Klumme: Fem gode råd til at fremtidssikre din virksomhed

Danske produktionsvirksomheder skal være endnu bedre til at gribe de muligheder, der uventet opstår, når store, uforudsete begivenheder rammer vores samfund. Det bliver de bl.a. ved at turde forholde sig til og arbejde konkret med forskellige versioner af fremtiden. Få fem gode råd til at fremtidssikre din virksomhed her

christian_0132.jpg
En langsigtet forretningsstrategi giver virksomhederne overblik og perspektiv på fremtiden, og de bliver bedre til at se både risici og muligheder. Det kan betyde forskellen på røde og sorte bundlinjer, skriver Christian Bason, der er adm. direktør i Dansk Design Center
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
14. okt 2020 KL. 7:30

Mange danske produktionsvirksomheder mærker i den grad krisen, efter at covid-19 har tvunget flere globale og nationale markeder i knæ. At fremtiden er både uvis og usikker er tydeliggjort for enhver – men den byder også på masser af muligheder og konkurrencefordele for dansk produktion.

Spørgsmålet er bare, hvordan de danske produktionsvirksomheder arbejder strategisk med de nye muligheder, som fremtiden byder på? Hos Dansk Design Center, der p.t. arbejder med ca. 320 danske virksomheder, oplever vi, at virksomhederne kan have svært ved at forholde sig konkret nok til fremtiden.

Det virker ofte for dyrt og ukonkret at sætte sig ned og tale om noget, virksomhederne alligevel ikke kan styre Christian Bason

En af hovedårsagerne til, at mange virksomheder ikke arbejder strategisk med fremtiden, er ganske enkelt travlhed. For det virker ofte for dyrt og ukonkret at sætte sig ned og tale om noget, virksomhederne alligevel ikke kan styre – eller ved, hvordan kommer til at se ud. Særligt i lyset af coronakrisen. I stedet fokuserer virksomhederne på det kommende kvartal og de kortsigtede gevinster. Men en langsigtet forretningsstrategi giver netop virksomhederne overblik og perspektiv på fremtiden, og de bliver bedre til at se både risici og muligheder. Det kan betyde forskellen på røde og sorte bundlinjer.

Menneskelige fortællinger gør fremtiden konkret

I Dansk Design Center har vi igennem de seneste år arbejdet med og designet en række fremtidsscenarier. Det er en metode, som vi tidligere blandt andet har brugt i sundhedssektoren med stor succes. Gennem workshops, oplæg og projekter har flere end 4.000 udviklingsansvarlige fra såvel startups, medicovirksomheder og hospitaler arbejdet med forskellige fremtider for sundhed. På virksomhedssiden har det givet input til strategiudvikling og nytænkning af fremtidens produkter og tjenester.

Nu har vi så udviklet en række nye levende fremtidsscenarier, der er skræddersyet til produktionsvirksomhederne og deres udfordringer. Dem får virksomhederne mulighed for at arbejde med i det innovative udviklingsforløb Fremtiden Nu, som vi gennemfører sammen med Industriens Fond.

Fremtiden Nu handler helt konkret om, at de deltagende virksomheder ved hjælp af billeder og personlige, indtalte lydfortællinger bliver præsenteret for forskellige mulige versioner af fremtiden, nærmere bestemt år 2050. Ved at “møde” disse konkrete fremtider får virksomhederne noget mere håndfast at navigere deres strategi og forretning efter.

Fem råd til at fremtidssikre jeres virksomhed

Krisen har allerede vist nogle stærke eksempler på innovative virksomheder, der har evnet at omstille sig hurtigt og drage nytte af den nye virkelighed.

Pro selvstændig

Et eksempel er produktionsvirksomheden Stykka, som lynhurtigt anvendte krisen til at designe et skrivebord i genbrugspap målrettet hjemmekontorer. På få dage fik de bygget en webshop og lanceret bordet. De inviterede de første kunder til at give feedback og har nu redesignet bordet et større antal gange for at imødekomme kundernes behov. De har tilmed indgået et samarbejde med virksomheden Sonos, så der nu kan laves skriveborde med en integreret tilslutning til deres højtalere. Stykka forventer over 70 procents vækst i år.

Et andet eksempel er designbureauet EGGS, som i starten af corona-nedlukningen af Danmark og Norden mistede 25 kunder på en enkelt uge. Men ved at aktivere hele organisationen – fra nyeste ansatte praktikant til direktøren – i en fokuseret salgsindsats, har virksomheden her et halvt år senere landet 30 nye kunder. Og det har ikke været nødvendigt at afskedige medarbejdere.

Eksemplerne viser, hvorfor det er så vigtigt for dansk erhvervsliv, at virksomheder er i stand til at sadle hurtigt om – og ikke glemmer at forholde sig til fremtiden. Det stærke ved at arbejde med fremtidsscenarier i intense forløb er, at virksomhedernes ledere og medarbejdere oplever, at fremtiden ikke længere blot er givet og helt ude af deres hænder. Den er til forhandling og kan præges. For mange danske produktionsvirksomheder er det en helt ny måde at arbejde med udvikling på.

Hvis produktions- virksomhederne ikke er rustede til morgendagens komme, så mister vi en vigtig del af dansk erhvervsliv. Christian Bason

Herunder får I fem gode råd til at fremtidssikre jeres virksomhed:

Sæt tid af. Virksomhederne skal sætte tid af til at sætte det lange lys på. De skal turde prioritere at stoppe op og tænke fremad – og tale med medarbejdere, leverandører, kunder og partnere om en fremtid, der ligger længere ude end den fremtid, vi normalt taler om og forholder os til.

Fremtiden er ikke fast. Virksomhederne skal anerkende og være bevidste om, at fremtiden ikke er en fast størrelse. Derfor er virksomhederne nødt til at arbejde med forskellige muligheder – det går ikke at forlænge fortiden med brædder ind i fremtiden. Det gode ved, at fremtiden ikke er givet, er, at vi kan påvirke den, og det er lige nøjagtig den handlekraft, virksomhederne skal aktivere.

Vær konkret. Spørg jer selv, hvad det vil betyde for jeres produkter, produktion, kunders adfærd, m.m., hvis fremtiden ændrer sig og ser ud på X, Y eller Z måde? I skal være ekstremt konkrete – og det er det, fremtidsscenarier som metode hjælper med.

Ledelse. Det er ledelsens opgave at insistere på at se fremad. Ledelsen skal samle hele organisationen omkring denne her proces. Det skal være en fælles prioritet, for det er helt afgørende for succes, at hele virksomheden er med og forstår, hvilken fremtid I ser ind i, og hvad den betyder for netop jer og jeres forretning.

Tænk langsigtet før I handler i dag. Vi taler i denne her klumme konstant om fremtiden – hvordan ser verden ud om 5, 10, 30 år. For vi er nødt til at træde langt ud i fremtiden for at kvalificere vores beslutninger for i dag. Det er samspillet mellem den lange og korte bane, som skal trænes hos virksomhederne, for de hænger uløseligt sammen.

Hvis produktionsvirksomhederne ikke er rustede til morgendagens komme, så mister vi en vigtig del af dansk erhvervsliv. Fremtiden ser med sikkerhed anderledes ud, end det vi kender i dag. Og det skal virksomhederne være bedst muligt forberedte på, så de bliver ved med at være konkurrencedygtige og er klar til at gribe de muligheder, der opstår.