ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Falske varer for milliarder strømmer ind i EU: “Falsknerne har set en mulighed og tilpasset sig pandemien”

Særligt inden for lægemidler og medicinsk udstyr er udfordringer med falsknerier vokset under pandemien, siger direktør for EU’s patentkontor

Falske coronatest og falsk beskyttelsesudstyr er blevet solgt i EU under pandemien. Arkivfoto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix
Falske coronatest og falsk beskyttelsesudstyr er blevet solgt i EU under pandemien. Arkivfoto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Pandemien har fået europæerne til at handle på nettet i stor stil, men har også givet nye muligheder for dem, der sælger falske varer. Det er budskabet fra Christian Archambeau, direktør for EU-kontoret for intellektuel ejendomsret, EUIPO, i et videointerview med Børsen.

I en ny rapport gjorde Archambeau og EUIPO tirsdag status på udfordringerne med falske varer og andre brud på den intellektuelle ejendomsret. Kontoret anslår, at falske varer for godt 900 mia. kr. strømmer ind i EU på årsbasis. Det svarer til 6,8 pct. af den samlede import og udgør en stigning fra tidligere ca. 5 pct. Tallet er baseret på omfanget af beslaglæggelser i Europas havne og på det indre marked.

Der har været en stigning i den ulovlige handel med forbindelse til pandemien – med det mener jeg både farmaceutiske produkter og beskyttelsesudstyr

Christian Archambeau, direktør, EU-kontoret EUIPO

“Der har været en eksplosion i e-handlen. Vi kan se i tal fra Eurostat, at 70 pct. af europæerne handlede online i 2020. Falsknerne har set en mulighed og tilpasset sig pandemien,” siger Archambeau.

De falske varer er en udfordring inden for bl.a. kosmetik, legetøj, vin, drikkevarer og elektronik. Men særligt inden for lægemidler og medicinsk udstyr er problemerne vokset, fortæller direktøren:

“Der har været en stigning i den ulovlige handel med forbindelse til pandemien – med det mener jeg både farmaceutiske produkter og beskyttelsesudstyr. Det er noget, vi ser meget mere.”

EU’s svindelkontor, OLAF, har siden marts 2020 identificeret over 340 selskaber, der har udbudt falske produkter som f.eks. ansigtsmasker og håndsprit. Hvad angår vacciner, så er det ikke de færdige produkter, der forfalskes, men der har været eksempel på både svindel og forfalskede underleverancer, forklarer han.

Svindel med vacciner

“Vi har set eksempler på decideret svindel, hvor der bliver udbudt vacciner og krævet betaling, men aldrig leveret. Vi har også set falsk emballage, falske mærkater og kanyler. Både OLAF, Europol og den europæiske anklagemyndighed arbejder på at finde og retsforfølge de ansvarlige.”

De falske varer giver ikke kun økonomiske tab, men også risici for sundhed og sikkerhed, pointerer han.

“Men det gode er, at vi også begynder at se en større bevidsthed hos forbrugerne.”

Hvis man holder sig inden for de godkendte distributionskæder og hjemmesider, kan man være sikker på, at produkterne er ægte

Mikkel Møller Rasmussen, chefkonsulent, LIF

I en forbrugerundersøgelse for EUIPO svarer 33 pct. af europæerne, at de har oplevet at være i tvivl om, hvorvidt et indkøbt produkt var originalt. 9 pct. mener, at de direkte er blevet vildledt til at købe et falsk produkt. Og i lægemiddelindustrien alene anslår EU-kontoret, at tabet af omsætning er vokset til næsten 800 mia. kr. årligt pga. falske varer.

“Dertil kommer så de ekstra udgifter i sundhedssystemerne, når man skal behandle patienter, der har taget forkert medicin,” siger Archambeau og tilføjer: “Den ulovlige handel rammer mange lande med eksport af farmaceutiske produkter – f.eks. Danmark. Og vi vurderer, at 80.000 job går tabt i EU på grund af falskneri og pirateri.”

Tirsdag oplyste Lægemiddelstyrelsen, at den årlige globale Interpol-aktion Operation Pangea med fokus på medicin og medicinsk udstyr fandt sted i slutningen af maj, og at der fra dansk side blev indberettet 46 hjemmesider med ulovligt salg af bl.a. potensmedicin og coronatest.

I lægemiddelindustriens brancheorganisation, LIF, siger chefkonsulent Mikkel Møller Rasmussen, at det på lægemiddelområdet netop ofte er “inden for det, vi kan kalde de tabubelagte områder, at der er problemer. Det kunne være hormoner, potens- eller fedmelægemidler.”

I industrien arbejder man løbende på at imødegå udfordringerne, men forbrugerne har også et valg, siger han:

“Vi arbejder med det og har sat gang i forskellige tiltag som det fælles europæiske godkendelsessystem. Hvis man holder sig til de godkendte distributører og hjemmesider, kan man være sikker på, at produkterne er ægte.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis