ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mindst to kraftige eksplosioner rammer soldater og civile ved Kabuls lufthavn – USA bekræfter at der er dræbte

Mange vestlige lande lukker for evakueringer, og tusinder når formentlig ikke ud af Afghanistan i tide

En såret mand køres til et hospital efter torsdagens voldsomme angreb i Kabul. Foto: Wakil Kohsar/AFP/Ritzau Scanpix
En såret mand køres til et hospital efter torsdagens voldsomme angreb i Kabul. Foto: Wakil Kohsar/AFP/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17.45.

Området ved Kabuls lufthavn, hvor tusinder har ventet og håbet på evakuering, er torsdag blevet ramt af flere eksplosioner.

Ifølge USA's forsvarsministerium Pentagon ramte en af eksplosionerne ved den såkaldte Abbey Gate ind til lufthavnen, hvor titusinder er fløjet ud af Afghanistan siden Talibans magtovertagelse i midten af august. Desuden ramte mindst en eksplosion ved et nærliggende hotel.

Tidligere torsdag havde både USA og Storbritannien udsendt klare advarsler om, at et dødeligt terrorangreb kunne være nært forestående.

På Twitter bekræfter John Kirby, pressesekretær for Pentagon, at et angreb har fundet sted. Han skriver, at der var tale om et “komplekst angreb”, og at der er flere dræbte, både amerikanske soldater og civile.

Amerikanske kilder oplyser til flere medier, at Præsident Biden er blevet orienteret. Og Frankrigs ambassadør i Afghanistan, David Martinon, skriver på Twitter, at der fortsat er risiko for eksplosioner ved lufthavnen. Kilder siger også til flere medier, at der var tale om selvmordsangreb.

Billeder på sociale medier og øjenvidner på stedet beretter om mange sårede. Et øjenvidne fortæller til avisen Wall Street Journal, at eksplosionerne ramte midt i en stor menneskemængde, og at han så mange sårede blive båret væk. Andre øjenvidner fortæller på sociale medier, at de hørte skud.

Ifølge Reuters har en talsmand for Taliban sagt, at der er mindst 13 dræbte inklusiv børn. Oplysningerne er dog ikke bekræftet.

Danmark og en række vestlige lande har allerede afsluttet deres evakueringer, eller har meldt ud, at de regner med at lukke ned for indsatsen i løbet af torsdag eller fredag. Det gælder både Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Polen og Canada.

De sidste tropper fra den USA-ledede styrke skal efter planen forlade Afghanistan senest på tirsdag 31. august.

Fra Italien lød det torsdag, at et fly med evakuerede var kommet under beskydning, da det lettede fra lufthavnen, men at der ikke skete nogen skade.

Ifølge tal fra Det Hvide Hus er der siden midt-august evakueret op mod 100.000 mennesker fra Afghanistan.

lowi@borsen.dk


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis