Coronakrisen lægger et massivt pres på mange mindre virksomheder, og mens folketingets hjælpepakker kan afbøde nogle af de tab, som virksomhederne står over for, må virksomhederne også selv tænke i nye baner for at sikre salg og overlevelse.
Børsen Pro Selvstændig har spurgt smv- og iværksætter-Danmark, hvilke kreative tiltag, der lige nu lægges for dagen til at holde hjulene i gang ude i de små virksomheder.
“vi bliver ved med at finde på løsninger og forbedrer ting, vi ellers ikke har haft så meget tid til
Ynja Mist Aradottír, fungerende adm. direktør i Bake My Day
På baggrund af de svar, vi fik, har vi herunder samlet 10 idéer til, hvad du kan gøre som mindre virksomhed:
1. Tilbyd levering til døren
Regeringen beordrede tirsdag d. 17. marts alle restauranter og spisesteder til at lukke, men holder åbent for, at man stadig kan levere takeaway.
Det har en række mindre virksomheder taget til sig – bl.a. kagevirksomheden Bake My Day på Amager.
Lige efter regeringens pressemøde onsdag d. 11. marts, hvor Danmark blev lukket ned, afbestilte alle kunder deres kager til weekenden, og Bake My Day stod tilbage med en stor mængde kager i overskud.
“Vi fik dem leveret til akutmodtagelsen i Herlev Hospital og til Rigshospitalet, for at give lidt glæde til det hårdtarbejdende sundhedspersonale,” skriver fungerende adm. direktør Ynja Mist Aradottír til Børsen.
Kageaktionen blev postet på Instagram og gav Bake My Day flere interaktioner på et opslag på sociale medier, end de nogensinde før har haft.
Siden er butikken begyndt at levere til døren via bil og cykel for 15-59 kr.
“Vi leverer allerede med Just Eat. Men da mange spørger om levering, som bor andre steder, er vi i gang med at lave en ny menu på webshoppen, hvor vi selv leverer til kunde både på bil og cykel,” fortæller Ynja Mist Aradottír, fungerende adm. direktør i Bake My Day.
Tiltaget har virket, og flere kunder spørger også efter kaffe, når kagebuddene kommer ud.
“Selvfølgelig giver det ikke nok indkomst til fire ansatte, men vi bliver ved med at finde på løsninger og forbedrer ting, vi ellers ikke har haft så meget tid til,” skriver Ynja Mist Aradottír.
Også Decideret Cider, cykler cider ud til sine kunder med ciderkasser.Klik her for at læse mere.
Indehaver af dametøjsbutikken Street One i Herning, Elena Pascale, er også begyndt at hoppe på cyklen og trampe ud til sine kunder.
Hun har cyklet til både Snejbjerg, 5 km. vest for Herning, og rundt i Herning by, ligesom hun sender pakker til Ikast i samarbejde med sin nabo, Cykelcenter Herning.
“Jeg håber, at der er endnu flere af mine kunder, som vil benytte sig af det, og jeg har besluttet, at jeg også vil gøre det efter covid-19 krisen. Jeg hygger mig med det, og så er det altid rart med noget luft og god motion,” skriver Elena Pascale til Børsen.
2. Giv fri eller billig fragt
Der er kamp om ordrerne på at levere hjem til danskerne disse dage, og derfor har flere mindre virksomheder valgt at tilbyde billig eller ligefrem gratis fragt.
Det gælder f.eks. Proowned i Kastrup, der sælger aflagt cykelgrej fra professionelle cykelhold.
“Man må ikke træne i fitnesscentre, men man må stadig gerne cykle, så vi er ikke så hårdt ramt på kort sigt, som mange andre virksomheder. Men i Spanien er der forbud mod at cykle, da der ikke er plads på hospitalerne, hvis man skulle komme til skade på cyklen. Det kan også ramme andre markeder, inkl. Danmark,” skriver partner i Proowned Casper Hillstrøm.
Proowned tilbyder bl.a. fri fragt på alle ordrer over 99 kr. med GLS hjemmelevering, og selskabet vil fokusere på at
“fortælle budskabet om, at det er vigtigt at komme ud og dyrke motion for at styrke immunforsvaret – enten udenfor eller hjemme på en hjemmetræningsmaskine, fortæller Casper Hillstrøm.Vi prøver at vende den om, så vi får kunderne med og ikke mister dem
Stephanie Seedorff, indehaver af O'Tay
3. Skru op for online markedsføring
Hjemsendte danskere bruger meget tid på mobiler, ipads og computere disse dage, og derfor kan det give god mening at skrue op for online markedsføring, samt afprøve nye digitale kommunikationskanaler.
O'Tay, der sælger dametøj er eksempelvis begyndt at skrive blogindlæg.
Det skal ifølge indehaver Stephanie Seedorff gøre, at kunderne stadig kan “mærke” virksomheden.
“Derudover kommer vi til at lave en masse online markedsføring via vores Instagram, så kunderne konstant er med os. Vi har måtte aflyse alle fysiske arrangementer hvilket jo påvirker O'Tay helt enormt. Men vi prøver at vende den om, så vi får kunderne med og ikke mister dem,” skriver Stephanie Seedorff til Børsen.
4. Overvej at skifte eller justere produkt
Selv med billig fragt og levering døren, kan nogle selvstændige have svært ved at sælge deres produkt, og derfor har flere valgt at omdanne deres forretning eller skifte over til et nyt produkt.
Det gælder bl.a. Lars Rahbæk, der driver webportalen Mojomoto.
Mojomoto er en platform, hvor designere kan sælge deres designs til europæiske modehuse og tekstilfabrikker i Østen. Men da aktiviteten på B2B-markedet, altså virksomhed-til-virksomhedssalg, er bremset markant op under coronakrisen, har Lars Rahbæk sat et nyt skib i søen.
“Vi er netop i gang med at udvide shoppen til B2C-markedet (virksomhed-til-forbruger) med mulighed for at kunderne kan købe vores designs som plakater til indretning i hjemmet,” skriver Lars Rahbæk til Børsen.
Det har ikke været helt enkelt at få omskiftet sitet fra at være engelsksproget og med dollar som valuta til at være dansk og med danske kroner samt at skifte fra kun at sælge digitale filer til fysiske produkter som plakater, fortæller Lars Rahbæk. Han er dog i weekenden kommet på plads og håber på, at ordrerne begynder at tikke ind denne uge.
Også selvstændig fotograf Peter Brinch har måttet tænke nyt. Han begyndte mærkede coronapresset tidligt, fordi
han har mange internationale kunder, der blev ramt før Danmark.Fotografen mistede 100 pct. af sine ordrer frem til august, og gik derfor i gang med at omlægge forretningen til i stedet at skrive artikler, en beskæftigelse, han i mange år har drømt om at kaste sig ud i.
Nu er hans hjemmesid lavet om, han har oprettet en ny Facebookside og har fået afsat to artikler om hjemmeundervisning, som også er oversat til svensk.
Han forsøger desuden at få aftaler i hus med sine fotokunder i restaurantbranchen om at skrive featureartikler med fokus på deres nye midlertidige situation.
“Planen er ikke at droppe fotografdelen, men at kombinere det hele,” fortæller han til Børsen.
5. Gå sammen med andre butikker
Ikke én men mange mindre virksomheder er presset af coronavirussen, og det har skabt initiativ til samarbejder på tværs af virksomheder.
Et af de samarbejder står Cindie Christiansen bag.
Hun er indehaver af Foods Copenhagen, der afholder gastro-ture i København og madrejser i Danmark og på Færøerne og særligt har udenlandske turister som kunder. Virksomheden har derfor set sin omsætning gå i 0 som følge af coronaudbruddet.
Men Cindie Christiansen har i stedet startet konceptet 'Madgaven De Lokale Favoritter'.
Projektet samler restauratører og producenter om en madgave, som virksomheder kan købe og sende ud til deres hjemmearbejdende medarbejdere.
“Vi selvstændige får brug for mere end regeringen kan tilbyde, er jeg ganske sikker på,” skriver Cindie Christiansen.
Madgaven har været i gang siden starten af sidste uge, og de første virksomheder og privatpersoner har købt.
Også flere byer har oprettet fora, hvor virksomhederne i fællesskab kan støtte hinanden. F.eks. omdannede Skælskørs bykontor hurtigt efter coronaudbruddetsin hjemmesidetil en infoside om de lokale virksomheder.
Også hjælpegrupper på Facebook er piblet frem, f.eks.'Støt de lokale virksomheder så de overlever coronakrisen',hvor virksomheder i Kolding-området kan slå tilbud op.
“Vi sætter varerne i dit bagagerum
Søtoftes Jordbrug på Facebook
6. Lav drive-in salg
I en tid, hvor fysisk kontakt skal holdes på et minimum, har flere butikker åbnet for drive-in salg, så kunden ikke er nødt til at komme ind i butikken.
Søtoftes Jordbrug ved Roskilde sælger normalt landbrugsvarer til restauranter, men havnede forrige uge i en akut krise, da flere restauranter lukkede helt for bestillinger, mens Søtoftes Jordbrug lå inde med 20.000 æg.
Virksomheden annoncerede derfor 15. marts på sin Facebookside, at æggene kunne købes for 1 kr. via drive-in salg. Dagen efter havde de udsolgt af æg, men sælger fortsat det, som dyrene producerer i deres stalddørs drive-in udsalg.
“Vi tager KUN imod Mobilepay og for at følge myndighedernes opfordringer, skal du blive siddende i bilen når du ankommer. Vi sætter varerne i dit bagagerum,” skriver virksomheden på sin Facebookside.
7. Brug video og streaming
For de virksomheder, der normalt lever af services eller oplevelser frem for et fysisk produkt, giver de hjemmegående danskere naturligvis udfordringer. Her satser flere i stedet på at bruge streaming, Facebook Live, video, Zoom mm. til at komme i “berøring med kunderne”.
Det satser f.eks. partner i Lovecast, Jonas Werner, på.
“Vi er en virksomhed, der primært lever af at promovere parterapi og parterapeuter, hvilket er rigtig svært lige nu,” skriver han til Børsen.
Derfor har Lovecast startet en kampagne på Facebook, der skal promovere virksomhedens online kurser, hvor par kan sidde hjemme og udvikle deres parforhold med video og skriftlige øvelser. Lovecast har også har sænket priserne på disse kurser.
“Derudover har vi ændret vores generelle fokus, så vi nu satser meget mere på online terapi end før krisen, og det giver rigtig mange nye muligheder. Indtil videre ser det ud til, at kunderne tager godt imod disse nye tiltag, selvom antallet af bookinger er gået lidt ned,” skriver Jonas Werner, der er overbevist om, at krisen kun forstærker behovet for parterapi.
Selvstændig italiensk-underviser Leo Todaro har skiftet hverdagen med fysisk undervisning på Studieskolen i København ud med undervisning via Zoom og skolens kursistintra.
Via sit eget selvstændige firma sender han også regelmæssigt undervisning, nyheder og info om Italien via sin profil på Facebook Live og Instagram.
“For mig og mit firma har denne krise givet mig et skub i retning af at lave mere Live på min sociale kanaler,” skriver Leo Todaro.
Hos tremandsvirksomheden Steady, der normalt lever af at lave teknik til live events, og som på én dag så en fyldt ordrebog fuldstændig slettet 1,5 måneder frem forsøger nu at gøre en forretning ud af at lave livestreaming for virksomheder, skoler og kirker.
“Vi kan hjælpe med at sikre det ser professionelt ud for et mindre beløb, fordi vi har erfaringen,” skriver projektleder og direktør Søren Follmann til Børsen.
Forleden lavede Steady f.eks. et streamingstudie for en kirke, hvor 3000 enheder så med.
8. Tilbyd forudbetaling, gavekort og klippekort
For mange mindre virksomheder handler det om at få nogle penge i kassen nu og her.
Derfor er en mulighed at tilbyde gavekort, klippekort eller andre former for forudbetaling, som kunderne kan veksle til et produkt eller en service, når coronakrisen er drevet over.
Gitte Carlend åbnede i oktober en butik, hvor hun under sit eget brand Cosmo Royale sælger mundblæste glas, udsmykning, lamper, duge, puder mm. primært til restauranter og hoteller.
Men butikken er ramt af to store udfordringer med coronavirus. Dels er det svært at sælge til hotel- og restaurantbranchen. Og dels forudser Gitte Carlend udfordringer med at få fløjet sine produkter ind.
Derfor lægger hun nu alle sine kræfter i online salg med fokus på forudbetaling.
“Vi arbejder på, at lave tilbud på de varer, vi har på lager og så lave gode pakketilbud på forudbestilling og delvis forudbetaling med levering senere på året, så vi kan holde forretningen og produktionen i gang,” skriver Gitte Carlend.
9. Få ryddet op og optimeret virksomheden
I stedet for kun at fokusere på salg, tager flere mindre virksomheden konsekvensen ved coronakrisen op ved at bruge “pausen” til at gøre nogle af de ting, man ikke har tid til i en travl hverdag.Indehaver af Room AV, der sælger hjemmebiografer, Dennis Sørensen, vil rydde op, opdatere hjemmeside og generelt få lavet “alle de kedelige ting”, man springer over, når der er travlt.
Simon Wraae, der er indehaver af den nystartede interiørvirksomhed Letzleather bruger coronakrisen på at teste nye salgskanaler, f.eks. Whatsapp, implementere FN's 17 Verdensmål, produktudvikle, søge legater og give hjemmesiden en makeover.“
Og selvstændig fotograf Stefan Kragh ser coronatiden som en mulighed for at relancere, tilpasse og udvikle virksomheden samt at luge ud i udgifter, f.eks. abonnementer, og få lavet et bank- og forsikringstjek.
“I dagligdagen har man så travlt og alle de mindre eller større tiltag, man overvejer, men aldrig får gjort noget ved, har man nu tid til at tage fat på,” skriver han til Børsen og tilføjer:
“"Når alt bliver normaliseret igen har man måske nogle nye initiativer og idéer, som man samlet set går en stærkere tid i møde.”Jeg håber, at jeg får afdækket eller vinder mere forståelse og indsigt
Jørn Henrik Olsen, selvstændig forfatter og foredragsholder
10. Søg inspiration og tænk store tanker
Mens indtægterne måske er små, kan den nedsatte forretningsaktivitet betyde mere tid, som f.eks. kan bruges til fordybelse og inspiration.
Selvstændig forfatter og foredragsholder Jørn Henrik Olsen har måttet aflyse alle sine foredrag i den kommende tid – og går dermed glip af en god portion honorarer.
Men i stedet for penge har han nu tid, og han vil derfor bruge “coronapausen” på at hente inspiration, tænke tanker og “skærpe” sig. F.eks. vil han tage notater til artikler, blogs og sin kommende bog, finde inspiration til sine foredrag om eksistentielle spørgsmål, kommunikere med sine læsere og generelt skrue pengeforbruget ned til et minimum.
“På den måde tror jeg, at jeg kommer styrket ud af den aktuelle krise. Jeg håber, at jeg får afdækket eller vinder mere forståelse og indsigt, mere af det vores tid har så hårdt brug for. I et økonomisk perspektiv kommer jeg sikkert til at stå svagere, men der er så meget mere at berette om i vores menneskelige eksistens,” skriver han.