Der bliver ingen politisk afstemning om brexit-aftalen i slutningen af marts, som det ellers var ventet. Afstemningen er udsat på ubestemt tid, efter at EU og den britiske regering igen er havnet i åben konflikt. Det bekræfter Morten Helveg Petersen (R), MEP, som sidder i EU-Parlamentets brexit-følgegruppe, efter at den britiske avis The Guardian også har rapporteret om udsættelsen.
“Det er i høj grad en reaktion på den seneste strid. Der er meget begrænset tillid, og mange er ved at være godt trætte af briternes julelege,” siger Helveg og uddyber: “Der er virkelig en misstemning. Fra EU’s side er der en klar oplevelse af, at vi bliver mødt med konfrontation gang på gang.”