stærkt Novo Nordisk-regnskab, der er landet her til morgen. Både omsætningen og indtjeningen er markant bedre end forventet. Salgsvæksten er dog også en konsekvens af lageropbygningen, der er foregået som forberedelse til covid-19,” siger senioranalytiker ved Sydbank, Søren Løntoft Hansen.

Omsætningen hos Novo steg 16 pct. til 33,875 mia. kr. og overskuddet af driften (ebit) blev løftet 14 pct. til 16,3 mia. kr.

Der var ventet en omsætning i første kvartal på 31,7 mia. kr. og et overskud af driften (ebit) på 14,6 mia. kr., viser tal fra Bloomberg.

Lageropbygningen hos kunder, som har været med til at drive salgsvæksten i første kvartal, kan dog komme til at koste i den næste periode.

“Lageropbygningen giver Novo et ekstraordinært kvartal med 7 procentpoint til væksten. Vi vil formentlig se pendulet svinge modsat i andet kvartal. Den her meget positive lagerforskydningseffekt, som man har haft, vil blive afløst af en mere negativ effekt i andet kvartal. Patienter og distributører har købt flere medicinalvarer frem mod nedlukningen som forberedelse, ” siger Søren Løntoft Hansen

Succes i tredje og fjerde kvartal

Længere ud i horisonten er analytikeren fra Sydbank dog positiv på Novos vegne.

“Novo Nordisk befinder sig inden for et sygdomsområde, hvor man leverer behandling til kronisk syge. Det giver trods alt en form for immunitet over for covid-19 sammenlignet med medicinalselskaber og særdeles andre brancher.”

Novos konkurrenter har klaret sig godt i første kvartal. Eli Lilly leverede et regnskab med massivt salgsløft, mens franske Sanofi også overgik analytikernes forventninger.

Søren Løntoft Hansen peger på, at Novo har klaret sig på lige fod med de to ovennævnte konkurrenter. Han hæfter sig dog ved, at Novo tager markedsandele på GLP-1 området.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis