Det kan virke letkøbt og dovent at tale om et historisk skifte i amerikansk politik. Men det er, hvad vi onsdag skal bevidne i Washington.
Aldrig tidligere er et magtskifte i Det Hvide Hus sket på et tilsvarende dramatisk bagtæppe. Med en verserende rigsretssag mod den afgående præsident – endda hans anden af slagsen – og to uger efter et stormløb mod Kongressen, en efterfølgende besættelse, fem døde og mange sårede.
For slet ikke at tale om, at den afgående præsident ikke deltager i ceremonien, hvor hans efterfølger aflægger den højtidelige ed. Eller at mindst 25.000 soldater, politi- og sikkerhedsfolk er på vagt alene i forbundshovedstaden, hvor kombinationen af betydelige sikkerhedstrusler, frygt for intern terrorisme og den største pandemi i et århundrede umuliggør den traditionelle folkefest.
Ej heller er der nogen fest over de opgaver, 78-årige Joseph Biden nu skal løse. Da han i 2009 som vicepræsident trådte til sammen med præsident Barack Obama, var det midt i finanskrisen og en dyb recession. En enorm udfordring at kæmpe sig ud af. Det første skridt var en hjælpepakke i februar samme år med det mundrette kælenavn The Recovery Act, der som udgangspunkt var på 787 mia. dollar og senere blev opjusteret til 831 mia. dollar.
“Første opgave for Joe Biden er at stoppe coronapandemien. Ellers kan han ikke skabe vækst
Men dybden af USA's aktuelle krise, som er Joe Bidens altoverskyggende opgave at bekæmpe, illustreres af, at han allerede inden sin magtovertagelse foreslår en markant større hjælpepakke på 1,9 billioner dollar. Der efterfølger sidste års to pakker på henholdsvis 2 billioner og 900 mia. dollar. Fattigdommen, uligheden og den direkte nød er større i USA end i mange årtier. Løsningen vil definere Joe Bidens periode i Det Hvide Hus, og måske får han kun 18 måneder til at vise fremskridt. Næste år er der midtvejsvalg i USA, og så kan det uhyre spinkle flertal i Kongressen være væk.
Udgangspunktet for den ældste præsident i USA's historie er, at han fra tidligt onsdag aften dansk tid leder et land, der på de indre linjer er ramt af en pandemi, som dagligt koster ca. 4000 liv og har medført så omfattende økonomiske restriktioner, at der nu er næste 10 mio. færre i arbejde end i februar 2020.
Første opgave for Joe Biden er at stoppe coronapandemien. Ellers kan han ikke skabe vækst. Men megen magt er placeret i delstaterne og de store byer. Senest New York-guvernør Andrew Cuomos opgør med sundhedsministeriet, efter at Cuomo spurgte Pfizer-bossen Albert Bourla, om han kan købe vacciner direkte og uden om det føderale system.
Bidens første plan, krav om masker i føderale ejendomme og på rejser mellem staterne, synes at være en dråbe i coronahavet. Så er der mere gods i løftet om 100 mio. vaccinedoser i løbet af de første 100 dage og føderal støtte til distributionen af vaccinerne, der p.t. har været noget nær en fiasko. Får Biden Kongressen med på at anvende Defense Production Act og dermed beføjelser i forhold til den nationale sikkerhed, kan han tvinge virksomhederne til at øge produktionen af vacciner. Det kan blive den første synlige succes.
Internationalt er den nemme opgave for Joe Biden igen melde USA ind i Paris-aftalen. Det har han lovet at gøre den første dag på kontoret. Han planlægger også igen at melde USA ind i atomaftalen med Iran og en gruppe af de største europæiske partnere.
Men Joe Biden skal på den globale scene vise, om han kan kravle op af det ganske store hul, Donald Trump har sendt USA's troværdighed ned i. På topplan har EU-Kommissionen ganske vist sendt følere ud med håb om et fornyet transatlantisk samarbejde. Kommissionens budskab til USA er, at det er en “once in a generation”-mulighed for nyt globalt samarbejde. Men fra European Council on Foreign Relations kommer samtidig en ny måling fra Danmark og ti andre EU- lande, der tydeligt viser mistet tillid til USA som global magt og allieret. Seks ud af ti europæere forudser, at Kina inden for de næste ti år bliver en stærkere magt end USA, et flertal vil være neutral i et opgør mellem USA og Kina, og i ingen af de deltagende lande er der flertal for at være på USA's side over for Rusland. “Europæerne kan lide Biden, men de tror ikke, at USA kommer tilbage som en global leder (…) eller at Washington vil forsvare dem,” konkluderer Mark Leonard, direktør i ECFR.
Utvivlsomt er europæisk mistillid ikke øverst på Bidens bekymringsliste. Men på et tidspunkt skal det indgå i den store geostrategiske udfordring om en mulig alliance over for Kina.
