Nej, du er ikke den eneste iværksætter, der bliver ramt af frygten for at fejle og usikkerhed over, om dit nybyggede selskab nu også er al blod, sved og tårer værd.
Det lyder måske indlysende. Men faktisk er den svingende selvtillid hos stiftere af nye virksomheder den hyppigst forekommende udfordring, som erhvervscoach og indehaver af coachingvirksomheden Changetoday.io Cecilie Willer møder, når hun coacher iværksættere.
I mere end et årti har hun arbejdet med lederudvikling, og det seneste år har hun coachet iværksættere hos venturefonden PreSeed Ventures, der investerer i den helt tidlige fase af nye virksomheders vækst.
Det er kun en brøkdel af alle iværksættere, der ender med at få venturepenge med på vækstrejsen, og hos dem er det mentale pres desto større, da det er andre folks penge, de skal vise sig fortjente til.
Ikke desto mindre rammer de typiske mentale faldgruber de fleste iværksættere, – også bredere end kun de venturefinansierede – og rådene til at undgå at gå til bunds i dem, gælder derfor de fleste stiftere af egne virksomheder.
“Rigtig mange i iværksættermiljøet oplever en følelse af, at hvis de føler usikkerhed, tvivl og frygt, så fejler de. Men at tænke sådan er jo hele essensen af at være iværksætter,” siger Cecilie Willer.
Men hvordan holder man så i det lange løb til at bygge nyt på et vaklende grundlag uden egentlig at vide om nogen vil have det, man er i gang med at pumpe hjerteblod og investorer mio. i?
Hos venturefonden PreSeed Ventures har man erfaringer med mere end 400 investeringer i i værksættere. Og den viden er i samarbejde med Cecilie Willer blevet til det, talentchef Mads Klarskov Petersen, kalder en AA-gruppe for stiftere: Et fortroligt og frit rum, hvor iværksætterne mødes med ligesindede og under kyndig vejledning deler alle de bekymringer og negative tanker, der følger med at sætte sig selv i spil som ansvarlig for en ny virksomhed.
Undersøgelser viser nemlig, at 10 ud af 15 iværksætterselskaber– 65 pct. – fejler på grund af menneskelige årsager, som kan håndteres og øge firmaernes overlevelsesrate, hvis de bliver det i tide. Og for at optimere sin portefølje af virksomheder har PreSeed Ventures derfor etableret små erfaringsgrupper for stiftere, hvor de i et frirum fra deres investorer, bestyrelse og andre, de helst skal stå stærke overfor, kan hjælpe hinanden gennem de mentale udfordringer, der også følger med.
“Vi kan se, at det ofte går galt for dem, der ikke kan sige til i tide
Mads Klarskov Petersen
“Når vi får nye stiftere ind ad døren, så ser vi jo på, om de kan holde til den her rejse, som bare ikke er for alle. Vi kan se, at det ofte går galt for dem, der ikke kan sige til i tide, hvis bægeret er fyldt op eller bede om hjælp og uddelegere. Det er dog noget, de fleste kan lære. Det er ikke en garanti for succes, men det øger chancen for, at de kan få deres visioner til at manifestere sig i en forretning på den lange bane,” siger Mads Klarskov Petersen fra PreSeed Ventures.
Ifølge Cecilie Willer falder de typiske mentale faldgrupper inden for syv områder:
1. Anerkend Frygten. Usikkerhed er helt naturlig – og det kan sagtens være en positiv drivkraft for dig. Og nogle dage er bare bedre end andre. Men anerkend at frygten er der, og brug gerne andre i samme situation som sparringspartnere, så I kan få sat ord på i et trygt forum, lyder Cecilie Willers råd.
2. Afstem mål og forventninger. Ofte er der flere stiftere i et team. Har du en tæt partner, så er det vigtigt med jævne mellemrum at forventningsafstemme, hvad I hver især forstår ved f.eks. succes og skalering, så I ikke går skævt af hinanden.
3. Chefen for det hele. Som iværksætter skal du også lave det, du ikke er god til, og som ligger langt uden for din komfortzone. Hvis du er opmærksom på, hvad du selv har mest fokus på, og hvor du har blinde vinkler, så kan du undgå at trække din startup i en forkert retning.
4. Fra stifter til leder. Når din virksomhed vokser, så ændrer din rolle som stifter sig også. Det giver nye udfordringer. Giv dig selv lov til at reflektere over, hvordan du vil være som leder – og hvilke udfordringer lederrollen giver dig. Og erkend, at en leder i en startup ikke altid har svaret på alt.
5. Du er ikke din startup. For mange iværksættere fylder virksomheden rigtig meget. Hvis det går galt med virksomheden, så tager stifteren det som et personligt nederlag. Men livet går videre, selv om din virksomhed dør. Et godt råd ifølge Cecilie Willer er: Brug tid på andet, der gør dig glad, end kun at bygge virksomhed. Sørg for at du også ser dig selv som andet end iværksætter.
6. Vær sårbar. Dem, der klarer sig bedst, er dem, der kan sige fra i tide, lyder erfaringerne fra både PreSeed ventures og Cecilie Willer. For når du rækker ud efter hjælp og melder ud, at du ikke har svar på alt, så kan andre få mulighed for at træde til.
7. Prioriter tid til at reflektere. Der er alt for meget, der skal bruges tid på som iværksætter. Men du mister overblikket og retningssansen, hvis ikke du tager dig tid til at reflektere over, hvad der sker i din virksomhed. En god bestyrelse kan her være en hjælp, så du kan få kyndig sparring på, hvad der bør prioriteres og i hvilken rækkefølge.
“Man går som iværksætter ind i ilden for at skabe noget fantastisk. Men man må ikke brænde ud. Det er mennesker, der bygger virksomheder, og hvis vi giver plads til at rumme alle de grimme følelser, der opstår, så øger vi også vores robusthed og kapacitet,” siger Cecilie Willer.
Hun råder derfor iværksættere til at finde et netværk af mennesker på samme stadie som dem selv, eller som netop er kommet ud af den fase, man selv er i, og som kan hjælpe med perspektiver på de mentale barrierer, iværksætteren slås med.
Ifølge Mads Klarskov Petersen fra PreSeed Ventures, så er det netop dem, med det største netværk, som klarer iværksætterejsen bedst og hurtigst kommer op af de sorte huller, der er på alle iværksætteres rejse.
“Det her er gyngende grund, som stifteren skal holde til at balancere på. Derfor er der brug for folk, der undervejs kan fortælle, hvordan de tacklede lignende udfordringer,” siger han.
Cecilie Willer opfordrer også iværksætterne til at bruge tid på personlig udvikling, for som hun udtrykker det, så er det vigtigste aktiv i en nystartet virksomhed iværksætteren selv.