Det er jo fantastisk. Det er den korte version,” lyder det fra Anders Søe-Jensen, adm. direktør i Bladt Industries, efter at EU-Kommissionen torsdag lancerede en ny strategi med mål om en storstilet udbygning af havvind i Europa.
Kommissionen vil udbygge kapaciteten massivt fra de nuværende ca. 12 GW til mindst 60 GW i 2030 og videre op til mindst 300 GW i 2050.
gange mere havvind vil EU have installeret om ti år og 25 gange mere i 2050
Han peger dog på, at der fortsat kan skrues op for hastigheden, når nye projekter godkendes. Og på ønskesedlen er også et opgør med flere EU-landes tradition for at kræve lokale ansættelser.
“Der kan fortsat arbejdes på at sikre, at man kan få lov at bygge uden at skulle vente i årevis. Vi så også gerne et opgør med krav om lokal tilstedeværelse. Det ligger ikke i den nye strategi. Men den er absolut en forbedring – i høj grad,” siger han og fortsætter:
“Det er altid sin sag at lægge hånden på kogepladen med en stor investering. Men alt, hvad der skubber i vores retning og viser en større business case, gør jo, at man får lyst til det.”
I Esbjerg Havn glæder direktør Dennis Jul Pedersen sig.
“Det kommer ikke som nogen overraskelse, for vi kan se, at der er mange projekter i pipeline. Men med den store usikkerhed, der er om brexit og det britiske marked lige nu, så er det godt og heldigt, at der også skrues op andre steder.”
EU’s klimakommissær Frans Timmermans går efter at mobilisere op til 800 mia. euro eller næsten 6000 mia. kr. i private og offentlige investeringer. På et pressemøde torsdag sagde han, at “vi sigter højt, fordi der både er stor hast og stort potentiale.”
Timmermans nævnte også, at den allerførste havvindpark blev bygget i Danmark.
Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi, jubler over meldingerne.
“Vi havde frygtet, at de ville lande på et lavere mål om 40 GW i 2030. Det er supergodt, at de har lyttet til vores og andres argumenter om, at der er potentiale til mere. Man bliver faktisk blæst lidt bagover af de ambitioner,” siger han.
Blandt de vigtigste elementer i den nye strategi peger Stouge på, at der lægges op til at sidestille havvind med andre aktiviteter på havet, f.eks. skibstrafik, militære formål, råstofudvinding og fiskeri.
Alle kystnationer i EU skal inddrage havvind i deres planer for havområder, som skal afleveres til Kommissionen i marts 2021.
“Vi så gerne, at man gik videre og gav forrang til havvind. Men nu ser det ud til at blive sidestillet med andre formål, og det er vigtigt,” siger Stouge.
Han glæder sig også over, at der lægges op til at øge investeringerne i infrastruktur, så der ikke opstår flaskehalse, når den grønne strøm skal fordeles på kontinentet.
I vindindustriens organisation Wind Denmark siger adm. direktør Jan Hylleberg, at den nye EU-strategi “udgør et kæmpe potentiale og en stor, stor mulighed”:
“Vi ved jo, at for hver kW, der installeres, skaber det job i Danmark” siger han og peger ligesom Anders Stouge på, at det “bliver afgørende at sikre en god sameksistens mellem de interesser, der er på havet – både vindmøller, fugle, fisk, sejlads og telekabler osv. Der venter en meget vigtig planlægningsopgave.”