ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

25-årig har skabt en virksomhed uden kontorer, hvor ingen arbejder mere end 25 timer, og ingen har faste arbejdstider

Stifter vil gerne udfordre det traditionelle arbejdsmarked. Derfor er der ikke noget, der hedder en 37-timers arbejdsuge eller faste arbejdstider hos marketingbureauet Somera

“For os som virksomhed giver det god mening at gentænke den måde, man driver arbejdsplads på,” siger Kristian Scharling, indehaver og adm. direktør i Somera. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen
“For os som virksomhed giver det god mening at gentænke den måde, man driver arbejdsplads på,” siger Kristian Scharling, indehaver og adm. direktør i Somera. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

“Jeg gjorde det bare, fordi jeg troede, man skulle for at få succes.”

Sådan lyder det fra 25-årige Kristian Scharling, indehaver og adm. direktør i Somera. Han stiftede i 2013 content marketingbureauet Kvalitetstekster.dk, i dag kaldet Somera, og drømte om at skabe en vaskeægte iværksætterbiks med smæk på væksten.

“Jeg havde en forestilling om, at for at være iværksætter skulle man arbejde meget, fortælle andre om, hvor meget man arbejdede og klø på hele tiden,” siger han og fortsætter:

“Derudover skulle man have et fedt kontor, hvor man fik skabt den helt rigtige startup-kultur, hvor man driver hinanden og har den her fælles kampgejst.”

Kristian Scharling fik et kontor i Aalborg, fem medarbejdere med ombord og arbejdede mindst 60 timer i ugen. Men efter par år med fuldt smadder, blev stifteren ramt af stress. Det fik ham til at indse, at han blev nødt til at skrue ned for arbejdet, og han tog en filosofi til sig, som senere hen skulle få stor betydning for, hvordan han i dag driver sin virksomhed.

“Jeg blev opmærksom på, at driften aldrig skulle være afhængig af min fysiske tilstedeværelse,” siger han.

Pro selvstændig
For tre år siden var hans ledelsesstil en helt anden: “Jeg har godt kunnet lide at drive virksomheden, som om det var militæret”

Og den filosofi gav i 2017 Kristian Scharling mod til at smide kvalitetschefen i Somera en mail om, at han ville sige sin lejlighed op og tage ud at rejse – og kort efter sad stifteren på den anden side af Jorden og drev sin virksomhed.


Medarbejdere i hele landet

Kristian Scharling rejste rundt i verden i halvandet år. Han lejede lejligheder på Airbnb og var ca. en måned ad gangen i hver by. Alt kørte, som det skulle. Rejsen gav samtidig Kristian Scharling tid til at reflektere og sætte spørgsmålstegn ved, hvordan man på forskellige måder kan drive en virksomhed.

“Hvis der ikke var nogen regler eller rammer for, hvordan man skulle indrette en arbejdsplads, hvordan ville jeg så gøre det? Hvorfor skal man død og pine have et kontor? Hvorfor skal alle stillinger, man slår op, være på 37 timer?” spurgte han sig selv.

Han gjorde sig nogle tanker, men da han vendte tilbage til Danmark, blev de ikke en realitet i første omgang. For selvom Kristian Scharling rykkede teltpælen op og flyttede til København, sad medarbejdere fortsat på kontoret i Aalborg, og stifteren tog jævnligt flyet til Jylland for at deltage i møder med sine medarbejdere.

“Pludselig var jeg udenfor i den interne, sociale forståelse og kemi, som mine medarbejdere havde. Jeg oplevede, at det gjorde det svært at drive virksomhed som leder. Fordi mine medarbejdere havde en hverdag og en kultur sammen, som jeg ikke var en del af,” siger han.

I begyndelsen af 2020 lukkede Kristian Scharling kontoret i Aalborg med fokus på at rykke det til København. I mellemtiden havde stifteren også fået ansatte i Aarhus og Odense, og planen var, at de sammen med de resterende medarbejdere i Aalborg, skulle blive og arbejde i byerne.

At arbejde på denne måde giver en fælles kultur, hvor der er tid til alt muligt andet ved siden af arbejdet

Kristian Scharling, indehaver og adm. direktør, Somera

“I overgangsperioden fra at have kontor i Aalborg til København fandt jeg ud af, at det kørte bedre end nogensinde. Det gjorde bare at fra den ene dag til den anden, blev vores virksomhed meget mere strømlinet – som en virksomhed frem for to forskellige virksomheder, fordi alle arbejdede remote,” siger han.

