ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Eksambassadør: Grønland er blevet et kæmpe strategisk aktiv

Danmark skal bruge sit nye forhold til USA til at trække amerikanerne tilbage i det internationale samarbejde, siger Friis Arne Petersen, tidl. dansk ambassadør. Arkivfoto: Steven Achiam
Danmark skal bruge sit nye forhold til USA til at trække amerikanerne tilbage i det internationale samarbejde, siger Friis Arne Petersen, tidl. dansk ambassadør. Arkivfoto: Steven Achiam

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, besøgte København og kaldte Danmark for en “afgørende partner” og en “ledende spiller” i Arktis. Men hvad med kroner og øre – hvad kan dansk erhvervsliv få ud af de mange rosende ord? For Danmark har Grønland over de seneste fem-ti år udviklet sig til et “megastort strategisk aktiv,” lyder vurderingen fra Friis Arne Petersen, tidligere dansk ambassadør i USA og i dag partner i PR-bureauet Rud Pedersen:

Nu kan vi gå efter at gøre vores forhold til USA til noget helt særligt

Friis Arne Petersen, tidl. ambassadør

“I kredsen af nordiske lande, som vi ofte sammenligner os med, er Grønland blevet et af de mest værdifulde kort, man kan have. Uden det ville vi bare være en helt ordinær allieret. Nu kan vi gå efter at gøre vores forhold til USA til noget helt særligt.” Han mener, at regeringen især bør presse på for at trække amerikanerne tilbage i det internationale samarbejde, så USA “igen bliver en toneangivende leder inden for både klima, handel og sikkerhed. Det er klart i vores interesse” – men dog er det ikke sådan, at det straks vil kunne aflæses i eksporten, understreger Friis Arne Petersen.

“Der er ikke nogen, der køber noget, bare fordi Blinken og Danmark har et strategisk forhold omkring Arktis. Men rammerne skal være på plads, for det er jo det, dansk erhvervsliv skal leve af: At andre gider høre på os,” siger han og uddyber:

“Hvis vi kan få flest mulige lande med ind i det internationale samarbejde, så kan vi også skabe de bedst mulige rammer for Novo, Mærsk, Velux, Vestas og alle de andre.”

4

danske virksomheder var mandag til møde med en delegation fra USAs udenrigsministerium

Det nye varme forhold bygger på, at Danmark i årtier har været en god og loyal partner for USA, pointerer han: “Det ved folk som Joe Biden og Antony Blinken godt, og det tillægger de værdi.”

Dertil kommer så, at både Kina, Rusland og USA over de seneste fem-ti år har fattet ny interesse for Arktis: “Trump kom til at gå alt for direkte ud og sige: Køb Grønland. Nu vil Biden og Blinken føre en mere subtil, men stadig meget målrettet arktisk politik,” siger Friis Arne Petersen.

Jens Ladefoged Mortensen, lektor og ekspert i handelspolitik, peger på, at der er en vigtig balancegang i forholdet mellem Danmark og det grønlandske selvstyre, især når det gælder udnyttelsen af mineraler og jordarter i Grønlands undergrund.

“På den ene side giver det Danmark øget vægt i amerikanske øjne. Men på den anden side skal Danmark passe på med at bruge det som forhandlingsredskab, fordi råstofferne er en del af selvstyret i Grønland,” siger han og fortsætter:

“Vi er i gang med en langsom, gradvis proces, hvor en mikrostat placeret på en utroligt vigtig plet på jorden søger selvstyre, og Danmark skal være en slags mægler.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis