Det går så langsomt med at få flere kvinder i bestyrelserne i de danske virksomheder, at politikerne bør indføre kønskvoter. Det mener en række markante erhvervskvinder, som Børsen har talt med. Fælles for dem er, at de har ændret holdning til kvoter, fordi de ikke længere tror på, at virksomhederne selv formår at rekruttere de bedst kvalificerede kvinder på lige fod med mændene.
“Kvoter er egentlig ikke min stil. Men når det handler om lige netop kvinder i ledelse, så har jeg været med i rigtig mange år, og jeg har hele tiden haft troen på, at tingene nok skulle finde sin rette plads. Det er bare ikke sket, selvom vi har ventet 20-30 år, så jeg mener, det er nødvendigt med kvoter,” siger Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank.