Aalborg Portland Holding-koncernen, der er verdens største producent af hvid cement, har over de kommende tre år afsat 750 mio. kr. til grønne investeringer, som i Danmark og resten af koncernen skal øge bæredygtigheden i den meget energiforbrugende virksomhed.
Koncernen er i Danmark kendt for sit store cementanlæg i Aalborg og salg af færdigbeton i selskabet Unicon.
Koncernøkonomidirektør Henning Bæk slår fast, at den grønne omstilling kræver store investeringer, men de kan kun gennemføres, hvis rammevilkårene i Europa understøtter indtjening og konkurrenceevne.
“Vi har en klar målsætning om at fortsætte vores bæredygtige investeringer, som ligger øverst på prioriteringslisten. Men vi skal også kunne forrente de investeringer, vi foretager. Derfor er det altafgørende, at vi har rammevilkår, der giver mulighed for flere investeringer i miljøteknologi, innovation og arbejdspladser, også når vi oplever konjunkturudsving,” forklarer han.
Direktøren siger direkte, at det er helt essentielt, at der ikke indføres nationale særafgifter på f.eks. CO2, og at EU's kvotesystem dæmmer op for CO2-lækage til konkurrenter uden snærende CO2-bånd uden for EU.
“Ellers vil det ikke bare slå benene væk under investeringslysten – men også udvande vores konkurrenceevne på globalt plan, da vi i modsætning til flere af vores globale konkurrenter allerede er underlagt store afgifter gennem EU's kvotesystem,” siger Henning Bæk.
Rekordomsætningen i Aalborg Portland Holding i fjor er bl.a. drevet af et stigende salg af hvid cement, der bruges til mere æstetisk byggeri, og som både er dyrere og giver større fortjeneste end den grå cement, der typisk bruges i fundamenter, vejbroer osv.
Koncernens lagde i fjor et par procent til toplinjen, som nu er på 9,1 mia. kr. Nettoresultatet faldt med 350 mio. kr. til 710 mio. kr. Der var store engangsindtægter året før.