ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ambu følger efter Novo Nordisk og Lundbeck: Indfører vaccinekrav for 400 ansatte i USA

Mens Ambu, Lundbeck og Novo Nordisk har indført vaccinekrav i USA, tøver andre danske virksomheder med at gøre det samme

Mens 74 pct. af befolkningen i Danmark er færdigvaccineret, er andelen ifølge tal fra Our World in Data blot 53 pct. i USA, hvor fotoet er taget i et observationsområde for netop vaccinerede i Lynchburg Regional Vaccination Center i Virginia. Arkivfoto: Carlos Bernate/Bloomberg
Mens 74 pct. af befolkningen i Danmark er færdigvaccineret, er andelen ifølge tal fra Our World in Data blot 53 pct. i USA, hvor fotoet er taget i et observationsområde for netop vaccinerede i Lynchburg Regional Vaccination Center i Virginia. Arkivfoto: Carlos Bernate/Bloomberg

En række amerikanske virksomheder som Google, Facebook og Goldman Sachs har annonceret krav om, at de ansatte i USA skal være vaccineret mod coronavirus, hvis de vil møde på kontoret.

I USA har vi indført påbud om vaccine, fordi ellers ville vores sælgere ikke kunne besøge kunderne

Ambu

For kort tid siden indførte danske Ambu også et vaccinekrav for de ca. 400 ansatte i sit amerikanske salgsselskab, som sælger medicinsk udstyr til hospitaler i USA, oplyser selskabet i et mailsvar.

“Vi forholder os kontinuerligt til pandemien og tilpasser vores forretning til den aktuelle situation rundt omkring i verden. I USA har vi indført påbud om vaccine, fordi ellers ville vores sælgere ikke kunne besøge kunderne – dvs. hospitaler. Hvis en medarbejder ikke vil lade sig vaccinere, så forholder vi os til – på individuel basis – om vedkommende meningsfyldt kan udføre sit arbejde alligevel,” hedder det.

Ambu følger dermed efterNovo Nordisk, der har indført vaccinekrav på det amerikanske hovedkontor i New Jerseyog i afdelingen i Washington, D.C., ligesom danske Lundbeck stiller krav om, at de ansatte i USA er vaccinerede.

53

pct. af befolkningen i USA er færdigvaccineret ifølge Our World in Data

Krav om vacciner eller ugentlige coronatest er blevet højaktuelt i USA, efter at den amerikanske præsident, Joe Biden, torsdag præsenterede en ny strategi, der skal øge vaccinationsraten og bremse den stigende smittespredning i USA, hvor 53 pct. af befolkningen er færdigvaccineret.

En del af forslaget er at kræve, at private virksomheder med mere end 100 ansatte i USA skal sikre, at deres ansatte er vaccinerede eller ugentligt testes for coronavirus.

Dilemma for selskaber

Hvis forslaget bliver ført ud i livet, vil det også påvirke de mange danske virksomheder med kontorer og fabrikker i USA. Mens Ambu, Novo Nordisk og Lundbeck har taget skridtet og indført vaccinekrav i landet, tøver andre store danske selskaber som ISS, Demant og GN med at gøre det samme.

Ifølge Dansk Industris (DI) USA-chef, Louis Funder, står virksomhederne over for et dilemma i USA, hvor coronapandemien og politiske beslutninger om restriktioner og vacciner skaber stor splittelse i befolkningen.

“I USA er det ekstremt betændt, og selvom virksomhederne bakker op om vaccinerne, så tror jeg, at de kan være lidt beklemte ved, hvordan de skal håndtere situationen over for medarbejderne,” siger han.

Demant bakker op om vaccineudrulning og opfordrer gerne medarbejdere til vaccine, men vi har p.t. ikke krav om det

Trine Kromann-Mikkelsen, kommunikationsdirektør, Demant

Han er samtidig i tvivl om, hvordan myndighederne vil kunne håndhæve kravet over for private virksomheder, og han forudser, at forslaget vil blive mødt af søgsmål fra uenige virksomheder, ansatte og delstater.

Hos danske Demant arbejder størstedelen af de ca. 3500 ansatte i USA fortsat hjemmefra. De medarbejdere, som møder ind på arbejdspladsen, skal have foretaget løbende test og temperaturtjek, men der er ikke et vaccinekrav:

“Demant bakker op om vaccineudrulning og opfordrer gerne medarbejdere til vaccine, men vi har p.t. ikke krav om det. Indtil de juridiske aspekter af Bidens fremlagte plan er afklaret på statsniveau, fortsætter vi med vores aktuelle coronavirusrestriktioner og opfordring til frivillig vaccine,” skriver Trine Kromann-Mikkelsen, kommunikationsdirektør hos Demant.

GN opfordrer generelt de ansatte til at blive vaccineret, men har ikke et vaccine- eller testkrav. Hos servicekoncernen ISS, der har flere tusind ansatte i USA, afventer man lige nu detaljerne i præsidentens forslag, fremgår det af et mailsvar:

“Hvis USA som varslet indfører et krav om vaccine eller test, så vil vi følge det. Vi mangler endnu at se detaljerne i forslaget, og derfor kan vi heller ikke sige, hvordan det præcist vil komme til at påvirke vores ansatte. Men vi har fortsat ikke planer om at indføre et generelt vaccinekrav for alle ISS-ansatte globalt,” udtaler Corinna Refsgaard, global HR-direktør hos ISS.

Grundfos anbefaler de ansatte at blive vaccineret, men topchef Poul Due Jensen afviser, at virksomheden kommer til at indføre et vaccinekrav i USA eller andre steder:

“Jeg kommer ikke til at kræve, at medarbejderne skal vaccineres i Grundfos. Det er folks egen interesse og sundhed, der skal afgøre, om man vil det eller ej,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis