ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Europæiske lande skruer op for vaccinetempo: “Vi kan se, at der nu er langt flere, der siger ja tak”

USA har sat Johnson & Johnson-vaccine på pause. I Danmark ventes afgørelser om brugen af to vacciner senere på ugen

I flere lande er det lykkedes at sætte mere fart på vaccineudrulningen. Her bliver der vaccineret på en drivein-klinik i den franske by Montpellier. Foto: Pascal Guyot/AFP/Ritzau Scanpix
I flere lande er det lykkedes at sætte mere fart på vaccineudrulningen. Her bliver der vaccineret på en drivein-klinik i den franske by Montpellier. Foto: Pascal Guyot/AFP/Ritzau Scanpix

Det går stadig langsomt, men det går fremad med at udrulle vacciner i Europa.

Mens Danmark i første kvartal lå helt i front er en række europæiske lande ved at komme op i gear, og der er ved at komme bedre styr på logistikken, vurderer Flemming Konradsen, professor i global sundhed ved Københavns Universitet.

Både i Tyskland og Frankrig har man på enkelte dage vaccineret over en halv mio. borgere den seneste tid.

“Nogle af de udfordringer og børnesygdomme, der har været, f.eks. med infrastruktur, kommunikation og it-systemer, er ved at komme på plads,” siger professoren og tilføjer, at de vigtigste udfordringer nu handler om at sikre tilstrækkelige vaccineleverancer og om at adressere skepsis blandt borgerne.

Italien er i øjeblikket et godt eksempel på, hvordan man ikke skal gøre det

Flemming Konradsen, professor i global sundhed, Københavns Universitet

Især i Frankrig har man haft en forsigtig start for at imødegå vaccineskepsis, siger han.

Franskmænd takker ja

“I Frankrig skal man først give samtykke og så vente en periode og give tilsagn igen. Men det har nu betydet, at de kan køre væsentligt hårdere på. Folk har fået gjort op med sig selv, og vi kan se, at der nu er langt flere, der siger ja tak til vaccinerne.”

Flemming Konradsen tilføjer, at det er vigtigt at måle på antallet af påbegyndte vaccinationer – men også at holde øje med, hvem der får dem.

“Selvom Italien f.eks. ligger tæt på Danmark i vaccinationstempo, så har de ikke været så gode til at målrette vaccinerne,” siger han og uddyber: “Italien er i øjeblikket et godt eksempel på, hvordan man ikke skal gøre det. Der er simpelthen for mange i gruppen over 80 år, som ikke har fået vaccinationen – og for mange yngre, der har fået den. Der har vi i Danmark været væsentligt bedre til at målrette indsatsen.”

I en mail fra Statens Serum Institut til Børsen lyder forventningen, at flere EU-lande sandsynligvis vil ligge på nogenlunde samme niveau for vaccineudrulning den kommende tid, “da EU jo har købt vacciner ind sammen, og de enkelte lande derfor står i ca. samme situation.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis