Verdens største økonomi og næststørste CO2-forurener står over for – for anden gang – at trække sig ud af Paris-aftalen, der danner grundlag for verdens klimasamarbejde.
Det er efter alt at dømme situationen, efter at Donald Trump vandt præsidentvalget i USA og står til at genindtræde som præsident til januar.
Dermed bliver en monumental opgave endnu større for de resterende 194 andre lande i klimasamarbejdet, og forhandlere og politikere kan igen stå i en svær situation, som klimaminister Lars Aagaard (M) husker som “meget, meget rørende.”
Men det vender vi tilbage til, for allerede før Donald Trump tiltræder i januar, kan hans politik påvirke klimatopmødet, der begyndte mandag i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.
“Det kan godt fremkalde en tåre, når man oplever, at nogen melder sig ud af det, vi burde være sammen om
Lars Aagaard, klimaminister (M)
“Trump har været ret eksplicit i forhold til USA’s engagement i Paris-aftalen fremadrettet, og derfor frygter jeg, at det betyder, at de amerikanske forhandlere er lidt mere låst, end godt er,” vurderer klimaminister Lars Aagaard (M), inden han selv tager til Baku for at deltage i topmødet.
I årets forhandlinger er de amerikanske økonomiske muskler særligt vigtige, understreger Lars Aagaard. Særligt som verden ser ud i dag, påpeger han.
“Europa kan ikke betale den regning, USA ikke vil betale. Så stor er vores økonomi ikke.”
Hvordan Donald Trumps holdninger til klimapolitik vil give sig udslag i konkret politik, er for tidligt at sige, mener ministeren.
“Vi må vente og se den konkrete politik. Én ting er, hvad man siger i en valgkamp. Noget andet er, hvordan det udfoldes,” siger han.
“Men han har været så præcis på Paris-aftalen, at den forventer jeg, han vil melde USA ud af,” fortsætter Lars Aagaard.
Klimaministeren understreger, at regeringen respekterer valget i USA og vil samarbejde med den regering, amerikanerne har valgt.
“Og man skal heller ikke bilde sig ind, at Biden-regeringen kastede om sig med penge til denne her agenda,” påminder Lars Aagaard med henvisning til dette års mål om at rejse et endnu udefineret milliardbeløb til klimaarbejde i verdens mest udsatte lande.
USA kan træde ud af aftalen med et års varsel. Det vil sige først i januar 2026. Til den tid vil det i så fald være op til de øvrige lande i Paris-aftalen at nå aftalens mål om at mindske verdens temperaturstigninger til under to grader.
“USA er en stor spiller i internationale klimaforhandlinger, også i forhold til om det bliver muligt at nå Paris-aftalens mål,” vurderer tidligere dansk chefforhandler til klimatopmøderne Anette Ejersted.
Hun henviser til, at der skal kompenseres for de amerikanske CO2-udledninger et andet sted på kloden, hvis USA ikke selv gør det.
“Derfor er det vigtigt, at USA er med til at forpligte sig,” konstaterer hun.
Den pointe underbygges af en analyse fra det britiske klimapolitiske specialmedie Carbon Brief. Den viste i marts, at en præsidentperiode, hvor Trump trækker Joe Bidens klimapolitiske tiltag tilbage, vil tilføre atmosfæren 4 mia. ton CO2 inden 2030.
Til sammenligning svarer det til ca. 100 gange CO2-udledningen inden for Danmarks grænser på et år.
“Vi kiggede ikke på Donald Trumps planer om at øge udvindingen af olie og gas, og flere andre tiltag, som ville øge udledningerne endnu mere,” understregede Simon Evans, der stod bag analysen på et debatarrangement fredag.
Dermed er der betydelige usikkerheder i analysen, særligt fordi Donald Trump har varslet en række tiltag i sin 2025-plan, men også fordi det kan vise sig umuligt at trække alle Bidens tiltag tilbage, understreger Simon Evans.
Både Anette Ejersted og Lars Aagaard har allerede oplevet USA’s udmelding af Paris-aftalen på nærmeste hold efter Donald Trumps første valg; hun som chefforhandler og han som direktør for Dansk Energi – det nuværende Green Power Denmark.
De forventer begge en lignende situation denne gang. Det, til trods for at den amerikanske repræsentant John Podesta mandag fremhævede på COP29, at “indsatsen for at forhindre klimaforandringer fortsat er en forpligtelse” for USA.
Det var under en tilsvarende tale fra den daværende amerikanske repræsentant John Kerry, at væsentligheden ramte den daværende energidirektør, der oplevede John Kerry tage afsked med fællesskabet omkring klimadagsordenen.
“Det var meget, meget rørende, da John Kerry holdt sin afskedstale,” husker Lars Aagaard.
“Jeg må indrømme, at selv modne mænd kan knibe en tåre, og det gjorde jeg dér. Det forbandede ved klimaudfordringen er, at der ikke er ét land, der kan løse det alene. Der er ikke én lov, der kan løse det. Det kræver, at den samlede verden – også verdens store økonomier – vil gøre noget for at få emissionerne ned,” siger han.
“Det kan godt fremkalde en tåre, når man oplever, at nogen melder sig ud af det, vi burde være sammen om. Det må jeg erkende,” siger Lars Aagaard.
Derfor var der imidlertid også sammenhold blandt de øvrige lande, husker Anette Ejersted. Hun repræsenterede Danmark i forhandlingerne gennem fem år, indtil hun i 2022 skiftede til en stilling i Dansk Erhverv.
“Sidste gang havde man nærmest lavet en musketered. Dem, der var tilbage, støttede 100 pct. op om Paris-aftalen. Det var vigtigt at vise, at man holdt fast, også når USA ikke var med,” husker hun.
Derfor var der også andre lande, der indtog nogle af de roller, USA typisk kan indtage i forhandlingerne. I dag er der imidlertid tegn i den modsatte retning. Statsledernes opbakning til topmødets begyndelse har været dårlig i forhold til tidligere topmøder, og onsdag aften meddelte repræsentanter fra Argentina til det britiske medie The Guardian, at de ikke ville deltage i COP29. Hvorvidt landet vil trække sig ud af Paris-aftalen, fremgår ikke.
Hertil kommer, at Aserbajdsjans præsident, Ibrahim Aliyev, har fornærmet Frankrig og Holland ved at kritisere landenes besiddelse af tidligere kolonier. Det fik torsdag morgen den franske miljøminister, Agnès Pannier-Runacher, til at aflyse sin deltagelse i årets topmøde.
Anette Ejersted fremhæver, at amerikanske repræsentanter efter USA’s udmeldelse stadig var til stede i forhandlingerne, blandt andet for at sikre kvaliteten af de aftaler, der blev indgået, i tilfælde af at USA skulle træde ind igen. Det valgte Joe Biden at gøre ved sin tiltrædelse som præsident.
“De deltog, men de var ikke ude med politiske erklæringer, de var ikke styrende i forhandlinger, og de kom ikke med meldinger om, at de ville gøre mere,” siger hun.
“Der var også en klar opfattelse af, at de deltog så vidt muligt, dog med en noget lavere profil. Der var en forståelse af, at hvis de blev presset for meget på deres ambitioner, så ville de trække sig,” husker hun.
Det er ikke kun USA’s egen indsats, der kan lide skade af en mindre engageret regering.
Blandt de mest ikoniske billeder fra klimatopmøderne er de pressede øjeblikke, hvor selve aftalen synes at være på spil. Her er det gerne den amerikanske repræsentant, der – typisk sammen med sit kinesiske modstykke – er med til at finde den løsning, som er spiselig for samtlige 195 lande i samarbejdet.
“Hvis USA og Kina bliver enige om noget, bliver det alt andet lige også lettere for resten af verden. Og forhandlerne fra de to lande kender typisk hinanden godt, også på højt niveau. Og hvis der en gensidig respekt på det niveau, som der har været under Biden-administrationen, er det alt andet lige lettere at blive enige,” vurderer Anette Ejersted.
Og uden USA vil Kina næppe forpligte sig, lyder en udbredt analyse. En mere optimistisk analyse kommer fra Li Shuo, der er leder af den amerikanske tænketank Asia Societys afdeling for analyse af kinesisk klimapolitik.
“Når man ser på Kina, må man håbe, at landet forstår, at verdens øjne hviler på dem. Hvordan de søger kompromisser med andre lande, vil betyde meget og sende et stærkt signal om fremtidens klimaforhandlinger, som Kina har investeret meget i,” sagde han under en paneldebat op til klimatopmødet.
Li Shuo pegede på, at Kina også har store økonomiske interesser i omstillingen i dag.
Klimaforhandlingerne i Baku fortsætter til fredag den 22. november.
