Klumme: Det er nu, du skal få dine medarbejdere til at føle sig hjemme igen

På vej ud af Coronakrisen venter der dig et vigtigt arbejde med at få samlet op på en udmattet organisation. Her er et bud på, hvordan du kan arbejde med jeres kultur og dermed undgå, at dine nøglemedarbejdere søger nye græsgange

20160111-121045-6-3300x2200we.jpg
"Din organisation er presset efter et år, der har udfordret os alle. Og som ledere ser vi derfor ind i en periode, hvor vi bliver nødt til at sætte særligt fokus på fastholdelse af kvalificerede medarbejdere," skriver Claus Damsgaard. Arkivfoto: Mie Hee Christensen
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
08. jun 2021 KL.20:30

Genåbningen er i fuld gang. Vi er på vej tilbage til en hverdag igen. Men – kan du mærke det? – ikke alt er som det plejer.

Din organisation er presset efter et år, der har udfordret os alle. Og som ledere ser vi derfor ind i en periode, hvor vi bliver nødt til at sætte særligt fokus på fastholdelse af kvalificerede medarbejdere.

Trods krisen er det i mange brancher nemlig arbejdstagers marked. Og oven på en verdensomspændende pandemi, der har fået mange til at sætte spørgsmålstegn ved, om de er på den rette pind, så er der lagt i ovnen til en stoleleg, der kan blive både tung og dyr.

Det er derfor nu, at du som virksomhedsleder skal kigge indad og spørge dig selv, hvad du kan gøre for at sikre fortsat motivation af nøglemedarbejdere

Det er derfor nu, at du som virksomhedsleder skal kigge indad og spørge dig selv, hvad du kan gøre for at sikre fortsat motivation af nøglemedarbejdere. Derved kan du undgå opslidende og kostbare genansættelsesforløb til stillinger, der i dag allerede er godt besatte.

Hvad er virksomhedskultur, og hvad kan den?

Vi er alle individer der, med vores mange forskelligheder, møder ind hver morgen i håbet om at kunne se os selv som en meningsfuld del af vores arbejdsfællesskab.

Bliver det for svært at finde, ryger motivationen, og vi begynder stille og roligt at scrolle rundt på Linkedin for at se, om græsset virkelig ikke er grønnere på den anden side. Gennem mit netværk får jeg et klart indtryk af, at den seneste krise i høj grad har sat tempo på den tendens.

Det er mit klare bud, at et centralt sted at gribe fat lige nu er, at få samlet op på og udviklet virksomhedens kultur, så den matcher de nye behov og prioriteter, som dine medarbejdere vender tilbage til kontoret med.

Pro selvstændig

Men hvad er kultur egentligt? Vores bud er, at det er summen af de værdier, holdninger, overbevisninger, kompetencer og den adfærd man har i en virksomhed. Populært sagt er kulturen kittet, der holder organisationen sammen og forankrer medarbejderne i en fælles retning.

Som leder kan du påvirke husets kultur, og dermed skabe rammer som medarbejderne kan se sig selv i, og som hjælper med at fastholde gejsten. Rammer, der får personen til at blive ved din side. Fordelene er mange, men i denne sammenhæng skal man særligt notere sig, at et sådant arbejde ofte er langt billigere, end det er at rulle det store rekrutteringsapparat frem.

Hvordan gør andre?

En række af vores kunder har taget imod udfordringen og kastet sig over netop denne øvelse for at skabe de bedst mulige rammer for arbejdslivet efter corona.

Det er for tidligt at tale om erfaringer og resultater, men i både produktionsvirksomheden i Herning med 122 ansatte, og i den fynske salgsorganisation med 12 personer under fanen, har indsatsen fået en overvældende positiv modtagelse.

Især ved sidstnævnte virksomhed, hvor medarbejderne i en lang periode har været spredt ud på hjemmekontorer på tværs af hele Syddanmark, oplever vi en umiddelbar feedback, der bekræfter at folk har brug for at tune sig ind på organisationen igen.

Det kan lyde abstrakt og kompliceret, men det behøver det ikke at være. Her har du tre enkle trin, som kan bruges allerede i dag:

1. Stop op og lyt efter

Start med at tale med jeres medarbejdere, når de vender tilbage. Tal med dem om den periode, de har været igennem. Få snakket med dem om prioriteter og deres motivation for at være i virksomheden. Vær ikke bange for at stille de store spørgsmål. Hvad har ændret sig efter corona?

