Det var med stor interesse, at jeg læste artiklen “Et fåtal af smv’er arbejder med grøn omstilling”, der gjorde det meget klart, hvilke gevinster der kan være ved grøn omstilling for mindre virksomheder. Som person har jeg den indstilling, at når formålet er klart, så skal vi i arbejdstøjet og få handlet på det.
Men vi oplever, at når det kommer til projekter inden for bæredygtighed og grøn omstilling, så viser der sig en række konkrete udfordringer med at omsætte det stærke why til et klart how. Lad os derfor få trukket grøn omstilling endnu længere ned i øjenhøjde, så vi kan sænke barriererne og få flere i smv-segmentet ud over stepperne.
Ud fra vores erfaringer med virksomheder som Dantoy A/S og JKS Bordplade ApS har vi spottet tre centrale barrierer, som er must-win-battles i arbejdet med grøn omstilling:
Når beslutningen om at arbejde med grøn omstilling i organisationen er truffet, så kommer det store spørgsmål: Hvor skal vi starte? I mange virksomheder er CO2-belastningen en kompleks størrelse, fordi aftrykket er fordelt over mange små bække. Det kan tage pusten fra de fleste, når det kommer til prioritering og implementering.
“Prioriter lavthængende frugter, som kan give både gode erfaringer og blod på tanden efter mere
Vores erfaring er, at den bedste vej til succes er at sætte et grønt pilotprojekt i søen, hvor man registrerer, hvad virksomheden allerede har gjort, og udvælger et par aktiviteter, som skal arbejdes med.
Prioriter lavthængende frugter, som kan give både gode erfaringer og blod på tanden efter mere. Det handler om at bygge maskinen – systematikken – bag arbejdet med grøn omstilling, som kan være anker for nye projekter, og som kan sikre, at vi får målt på den samlede reduktion og ikke blot på resultatet af delprojekter.
Her kan du finde et simpelt værktøj, som kan styre det indledende arbejde med afdækning af muligheder.
Som andre strategiske indsatser kræver arbejdet med grøn omstilling ofte en investering for at løfte det nye igennem. Det kan være midler til omlægning af produktion, omstilling til nye råvaretyper samt ressourcer til at ændre arbejdsgange.
Her har vi haft gode erfaringer med en række offentlige og EU-puljer specifikt oprettet til formålet. Puljerne kan hjælpe med alt fra indkøb af udstyr, køb af licenser samt eventuel nødvendig ekstern rådgivning. For at komme i betragtning til puljerne er der krav til proces og dokumentation. Men når man som organisation først har skabt sig et grundlæggende overblik, så ser vi, at de ambitiøse virksomheder med det nødvendige benarbejde ofte kommer succesfuldt igennem ansøgningsprocessen.
Her kan du se et samlet overblik over nogle af de mest almindelige puljer, som er relevante i forhold til grøn omstilling:
Arbejdet med grøn omstilling i virksomheden skal ud at leve. Det skal kommunikeres både internt i organisationen, til samarbejdspartnere, kunder og øvrige interessenter.
Vi møder tit ejerledere, som langt hen ad vejen forstår vigtigheden af at få arbejdet kommunikeret, men som ikke har kutyme for at kommunikere omkring den type tiltag. Det betyder, at kommunikationen først bliver implementeret sent i projektet.
I mine øjne skal kommunikationen begynde dag ét. Først skal organisationen involveres i arbejdet, så der er en bred opbakning, både hos dem der skal tage del i eksekveringen, men også den øvrige medarbejderstab. Dernæst skal der ligge en klar plan for, hvilke indsatser der skal sættes i søen for at skabe opmærksomhed om arbejdet eksternt. Det handler ikke kun om promovering; ved at dele arbejdet – både succeserne, ja, selv fiaskoerne, så kan I være med til at gøre vejen fra tanke til handling kortere for andre.
Flosklen om “walk the talk” holder i den grad vand i denne sammenhæng. Når jeres bevæggrunde til grøn omstilling er lagt fast, så er det i min optik bare om at få omsat ord til handling.
For mange virksomheder er der store perspektiver i arbejdet med grøn omstilling, og min opfordring er klar: Lad ikke tanken om at fejle stoppe jer. Selv en halv sejr tæller i det store billede og kan give anledning til værdifulde erfaringer, der kan styrke indsatsen fremadrettet.