ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Parter bag lønaftale: Derfor kan ansatte ikke arbejde mens virksomheden får lønkompensation

Kan virksomheden skabe værdi, skal den ikke kompenseres, og arbejdsgivere skal ikke have “dobbelt op” med både kompensation og arbejdskraft, lyder nogle af argumenterne for forbuddet mod, at ansatte arbejder, hvis en virksomhed skal have lønkompensation

"Hvis der er noget at lave for medarbejderne, så er der også værdi at skabe for virksomheden, og så synes jeg også, at det som udgangspunkt er et fornuftigt princip, at man ikke får kompensation," siger erhvervsminister Simon Kollerup (S). Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
"Hvis der er noget at lave for medarbejderne, så er der også værdi at skabe for virksomheden, og så synes jeg også, at det som udgangspunkt er et fornuftigt princip, at man ikke får kompensation," siger erhvervsminister Simon Kollerup (S). Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Opdateret 13:40 med kommentar fra Peter Holm -Skal du modtage lønkompensation fra staten, må dine hjemsendte medarbejdere ikke arbejde. Overhovedet.

Sådan lyder et af kravene i den trepartsaftale, der blev indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, og som flere gange er blevet justeret.

Politik
Loft over lønkompensation hæves: Staten betaler op til 30.000 under coronakrise

Børsen Pro Selvstændig har spurgt erhvervsminister Simon Kollerup (S) og formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, hvorfor.

Åben for diskussion af aftale

Simon Kollerup mener, at det grundlæggende er fornuftigt, at lønkompensationen gives til virksomheder, som ikke har noget at lave, men fortsat gerne vil fastholde deres medarbejdere.

“Hvis der er noget at lave for medarbejderne, så er der også værdi at skabe for virksomheden, og så synes jeg også, at det som udgangspunkt er et fornuftigt princip, at man ikke får kompensation for den værdi, man jo så kan skabe,” siger han og tilføjer:

“Men når det er sagt, så er vi åbne over for de diskussioner, der måtte være, og lytter også til det, der kommer ind. Og det er jo noget arbejdsmarkedets parter i sidste ende skal være med til at drøfte med regeringen.”

FH: Arbejdsgivere skal ikke have “dobbelt op”

Hos FH skriver formand Lizette Risgaard i et mailsvar til Børsen, at man gør alt for at bidrage til, at folk kan komme tilbage i job inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

“Men det er ikke muligt for en virksomhed både at få lønkompensation fra staten og at lade medarbejderne arbejde,” skriver hun og begrunder det med, at hele ordningen hviler på, at alle parter bidrager: Staten, arbejdsgiverne og medarbejderen.

“Hvis der pilles ved den balance, så lønmodtagerne skal kunne arbejde indenfor lønkompensationsordningen, er det jo vanskeligt at hævde, at de pågældende medarbejdere ellers ville være blevet fyret. Det er i øvrigt heller ikke rimeligt, at lønmodtagerne skal bidrage med op til fem feriedage, hvis arbejdsgiverne får “dobbelt op” med både statslig kompensation og arbejdskraft,” lyder det fra Lizette Risgaard.

Kollerup: Produktudvikling er normal virksomhedsdrift

Flere virksomheder, bl.a. Tonsser, som Børsen har talt med, har masser at rive i for sine medarbejdere. Bl.a. er der et stort stykke arbejde i at omstille virksomheden til den nye virkelighed, som coronakrisen skaber.

Men de mangler likviditet til at lønne de ansatte, og må derfor sætte produkjusteringerne på pause for at få lønkompensation.

Hvis der er noget at lave for medarbejderne, så er der også værdi at skabe for virksomheden

Erhvervsminister Simon Kollerup (S)

Fra Simon Kollerup lyder det, at han har forståelse for de virksomheder, der ønsker mere fleksibilitet i lønkompensationsordningen.

Han mener dog, at produktudvikling og strategijustering er noget, der under alle omstændigheder – coronakrise eller ej – skaber værdi for virksomheden.

“Og det er her, vi kommer ind i en diskussion om, hvorvidt man skal kompensere for noget, der skaber værdi,” siger han.

Skal forhindre fyresedler

Erhvervsministeren understreger, at lønordningen er beregnet til at kompensere der, hvor der ikke er noget værdi at skabe, men hvor man gerne vil holde på medarbejderne, så de er klar til at skabe værdi igen efter krisen.

Er det ikke et pudsigt incitament, at dem der får penge fra staten, er dem, derikkeskaber værdi?

“Nej, hvis man får kompensation til at fastholde medarbejdere, så er det en måde at undgå en masse af de fyresedler, som vi i mange andre lande ser blive udstedt i meget stort omfang i de her uger, og som vi har undgået i Danmark. Så jeg synes ikke, man kan sætte det op på den måde,” siger Simon Kollerup, der mener, det er “klogt set” af virksomheder, der bruger krisen til at gøre sig klar til den tid, der kommer bagefter.

“Men det er klart, at det er også en del af almindelig virksomhedsledelse at forberede sig på nye markeder og nye situationer uanset om der er krise eller ej,” lyder det fra ministeren.

Gør ansatte en bjørnetjeneste

Peter Holm fra Tonsser er glad for, at Lizette Risgaard og erhvervsministeren stiller op og udtaler sig i sagen.

Det der ord “værdi”, det synes jeg er et tomt ord i denne sammenhæng. Det vigtige ord er overlevelse

Peter Holm, stifter og adm. direktør, Tonsser

Men han mener ikke, at deres svar stemmer overens med virkeligheden ude i virksomhederne.

“Jeg tror, Lizette Risgaard agerer i den bedste interesse ved at være en slags vogter for medarbejderne. Men i virkeligheden tror jeg, at hun gør dem en bjørnetjeneste og agerer lidt som i gamle fagforeningsdage, hvor medarbejdere var nogle der stemplede ind og ud,” siger direktøren, der i sin egen virksomhed og i sit netværk oplever, at medarbejderne gerne vil arbejde og faktisk kun frygter, at virksomhederne går i stå.

“De har ikke lyst til at gå hjem og få stress, mens de ved, at virksomheden er i knæ og deres job i fare. Man skal også huske, at mange ansatte har medarbejderaktier i dag,” siger han.

Peter Holm køber heller ikke argumentet om, at det er svært at hævde, at en medarbejder stod til en fyring, hvis medarbejderen kan arbejde inden for lønkompensationsordningen.

“Bare fordi der er noget at lave, betyder det jo ikke, at der kommer penge ind,” siger han.

Giver ingen mening

Til erhvervsministerens svar undrer Peter Holm sig over udtrykket at “skabe værdi”.

“Det der ord “værdi”, det synes jeg er et tomt ord i denne sammenhæng. Det vigtige ord er overlevelse. Lad os kigge på, hvad der er konkret. Det er: kommer der penge ind eller ej? Nej, det gør der ikke. Ergo der er brug for økonomisk støtte. Betyder det så, at medarbejderne ikke kan bidrage med noget og gøre klar til at finde ud af, hvordan man kan vende skuden? Nej. Eneste løsning er arbejde os ud af krisen og hjælpe dem, der har brug for et skub. Ikke enten eller,” siger han.

Tonsser-direktøren understreger, at han er helt indforstået med, at virksomheder skal kunne bevise, at de har brug for lønkompensationen som følge af omsætningstab.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis