Efter en tørke på flere måneder er den 21. april endelig kommet. Dagen, hvor landets restauranter kan slå dørene op og invitere gæster indendørs igen.
Dog skal man som gæst være opmærksom på, at det for at kunne træde over dørtærsklen kræver et coronapas – negativ coronatest dateret op til 72 timer forinden – og en bordreservation inden og senest bestilt 30 minutter før ankomst.
Men der er stor efterspørgsel på at komme ud fra danskernes side. En del restauranter har efter Folketingets udmelding af en genåbningsplan natten til 16. april oplevet markant trafik på deres bookingsystemer.
Det fortæller Zaedo Musa, adm. direktør i Superb, der er et alt-i-en løsning til restauranter kaldet Guest Experience Management, som bl.a. tilbyder bookingservicer til flere danske restauranter.
reservationer er der foretaget siden i fredags
Siden fremrykningen af genåbningen i fredags er der samlet set blevet foretaget op mod 50.000 reservationer på Superbs danske restauranter. Flere af de restauranter, der anvender Superbs platform, har modtaget op mod 500 bookinger, og sammenlignet med de andre ni lande, som bestillingsportalen er til stede i, er Danmark på nuværende tidspunkt det travleste marked, oplyser Zaedo Musa.
“Vi har super travlt. I øjeblikket ser vi en massiv mængde trafik i forhold til gæster, der booker, og gæster, der hopper rundt mellem restauranterne og tjekker ledige tider. Ganske enkelt ser vi en 50 gange højere bookingfrekvens end før sidste nedlukning,” siger han.
Restaurantchef i Ghrelin i Aarhus Anders Kuk Kristensen er trukket i kokkejakken og gør klar til at byde de mange gæster, der allerede har booket bord, velkommen.
“Da det natten til fredag blev bekendtgjort, at vi måtte åbne, var der enormt meget trafik
Anders Kuk Kristensen, restaurantchef i Ghrelin
“Da det natten til fredag blev bekendtgjort, at vi måtte åbne, var der enormt meget trafik i vores bookinger,” siger Anders Kuk Kristensen.
I søndags meldte erhvervsminister Simon Kollerup ud, at der ved indendørsservering vil være et krav for gæsterne om forudbestilling af bord minimum 30 minutter før ankomst.
Og præcis den 30-minuttersregel kan skabe udfordringer hos mindre etablerede restauranter eller barer, mener Zaedo Musa fra Superb.
“Det kommer selvfølgelig til at have indflydelse på caféer og barer, der formentligt plejer at være et walk-in-sted. Hvis gæsterne laver et walk-in, så kan de booke eller skrive sig op og komme tilbage til restauranten en halv time efter. Det kræver selvfølgelig lidt mere af stederne,” siger Zaedo Musa.
Fastfoodkæderne lever af kunders spontane sult, og derfor er et bookingsystem normalt ikke til nogen nytte for de kæder. Det skriver Jens Broch, direktør i fastfoodkæden Sunset Boulevard, på sin Linkedin.
“Vores branche er præget af impulsivitet, hvorfor over halvdelen af vores gæster besøger os som følge af en hurtig beslutning. Det er derfor ikke relevant for hverken os eller gæster med et bookingsystem, der lader gæsterne reservere et bord 30 minutter før ankomst,” skriver Jens Broch.
Anders Kuk Kristensen fortæller, at restaurant Ghrelin ikke vil blive ramt af denne tidsbegrænsning, men han har stor forståelse for de spisesteder, der vil blive påvirket af reglen.
“Det er klart en af de ting, hvor man som restauratør kan have svært ved at finde logikken. Og nogle restauranter risikerer at blive slået ihjel på restriktionerne, og det er forfærdeligt for mine kolleger,” fortsætter han.