“Jeg har haft masser af bekymringer – det var dog ikke mange, der blev til noget.”
Et af den amerikanske forfatter Mark Twains bedre kendte citater. Måske det burde være beroligende underlægningsmusik til den årlige risikovurdering fra Control Risks, et konsulentfirma i London. Som navnet tilsiger, hjælper det virksomheder med at tage højde for risici, der kan true indtjening eller i værste fald virksomhedens eksistens. Jordskælv, orkaner og nu cyberkriminalitet er eksempelvis altid på listen.
Omvendt ligner det halsløs gerning at ignorere de mangesidede farer ved covid-19-pandemien. I et forsøg på bruge zoologien til at beskrive, hvad der kan ske fremover, ender direktør i Control Risks, Charles Hecker, på hydra, søuhyret med ni hoveder fra den græske mytologi. Med den egenskab, at der vokser to hoveder frem, for hvert hoved man hugger af.
Hecker anerkender ikke covid-19 som en “sort svane”, betegnelsen for en uventet katastrofe, fordi en“risk officer aldrig må sige om noget, at: Det havde jeg ikke set komme”. Talrige advarsler fra videnskaben om risiko for en global pandemi betyder også, at “et gråt næsehorn” udelukkes. Betegnelsen for en fare, man ved eksisterer, men har ignoreret.
Tilbage er hydra. Måske fordi der i årets første måneder er tydelige tegn på, at der dukker nye covid-19-hoveder op mange steder i verden. Nye mutationer af covid-19-virus, fornyede nedlukninger af økonomierne i først og fremmest Europa og USA, og økonomer, der begynder at justere på de ellers relativt optimistiske scenarier for andet halvår af 2021.
Det er endda på et tidspunkt, hvor “kun” to mutationer – den britiske og den sydafrikanske – for alvor truer både deres respektive oprindelseslande og omverdenen. Ca. 40 lande har observeret B117, den britiske version af covid-19, der vurderes at sprede sig 50-70 pct. hurtigere og nemmere end den oprindelige virus, der nu betegnes som “den gamle”. USA, Canada og størstedelen af det europæisk kontinent samt Irland har fået B117 inden for dørene.
I Australien forsøger man at dæmpe panik med information om, at uanset B117 kom ind i landet med nye rejsende, så blev spredningen stoppet med karantænekrav. Men det er for sent i Danmark og andre europæiske lande. Den sydafrikanske version har angiveligt kun nået syv andre lande. Men der er nu opstået frygt for, at den version er mere modstandsdygtig over for de kendte vacciner. Samt at den smitter ligeså hurtigt som den britiske.
Tillige kan man pege på, at i det, som videnskabsfolk beskriver som et kapløb mellem mutationer om at være bedst til at overleve bekæmpelsen, peger eksperter på, at der fra bl.a. Nigeria også advares om mutationer.
Selv Mark Twain ville her nok acceptere, at bekymring ikke er ubegrundet.
“Vaccinelyset for enden af tunnelen er forvandlet til en søvnig sengelampe
Økonomisk er konsekvenserne ved at bundfælde sig. Hos Oxford Economics, der bl.a. leverer tal til vurderingerne fra Control Risks, mener Ben May, direktør for global makroresearch, at man for kort tid siden skød for lavt med en prognose om “kun” 15 pct. risiko for en anden global recession på mindre end et år. Vaccinelyset for enden af tunnelen er forvandlet til en søvnig sengelampe.
Mest i Europa og USA. Forbundskansler Angela Merkel blev tirsdag refereret i Bild, for at restriktionerne i Tyskland vil vare indtil påske. I Storbritannien forsøger premierminister Boris Johnson sig nu med den tredje omfattende nedlukning, og antallet af regionale nedlukninger er også øget i bl.a. Italien og Spanien.
Spreder det sig yderligere – selv i flere lande i Asien, der var dygtige til at inddæmme smitten sidste forår, er nye bølger på vej – er der en fornyet risiko for den globale økonomi. Danmarks stærkt eksportafhængige erhvervsliv er derfor som altid udsat. Ben May beregner, at hvis verden igen rammes af nedlukninger som sidste forår, så forvandles hans udgangspunkt – en global vækst i år på 5 pct. af bnp. – til kun ca. 1 pct.
Men i et genbesøg af afdøde Mark Twain, der også sagde, at “sorg kan klare sig alene, men for at få det fulde udbytte af glæde må man have nogen at dele den med”, så har Control Risks også en helt anden bekymring. At man som virksomhed ikke kommer med på den optur, der også kan være undervejs i 2021. Uanset et knockout til de kortsigtede forventninger, så “der er der stier ud af pandemien i sigte”. Hvor udfordringen for erhvervslivet er, at man trods truslerne om dybere geopolitisk splittelse mellem “haves or have nots” – altså lande med og uden vaccine, og yderligere statslig regulering som prisen for hjælpepakkerne, er tvunget til at tage større forretningsmæssige risici. “De, der ikke omfavner risici, er i fare for ikke at kapitalisere på den optur, der vil definere fremtiden for den globale økonomi ligeså meget som krisen selv,” lyder det profetisk.
Passende kan man så henvise til Joachim Fels, global rådgiver for Pimco, verdens største obligationsfond, der tirsdag forudså, at både global produktion og efterspørgsel kommer stærkt tilbage i 2021. Drevet af vaccinerne mod covid-19 og fortsat omfattende finans- og pengepolitisk støtte. Ganske vist var der fra den amerikanske Federal Reserve mandag de første forsigtige prøveballoner om, at Fed sidst på året kan skære ned på de månedlige obligationsopkøb, men det synes at være så langt, som man vil gå. Hverken Fed-chefen, Jerome Powell, eller Christine Lagarde i ECB har planer om renteforhøjelser i 2021. Når de måtte komme, bliver det sandsynligvis først sidst i 2022, måske endda senere.
Ruller hydra sig derimod for alvor ud, må Powell og Lagarde på ny i gang med lempelser.