Opdateret kl. 17.45.
Området ved Kabuls lufthavn, hvor tusinder har ventet og håbet på evakuering, er torsdag blevet ramt af flere eksplosioner.
Ifølge USA's forsvarsministerium Pentagon ramte en af eksplosionerne ved den såkaldte Abbey Gate ind til lufthavnen, hvor titusinder er fløjet ud af Afghanistan siden Talibans magtovertagelse i midten af august. Desuden ramte mindst en eksplosion ved et nærliggende hotel.
Tidligere torsdag havde både USA og Storbritannien udsendt klare advarsler om, at et dødeligt terrorangreb kunne være nært forestående.
På Twitter bekræfter John Kirby, pressesekretær for Pentagon, at et angreb har fundet sted. Han skriver, at der var tale om et “komplekst angreb”, og at der er flere dræbte, både amerikanske soldater og civile.
We can confirm that the explosion at the Abbey Gate was the result of a complex attack that resulted in a number of US & civilian casualties. We can also confirm at least one other explosion at or near the Baron Hotel, a short distance from Abbey Gate. We will continue to update.
— John Kirby (@PentagonPresSec)August 26, 2021
Amerikanske kilder oplyser til flere medier, at Præsident Biden er blevet orienteret. Og Frankrigs ambassadør i Afghanistan, David Martinon, skriver på Twitter, at der fortsat er risiko for eksplosioner ved lufthavnen. Kilder siger også til flere medier, at der var tale om selvmordsangreb.
Billeder på sociale medier og øjenvidner på stedet beretter om mange sårede. Et øjenvidne fortæller til avisen Wall Street Journal, at eksplosionerne ramte midt i en stor menneskemængde, og at han så mange sårede blive båret væk. Andre øjenvidner fortæller på sociale medier, at de hørte skud.
Ifølge Reuters har en talsmand for Taliban sagt, at der er mindst 13 dræbte inklusiv børn. Oplysningerne er dog ikke bekræftet.
Danmark og en række vestlige lande har allerede afsluttet deres evakueringer, eller har meldt ud, at de regner med at lukke ned for indsatsen i løbet af torsdag eller fredag. Det gælder både Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Polen og Canada.
De sidste tropper fra den USA-ledede styrke skal efter planen forlade Afghanistan senest på tirsdag 31. august.
Fra Italien lød det torsdag, at et fly med evakuerede var kommet under beskydning, da det lettede fra lufthavnen, men at der ikke skete nogen skade.
Ifølge tal fra Det Hvide Hus er der siden midt-august evakueret op mod 100.000 mennesker fra Afghanistan.
lowi@borsen.dk