Brug tid på at lytte til dine medarbejder. Noter ned hvilke nye behov, de har.

2. Få kridtet jeres “nye jeg” op

Næste skridt er få beskrevet, hvad det er for en kultur, I så skal dyrke. Kig først på, hvad I eventuelt har formuleret tidligere. Hvordan er kulturen beskrevet? Står det stærkt nok, og er det noget folk kan se selv i nu? Samler det organisationen om en retning med alle de nye behov og tidens tendenser?

Husk at du skal kunne bakke op om den nye formulering 100 pct. Den kultur du ønsker i din virksomhed, skal du selv brænde for og tro på. Kun på den måde vil dem omkring dig opleve indsatsen som autentisk og samle sig omkring den.

Øvelsen her er enkel: Sæt dig ned og skriv 20 linjer, der fortæller, hvad essensen af jeres fremadrettede kultur er – hvad det er, der skal samle jer.

Har du brug for hjælpe til denne øvelse, så tag evt. et kig på denne skriveøvelse.

3. Tag handling, engager og kommuniker

Kultur lever ikke som tekst på et stykke papir. Kultur udvikler sig i samspillet mellem mennesker. Så hvis dit kulturarbejde skal ud at skabe værdi i organisationen, så skal der sættes handling bag. Virksomhedens kultur skal derfor have liv gennem målrettede tiltag, der har fokus på både situationen og medarbejdernes behov.

Har dine medarbejdere – som i den fynske salgsorganisation – eksempelvis set lyset i en stærkere “frihed under ansvar ”-kultur, så er det nu, mens boldene er i luften, du skal gribe momentum og indarbejde tiltag, der tillader større fleksibilitet i arbejdsdagen. Måske det modsatte er tilfældet. Uanset hvad, så er det nu her, på vej ud af krisen, at du skal iværksætte ændringerne.

Sidst skal du huske at sætte ord bag dine handlinger og fortsætte med at engagere medarbejderne i processen. Lad dem tage del i implementeringen, og gør det løbende tydeligt, hvordan de nye tiltag skal bidrage til at gøre jer endnu stærkere til at møde de udfordringer, der venter forude.

Udvælg tre-fem konkrete og synlige tiltag, som hver især afspejler den kultur, der for jer giver det bedste fit mellem organisation og situation – og husk så at engagere og kommunikere.

Rettidig omhu

På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige præcist, hvor stor en indflydelse coronakrisen får på vores arbejdsliv fremadrettet. Mit bud er, at det kommer til at ændre mere end, vi lige tror. Du, dine medarbejdere, dine kunder, dine leverandører etc. vender alle tilbage til en verden med et nyt syn på arbejdslivet.

De ledere, der forstår at læse rummet og lave de nødvendige ændringer, især i kulturarbejdet, er dem, der hurtigst får skabt rammerne for organisatorisk stabilitet og retning. Den stabilitet skal blandt andet sikre dig, at du undgår at bløde kvalificerede og attraktive personer til dine konkurrenter.

Tik-tok. Tiden går.

Tilknyttet artikel


Er du rustet til den næste krise? Find den krisestrategi, der passer til din smv

20210506-155337-7_ma.jpg
Nina og Henrik Loff fra Krusmølle klarede sig gennem coronakrisen ved at benytte strategien
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
04. jun 2021 KL.16:00

Hvordan har smv'erne håndteret coronakrisens stormflod af både knubs, nederlag og nye muligheder?

Det satte et hold forskere fra sig for at undersøge, og efter et år med både dataindsamling og talrige interview med smv-ledere landet over sendte professor Kim Klyver og lektor Suna Løwe Nielsen resultaterne på gaden i en todelt rapport med titlen: 'Hvad kan SMV'erne lære af Covid-19?'

På baggrund af deres opdagelser har forskerne udviklet fire strategier, som smv-ledere kan vælge at pejle efter i krisetider.

Børsen Pro Selvstændig har i samarbejde med Kim Klyver og Suna Løwe Nielsen skabt et redskab, du kan bruge til at identificere, hvilken strategi, der er den rette for din virksomhed i en krisetid.

På de fire slides herunder står en række udsagn. Find det slide, som rummer de udsagn, der bedst beskriver din virksomhed og klik videre på pilen nederst for at se, hvilken krisestrategi der er mest oplagt for jer.