Fem ud af ti smv’er har afskediget medarbejdere, siden coronakrisen ramte Danmark i marts.
Det viser en stikprøveundersøgelse, som forskere fra Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet har foretaget i forbindelse med spørgeskemaer fra mere end 1000 danske smv’er.
Virksomhederne har i stedet rykket opgaver ud til underleverandører og freelancere, og det er med til at gøre selskaberne mere agile og robuste over for nye kriser, mener forskerne.
Forskere fra Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet måler iprojektet Reboot smvpå smv’ernes håndtering af coronakrisen fra marts 2020 og et år frem. Projektet, der er støttet af Industriens Fond, skal lede til konkrete anbefalinger til, hvordan smv’erne kan håndtere de nye udfordringer.
“Det er helt klart, at en del virksomhedsledere ser krisen som en strategisk mulighed for at ændre på sammensætningen af medarbejderne. Det skaber en øget fleksibilitet og gør det hurtigere at få nye kompetencer ind. I visse situationer kan det være rentabelt at betale en højere timeløn til freelancere, så virksomheden kan omstille sig hurtigere end konkurrenterne,” siger Rahul Anand, der er adjunkt på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet, og som forsker i virksomhedsstrategier i krisetider.
Sammen med ph.d.-studerende Jonathan Jensen har han analyseretvirksomhedernes svar, og der tegner sig et billede af, at de hårdest ramte virksomheder er mest tilbøjelige til at afskedige fastansatte medarbejdere og ansætte flere freelancere.
Men selvom færre fastansatte og flere freelancere umiddelbart kan gøre virksomheden mere omstillingsparat, så er det en strategi med en bagside, mener Jonathan Jensen.
“Der kan være situationer, hvor det vil være bedre at satse på virksomhedens egne ansatte f.eks. via opkvalificering og efteruddannelse. Faste medarbejdere har en anden forståelse for opgaverne, organisationen og værdierne end en konsulent eller freelancer udefra. Den viden kan være afgørende for, om virksomheden kommer i hus med nye forretningsområder og forandringer,” siger han.