Dramaet om Storbritanniens nu forhenværende regeringsleder Liz Truss er uden historisk sidestykke. På mindre end 24 timer måtte Liz Truss æde sin egen påstand om, “i am a fighter, not a quitter.” Nu har hun opgivet kampen og kastet sit land ud i et politisk kaos uden sidestykke.
Efter kun seks uger som premierminister fortæller Liz Truss foran Downing Street nr. 10, at hun træder tilbage, og at de konservative i næste uge vil vælge en ny formand og dermed regeringsleder. “Jeg kan ikke levere det mandat, jeg blev valgt på,” siger Liz Truss i en meget, meget kort erklæring, hvorefter hun forsvandt ind bag den beskyttende dør uden at besvare spørgsmål.