Skriften på væggen i Downing Street 10 er de seneste dage blevet mere og mere tydelig. Da Boris Johnson torsdag kl. 13.30 dansk tid trådte ud af ministerboligen, var det for at træde tilbage. Efter en stribe møgsager og pres fra venner og fjender, medier og ministre bøjede den britiske premierminister sig og har nu trukket sig som leder af det konservative parti og som britisk premierminister.
Der er dog flere ubesvarede spørgsmål. Boris Johnson har sagt, at han vil agere midlertidig premierminister, indtil en afløser er fundet. Men det er endnu uklart, hvordan og hvornår hans afgang sker. Efter eget udsagn vil han blive i nogle måneder, hvilket har medført stor utilfredshed, og allerede nu er han under et massivt pres for at forlade posten omgående.