Staten vil dække op til 30.000 kr. af månedslønnen, hvis ansatte sendes hjem som følge af coronakrisen. Det er resultatet af en aftale mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen indgået mandag.
Aftalen er en revision af en tidligere indgået aftale, hvor loftet var 23.000 kr. for funktionærer og 26.000 kr. for timelønnede.
Nu bliver loftet 30.000 kr. for begge grupper, og kompensationen kan dække 75 pct. af lønnen for funktionærer og 90 pct. for timelønnede.
“Det er en måde at bidrage til at holde hjulene i gang og holde arbejdspladserne varme,” siger finansminister Nicolai Wammen (S).
Den første trepartsaftale om lønkompensation blev forhandlet på plads i al hast, efter at regeringen havde lukket store dele af samfundet ned. Men aftalen har fået kritik fra flere virksomheder og mindre erhvervsorganisationer for dels at mangle fleksibilitet og dels at operere med et alt for lavt beløb.
Jacob Holbraad, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, forventer, at flere virksomheder nu kan drage nytte af støtten.
“Vi kan undgå, at de lukker ned, og at medarbejderne bliver fyret i stor stil,” siger han.
“Situationen i dansk erhvervsliv er så alvorlig, at der var behov for at gøre mere,” tilføjer han.
“Situationen i dansk erhvervsliv er så alvorlig, at der var behov for at gøre mere
Jacob Holbraad, adm. direktør, Dansk Arbejdsgiverforening
Virksomheder, der allerede har søgt kompensation, vil komme ind under den nye ordning med de højere beløb, og også Fagbevægelsens Hovedorganisation sætter sin lid til effekten.
“Jeg håber virkelig, at intentionen med ikke at fyre medarbejderne, men beholde dem i virksomheden, vil kunne mærkes fremover,” siger FH-formand Lizette Risgaard.
Parterne har ikke tal for, hvor mange arbejdspladser, der vil blive reddet af udvidelsen.
“Det er ikke muligt at komme med et seriøst bud på det. Jeg er ked af det, for det er et rimeligt spørgsmål. Det, vi kan sige, er, at med de niveauer, vi er på nu, vil dækkes 65 pct. af gennemsnitslønnen for funktionærer, og for timelønnede er det 75 pct.," siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.
Ændringen skønnes med stor usikkerhed at øge prisen for hjælpen med 0,7 mia. kr., så den samlede, anslåede regning for staten kommer op på 4,6 mia. kr., fremgår det af aftaleteksten.
“Jeg håber, at det bliver en meget dyr ordning. For det vil være udtryk for, at vi har holdt hånden under mange menneskers job,” siger Nicolai Wammen.