20.000 smv'er skal skifte ejere inden for de kommende ti år, ifølge nye tal fra Center for ejerledede virksomheder på CBS. Hvis du er en af dem, bør du så skubbe på med at få det gennemført, selvom coronakrisen raser, eller er det bedre at holde hesten og vente?
Er du i tvivl om, hvad der er næste skridt for din virksomhed? Så kan du evt. benytte Ejerstrategi-kortet fra Center for Ejerledede Virksomheder (CEV) ved CBS. Kortet kan hjælpe dig med at tage stilling til den langsigtede ejer- og lederstruktur i virksomheden eller til at planlægge et exit og kan findes påwww.ejerstrategi-kortet.dk Kortet er en del af projektet "Vækst gennem ejerskifte", somIndustriens Fond, (CEV) og INSEAD står bag.
Ser du på det økonomiske aspekt, så er det ikke lige nu, du kan få allerflest penge for din virksomhed. Ønsker du at overdrage virksomheden til et familiemedlem, kan det være en fordel.
“En underskudsgivende virksomhed er jo alt andet lige billigere end en overskudsgivende virksomhed. Så hvis man f.eks. vil generationsskifte fra far til søn eller datter, så kan de komme med ombord relativt billigt,” påpeger Lars Leopold Larsen, statsautoriseret revisor og rådgiver i revisionshuset Beierholm.
Vil du derimod sælge til eksterne købere kan du risikere, at prisen bliver presset i bund.
“De får garanteret så mange tilbud i den kommende tid, hvor de kan vælge og vrage. Så man skal ikke gøre sig store forhåbninger. Til gengæld kan man slippe for nogle af de ubehageligheder, der kan være ved for eksempel personlige kautioner,” siger Lars Leopold Larsen.
Personlig kaution vil sige, at du hæfter personligt for de lån, der er udstedt til virksomheden. Kan du ikke indfri gælden, kan du i yderste tilfælde ende i fogedretten.
På det mere menneskelige plan kan et ejerskifte også afgøres af, hvorvidt du vurderer dig selv til at være den rette til at lede virksomheden lige nu.
“Man skal spørge sig selv: Denne her opgave, som vi står i nu med corona, hvor det er svært at skaffe kunder og opgaver osv. – har jeg energien til det?” påpeger Claus Damsgaard, partner i konsulenthuset Indkom, der rådgiver smv'er.
Har du ikke energien til at kæmpe videre for din virksomhed, kan du overveje, om du skal have nye kræfter ind i ledergruppen.
“Om de skal have ejerskab eller ej, det må man finde ud af,” siger Claus Damsager.
Vigtigt er det dog, at dem du får ind rent faktisk også har midler at skyde i virksomheden, så der er et råderum til at rette op på nogle af de udfordringer firmaet står i, og så der kan investeres i firmaets fremtid, understreger Lars Leopold Larsen:
“For ellers bliver virksomheden jo ikke i en bedre stand, end den var før, hvis det er det, der er i centrum her.”