Så Kristian Scharling tog mod til sig og førte tankerne fra rejsen ud i livet. Det var slut med at have et fysisk kontor.

Nogle medarbejdere arbejder hjemme, mens andre sidder på en lejet kontorplads. Det er op til medarbejderne selv, hvad de ønsker, fortæller stifteren.


Mindre arbejdstid og mere fritid

I årenes løb havde Kristian Scharling gjort sig mange erfaringer med, hvor mange timer en arbejdsuge for hans medarbejdere mest optimalt er på. Det begyndte egentlig med, at han ikke turde hyre nogen ind til 37 timer, så han slog kun stillinger op på 25 timer. Senere hen, da han fik mere erfaring, hyrede han også medarbejdere til 37 timer i ugen, men han opdagede, at det ikke fungerede nær så godt.

“De sidste 10-15 timer, der blev lagt, var langt mindre produktive, end de først 20 var. Jeg får derfor mere ud af den enkelte time, der bliver investeret i arbejdet, hvis de arbejder færre timer,” siger Kristian Scharling.

Medarbejdere i Somera er færdiguddannede inden for bl.a. kommunikation og journalistik, og de arbejder alle mellem 20-25 timer om ugen. Derudover har virksomheden tre studentermedhjælpere, der arbejder omkring 15 timer om ugen.

Stillingerne på 20-25 timer er ifølge stifteren populære, og han modtager omkring 50-100 ansøgninger, når han laver et jobopslag, hvor han får adgang til talentmassen i hele Danmark.

“Mit lille personlige projekt er, at jeg gerne vil skabe flere af den type stillinger, som jeg ikke ser, er der ude nu. At arbejde på denne måde giver en fælles kultur, hvor der er tid til alt muligt andet ved siden af arbejdet,” siger han.

Han fortæller, han har alt fra en ansat, der træner et fodboldhold, som kræver mange timer, til en ansat, der gerne vil have mere tid med sit lille barn.

Medarbejderne tjener omkring 180-240 kr. i timen, svarende til en månedsløn på omkring 20.000-25.000 kr. om måneden, og de registrerer selv deres timer og administrerer, hvornår de vil arbejde.

“Jeg stoler på mine medarbejdere, når jeg ansætter dem. Jeg har aldrig haft interesse i at skulle overvåge mine medarbejdere, deres timer, hvordan de arbejder og gå at kigge dem over skulderen. Jeg har ikke tænkt alverden over det. Men det viser sig, at tillid kan betale sig,” siger Kristian Scharling.


Skabe en kultur

Men selv om Kristian Scharling har valgt at drive sin virksomhed efter en anden model end standardindstillingerne, er det ikke udelukkende fryd og gammen.

“En af de største udfordringer, som vi helt sikkert skal være opmærksomme på, er, at det er meget sværere at bygge en kultur, som specielt mange startupvirksomheder går op i, hvor man driver hinanden og har den her fælles kampgejst,” siger han.

Somera har et fast møde hver mandag kl. 13 på Google Hangout, som er frivilligt at deltage i. Den første halve time af mødet er arbejdsrelateret, mens den sidste bruges på en uformel snak for at skabe en relation mellem medarbejderne i virksomheden.

Kristian Scharling har derudover indført, at medarbejdernes trivsel skal måles tre gange om året. Den første måling blev foretaget i begyndelsen af 2021, hvor medarbejderne understregede, at spændende arbejdsopgaver og opkvalificering var en høj prioritet for dem. Det prøver stifterne at efterleve ved at afholde et ugentligt kursus, hvor han forsøger at bygge ekstra kompetencer på medarbejderne.

Og netop fokus på sine medarbejderes trivsel fylder i dag meget for Kristian Scharling.

“Jeg troede, det handlede om at få en masse kunder og vækst, og så skulle mine medarbejdere bare gøre det arbejde, jeg satte dem til. Men ledelse er noget, jeg prioriterer nu. Jeg bildte mig ind, at jeg kun kunne være leder, når jeg var fysisk til stede. Men man kan godt holde MUS over Google Hangout.”

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis