ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

De levede af rejser til Kina og fysiske events indtil corona – efter gennemgribende digital omstilling laver de nu igen sorte tal på bundlinjen: “Jeg tror vi skal indstille os på, at den verden, vi går ind i, stadig vil være ustabil”

Den fynsk/kinesiske virksomhed China Experience, der før corona bl.a. levede af at arrangere rejser til Kina, har under corona omstillet forretningen totalt og forventer nu sorte tal for fjerde kvartal af 2020 og et rundt nul for hele året

Peter Lisbygd stiftede i 2005 China Experience, som bl.a. arrangerer studieture til Kina for danske topchefer. Med ét var den indtjeningskilde væk, og virksomheden gik i gang med en omfattende digital omstilling. Foto: Maria Fonfara
Peter Lisbygd stiftede i 2005 China Experience, som bl.a. arrangerer studieture til Kina for danske topchefer. Med ét var den indtjeningskilde væk, og virksomheden gik i gang med en omfattende digital omstilling. Foto: Maria Fonfara

Kina, fysiske events og rejser. Tre ting, der rimer dårligt på coronavirus, og samtidig de tre hovedingredienser i China Experience's forretning.

Virksomheden lever normalt af at arrangere fysiske events og konferencer om Kina og studieture til Riget i Midten for studerende og erhvervsledere, der vil være på forkant med udviklingen i supermagten mod Øst.

Før coronakrisen ramte, kom ca. 95 pct. af virksomhedens indtægter fra rejser til Kina.

Derfor ramte corona som en hammer.

“Fra det tidspunkt hvor Udenrigsministeriet valgte at sige, at man frarådede alle rejser til Kina, så var vi pålagt at refundere betalinger fra kunder,” fortæller Peter Lisbygd, stifter og adm. direktør i China Experience.

“Pengene fossede ud af kassen, og der kom ingenting ind i den anden ende. Så måtte vi sige: Hvad kan vi gøre for at leve videre?” husker han.

Men takket være den omstillingsparathed, firmaet har lært af 15 års forretning i Kina, kombineret med en gennemgribende digitalisering har virksomheden klaret sig bedre end mange andre og kan præsentere sorte tal på bundlinjen for fjerde kvartal af 2020.

“I Kina kender du ikke morgendagen”

2020 startede ellers godt. China Experience kunne se tilbage på et 2019, hvor virksomheden havde haft det bedste år nogensinde.

Men allerede i starten af februar vidste adm. direktør og Peter Lisbygd, at den var gal.

Peter-china04.jpg
"Fra det tidspunkt hvor Udenrigsministeriet valgte at sige, at man frarådede alle rejser til Kina, så var vi pålagt at refundere betalinger fra kunder," fortæller Peter Lisbygd, der måtte afskedige fem faste medarbejdere og to freelancere i starten af coronakrisen. Foto:

Virksomheden har et lokalt kontor i Shanghai, og China Experience fik derfor førstehåndsmeldinger om virussen, og indså hurtigt, at det var alvor. Så selvom Peter Lisbygd på det tidspunkt var på ferie i Vietnam med sin familie, tilbragte han flere dage i feriehytten i Skype-møder med sin bestyrelse.

Han og bestyrelsen besluttede, at de var nødt til at sadle om og justere virksomheden efter en ny virkelighed. Hurtigt.

Pro selvstændig
“Man går fra at have én eksportsælger ude, til at hele kontoret er med” – virtuelle møder kan bringe dig tættere på kunden, mener konsulent

Den slags var som sådan ikke nyt for China Experience.

“I Danmark er der klare og tydelige regler og strukturer. Du ved, hvad du må og ikke må og lovgivningen peger lang tid frem. I Kina kender du ikke morgendagen. Reglerne kan ændres omgående, så man er nødt til at være agil i sin forretningsstruktur,” fortæller Peter Lisbygd.

Med udsigt til ikke at kunne gennemføre mange af de planlagte rejser til Kina, skulle der for det første lægges låg på omkostningerne.

“Jeg havde det fysisk rigtig, rigtig dårligt, for jeg erkendte, at jeg var nødt til at handle og afskedige mange dygtige medarbejdere, som var gået gennem ild og vand for mig sidste år, hvor vi havde sindssygt travlt,” fortæller Peter Lisbygd.

Virksomheden afskedigede fem faste medarbejdere og to freelancere, og Peter Lisbygd bad de resterende medarbejdere om at gå 20 pct. ned i løn, mens han selv skar 50 pct. af beløbet på sin egen lønseddel.

Men da det værste var overstået – de ufrivillige fyringer og de hårde besparelser – rettede China Experience blikket fremad og tog fat på at genskabe sig selv i en coronavenlig version.

Betaling for et virtuelt event?

Eneste mulighed for at klare krisen var at tage den værdi, som China Experience giver sine kunder gennem rejser og fysiske events, og pakke den ind i et digitalt format – også selvom det, med Peter Lisbygds egne ord, ville være at “disrupte” deres egen forretning.

Kunderne var vant til unikke og nærværende oplevelser af høj kvalitet, med mulighed for at netværke og interagere med andre.

Så hvordan skulle China Experience få dem til at lægge et anseeligt beløb og en god bid af deres kostbare tid for at sidde hjemme i stuen og se med på en skærm?

“Da vi sad med det i foråret, var der ikke den store lydhørhed over for det virtuelle,” fortæller Peter Lisbygd. “Der var en fornemmelse af, at verden åbner nok snart op – det er lige om hjørnet.”

Kort og klart

Den opfattelse delte China Experience ikke. Ifølge deres “worst case scenario” ville de først kunne åbne for rejser igen i 2022.

Peter-china14.jpg
Det var afgørende for Peter Lisbygd og China Experience, at deres konference i november, Inside Digital China, ikke bare var en "on off" på selve dagen - der skulle være kvalitetsinhold i form af blogindlæg, artikler mm. op til konferencen, ligesom deltagerne fik adgang til alt materiale efterfølgende. Foto:

Så trods kundernes optimisme på rejsefronten, bryggede virksomheden videre på virtuelle versioner af sine læringsforløb om Kina.

“Kunne vi det i forvejen? Nej det kunne vi ikke,” indrømmer Peter Lisbygd med et smil.

Men i løbet af sommeren fik virksomheden stablet en række webinarer på benene og lærte gradvist, hvilke krav et digitalt event stiller til arrangøren.

Oplæg skal være minutiøst tilrettelagte, skarpe ogto the point.Alt skal times ned til sidste sekund, og tidsplanen skal holdes religiøst. Der skal være en plan B klar, hvis et indslag falder

“Vi ved at folks tid er ekstremt begrænset, så derfor er vi påpasselige med at levere noget, der er kort og præcist,” siger Peter Lisbygd.

Siden sommer har virksomheden afholdt 12-15 virtuelle events, og har for hver gang arbejdet med at skærpe kvaliteten.

I november kom den helt store test på, hvorvidt China Experience var lykkes med at transformere sin oplevelsesforretning til en digital virkelighed.

Fra tech-tur til hjemmeskærm

Under normale omstændigheder arrangerer virksomheden China Tech Tour, hvor topledere rejser til Kina for få indblik i de største teknologitendenser i Kina i et nøje tilrettelagt program, hvor der er taget hånd om alt fra hoteller og måltider, til virksomhedsbesøg og ekspertguidance fra China Experience. Begivenheden er et flagskib for China Experience og kaster ofte andre projekter af sig efterfølgende.

Pro selvstændig
Sådan vil fire smv'er vinde i den digitale julehandel: Adventskalender på Facebook og videoer med gode råd

I november 2020 var eventet omskabt til en digital konference under navnet 'Inside Digital China', og her kørte virksomheden alt, hvad de havde lært om virtuelle events, i stilling.

Frem mod selve konferencen d. 19.-20, november udgav China Expereince blogs, artikler, videoer og en profil af alle de deltagende virksomheder, så “gæsterne” kunne klæde sig godt på på inden konferencen.

“Det skulle ikke bare være en “one-off” på dagen,” understreger Peter Lisbygd.

På selve konferencen var det afgørende, at indholdet havde “nyhedsværdi”; deltagerne skulle få viden her, som de ikke kunne finde andre steder.

Peter Lisbygd og hans team havde booket topprofiler fra store techvirksomheder, f.eks. de kinesiske e-handelsgiganter Alibaba og JD.com, til at holde korte, skarpe oplæg.

Deltagerne kunne stille spørgsmål via chatfunktionen,der var flere afstemninger undervejs – både seriøse og sjove -, og i et samlet digitalt refleksionsdokument kunne konferencedeltagere og oplægsholdere skrive deres “key learnings” fra forskellige dele af konferencen ind.

Alt indhold er desuden blevet optaget og sendt ud, så det er tilgængeligt for deltagerne.

“Det skal ud og bruges i deres produktteams, ledelsesteams og skabe værdi ude i virksomhederne,” siger Peter Lisbygd.

140 topledere fra hele verden så med på konferencen, og feedback'en har ifølge Peter Lisbygd været positiv.

Selvom der stadig er et stykke vej at gå, før de digitale events giver samme økonomiske afkast som de fysiske – f.eks. skal der væsentligt flere deltage på et webinar end på et fysisk event, før det hænger sammen økonomisk – forventer Peter Lisbygd, at China Experience også i fremtiden vil bruge digitale events, eventuelt i kombination med kortere Kina-ture.

Pro selvstændig
Coronakrisen slutter ikke i morgen – er din forretning rustet til det? Her er fire råd til en robust strategi

Derudover arbejder virksomheden på en abonnementsmodel for 2021 under teamet 'Stay Curious', hvor virksomheden løbende kan give indsigt og Kina-viden til beslutningstagere i erhvervslivet.

Virksomheden forventer at gå ud af 2020 med et rundt nul – et væsentligt bedre resultatet, end de kunne have frygtet, da rejsedelen blev sat på pause i foråret.

Det vigtigste Peter Lisbygd tager med sig videre fra et turbulent coronaår, der har krævet “blod, sved, tårer”, er vigtigheden af konstant at kunne tilegne sig ny viden og læring.

“Det er jo det, vi laver, men det er også en medicin, vi selv skal tage,” siger Peter Lisbygd og tilføjer:

“Jeg tror vi skal indstille os på, at den verden, vi går ind i, stadig vil være ustabil og forandre sig meget hurtigt også fremover.”

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis