Der kan efterhånden ikke være nogen tvivl.
Donald Trump er ikke tilhænger af den grønne omstilling eller noget af det, der følger med den.
Nu tager præsidenten og hans regering endnu et skridt, der potentielt kan få stor betydning for, hvordan USA tackler klimaforandringer fremadrettet.
CO2 er nødvendigt for mennesker, dyr og planter og fremmer folkesundheden
er konklusionen i det nye forslag fra det amerikanske miljøagentur (EPA)
Chefen for det amerikanske miljøagentur (EPA), Lee Zeldin, har tirsdag sagt, at han planlægger at ophæve den videnskabelige konklusion, der i 2009 slog fast, at CO2 og andre drivhusgasser er skadelige for mennesker – den såkaldte “endangerment finding”.
Det skriver flere internationale medier herunder Financial Times og Wall Street Journal.
“Med dette forslag vil Trump sætte punktum for 16 års usikkerhed for bilproducenter og amerikanske forbrugere,” sagde Lee Zeldin, da forslaget blev fremført ifølge medierne.
Lee Zeldin skriver desuden i forslaget, at “CO2 er nødvendigt for mennesker, dyr og planter og fremmer folkesundheden”.
Konklusionen om, at drivhusgasser er skadelige for mennesker, er central, fordi den danner det juridiske fundament for dele af klimalovgivningen i USA under det såkaldte Clean Air Act, som begrænser udledninger fra biler, kraftværker og olieindustrien, ifølge medierne.
“Ved at ophæve denne centrale videnskabelige konklusion sætter Trump loyalitet over for olieindustrien højere end solid videnskab og folks helbred,” lyder det blandt andet fra Dan Becker, der er direktør i den amerikanske miljøorganisation Biological Diversity, ifølge Axios.
Gyldne tider
Det er da heller ikke en hemmelighed, at Donald Trump er stor tilhænger af olie.
Det har gjort klart med sit slogan “drill baby, drill” og løfter om gyldne tider for den amerikanske olieindustri.
Anderledes ser det ud, når det kommer til tiltag, der skal fremme den grønne omstilling.
Præsidenten vil tilbagerulle grøn økonomisk støtte, han kalder klimaforandringer for en hoax (fup), og han er gang på gang gået til angreb på vindmøller, som han mener er både grimme, og “driver hvaler til vanvid”.
Senest udtrykte præsidenten sin foragt overfor vindmøller til en pressebriefing kort inden et møde med EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen om EU og USA's fremtidige handelsforhold.
Her kom præsidenten ind på, at han mener, at vindmøller er “den værste form for energi”, og at han ikke vil tillade, at der bliver bygget flere af dem i USA.
“De slår os ihjel. De slår vores smukke landskab ihjel,” sagde præsidenten blandt andet.
Tirsdag har præsidenten desuden kritiseret den britiske premierminister, Keir Starmer for Storbritanniens energipolitik, og opfordret ham til at bore efter mere olie i Nordsøen, som Trump på Truth Social kalder “en skattekiste”.
Forslaget fra det amerikanske miljøagentur om at trække den videnskabelige konklusion om drivhusgasser tilbage, skal nu i offentlig høring.