ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Daimler, Toyota, BMW og andre store bilproducenter arbejder ihærdigt på at rykke tættere på slutkunderne og forsøger sig nu med salgsmodeller, hvor salget sker direkte til forbrugerne med bilforhandlerne som agenter.

Bliver modellen til virkelighed i bilbranchen, kan det være skidt nyt for privatejede bilimportører i Danmark såsom Interdan, der importerer Peugeot og Opel og Semler Gruppen, som sidder tungt på VW og Audi.

Det mener Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen og følger bilbranchen tæt.

Det er et es i ærmet på importørerne, at der er et kompliceret afgiftssystem

Jan Lang, markedsanalytiker, Bilbasen

“Importørerne skal tænke over, om de reelt set er næste led i kæden, som bliver rationaliseret,” siger Jan Lang.

Flere producenter forsøger sig med at indføre en agentmodel, hvor forhandlerleddet ikke ejer bilerne selv, men derimod agerer agenter i marken, som skal sørge for at fokusere sin energi på at yde god kundeservice.

Virksomheder
Mercedes, BMW og Volkswagen blæser til magtkamp om forbrugere: Forgyldte bilforhandlere står over for markante ændringer

Er der brug for importørerne, hvis man begynder at sælge bilerne direkte til slutkunderne?

“Det kan man stille spørgsmålstegn ved, om der er,” siger Jan Lang.

Mens Mercedes-producenten Daimler tester agentmodellen i Sverige, og Toyota tester en lignende model i Storbritannien, har danske bilforhandlere stadigvæk til gode at se konceptet, selvom flere til Børsen fortæller, at det snart vil komme.

121

mia. kr. var den samlede omsætning fra bilhandel i Danmark i 2020 ifølge Dansk Industri

Når agentmodellen testes ivrigt på markeder udenfor Danmark, hænger det i høj grad sammen med det komplicerede og tunge afgiftssystem, der er i Danmark, mener markedsanalytikeren. Bilmarkeder som England, Tyskland og Sverige har ingen afgifter.

“Jeg er sikker på, at bilfabrikkerne er længere fremme i markeder uden afgifter. Steder, hvor der er værdi- og teknisk baserede afgifter, er det ikke nemt at skabe forandring,” siger Jan Lang.

Netop derfor tror han, at de privatejede bilimportører i Danmark stadigvæk vil have en rolle at spille i Danmark.

“Det er et es i ærmet på importørerne, at der er et kompliceret afgiftssystem,” tilføjer markedsanalytikeren.

Skal VW-koncernen eksempelvis skære Semler Gruppen ud af værdikæden og selv varetage importen af VW til Danmark, vil det tyske konglomerat være nødsaget til at opbygge en stor organisation, der kan varetage det komplekse afgiftssystem i Danmark. Noget, som Semler Gruppen siden 1917 har opbygget et indgående kendskab til.

“Der ligger dybe kompetencer i at skulle håndtere afgifterne i Danmark og tænk sig, hvis det skulle styres af en eller anden controller, der sidder i Frankfurt. Det kommer ikke til at ske,” siger Jan Lang.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis